Anmeldelse
18.5.2023

Det første skridt

Forfatter
Henrik Dresbøll
Forlag
Akademisk Forlag
Antal sider
177 sider
Pris
269,95 kroner

Vejen til hurtige forandringer og ændringer af adfærd er oftest lang! Alt for tit tænker vi på målet forude og ”glemmer”, at vejen derhen skal gås skridt for skridt sammen med dem, der skal være med til at skabe forandringerne. Og det er vejen og det første skridt derhen imod, der er afgørende, hvis du spørger Henrik Dresbøll. I hans seneste bog ”Det første skridt. 200 måder at få ting til at ske” fortæller han, hvordan det er det første skridt og de efterfølgende små skridt, der afgør, om man lykkes med at komme i mål med de større forandringer.

Henrik Dresbøll retter i bogen sit fokus mod, at vi alt for ofte har alt for mange intentioner, vil for meget på en gang og glemmer, at vi ikke kan tænke os til meningen med en forandring, men skal handle os til den.
Bogen er bygget op over 70 inspirerende samtaler med ledere, forskere og tænkere, som tilsammen kommer med 200 måder og bud på at få ting til at ske.
Det er ikke en tung teoretisk bog med dybdegående teoretiske forklaringer på, hvordan man skaber forandringer eller adfærdsændringer i organisationen eller i ens eget liv. Det er ikke videnskab, men erfaringer fra levet liv og fra praksis, som forfatteren selv påpeger i indledningen i bogen. Og det er inspirerende og interessant at læse om Dresbølls samtalegæsters bud på, hvordan man får ting til at ske. Det, at bidragsyderne er så forskellige og repræsenterer vidt forskellige erhverv og videnområder, er med til at gøre bogen inspirerende og give indsigt i mange måder at få ting til at ske på en meningsfuld måde.

Bogen er letlæselig og kan læses i bidder eller i sin fulde længde. Den skaber ikke forandringen eller ændrer vanerne i sig selv, men den er en inspiration til, hvordan du selv kan tage det første skridt til at få de ønskede ting til at ske i dit privat- eller lederliv. Til slut i bogen præsenteres ni tommelfingerregler, der kan bruges til at beslutte sig, når man selv skal tage det første skridt, og som alt andet i bogen er det lige til at gå til og forstå, og således er det hjælp til at få det gjort og komme i gang med at gå. Du skal selv tage første skridt.

Anmeldelsen er skrevet af
Dorte Andreas
Næstformand, Skolelederforeningen

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil