Anmeldelse
5.9.2026

Co-teaching og vejledning

Forfatter
Lisbeth Hædersdal
Forlag
Dafolo
Antal sider
208
Pris
355,94 kroner

Der er efterhånden udgivet en del bøger om co-teaching gennem de senere år. Det er spændende at følge med i, hvordan lærerne kan anvende og udvikle co-teaching som metode ude i klasserne. Det er ligeledes også spændende, hvordan forfatteren til denne bog går spadestikket dybere med afsættet for en vejlederkultur eller et greb til skoleudvikling.  
Hvis man som læser er interesseret i at læse en uddybende bog om co-teaching som metode, skal man vælge en anden bog. Denne bog går i højere grad i dybden med vejlederkulturen og derigennem co-teaching som metode til denne del.  

Bogen “Co-teaching og vejledning” er delt op i fire dele. Den første del introducerer co-teaching som metode og vejledernes rolle i samfundets udvikling, herunder også hvilken indflydelse distribueret lederskab kan have.  
Bogens anden del beskæftiger sig med redskaber og implementering, hvor forfatteren introducerer implementeringsguiden, vejlederlandkortet og fasemodellen samt hjælp til organisering med årshjul og varighedsguide. I bogens tredje del præsenteres læseren for redskaber til planlægning, gennemførelse og evaluering. Her gives eksempler på, hvordan for eksempel rammeaftaler, samarbejdsmodel, samarbejdskontrakt og planlægningsskemaer kan se ud, når hensigten er at styrke samarbejdet mellem vejleder/resursepersoner og lærere. I bogens fjerde og sidste del opsummerer forfatteren de væsentligste pointer fra bogen og reflekterer over dem.  
Hver del i bogen afsluttes med opsummering og refleksionsspørgsmål.  

Bogen er et rigtig fint bud på en praktisk orienteret og dybdegående guide til, hvordan man som vejleder kan udvikle og arbejde med co-teaching som metode, der er med til at understøtte inklusion og deltagelsesmuligheder for eleverne i skolen.  
Som skoleledelse vil bogen også fungere både direkte og indirekte. Direkte, hvis man selv arbejder med co-teaching i undervisningsøjemed, men også indirekte, forstået på den måde, at bogen kan være en hjælp til en vejleder i for eksempel en sparringssamtale. Skoleledelsen vil ligeledes have gavn af at følge med i, hvordan co-teaching udvikler sig og kan anvendes i for eksempel skoleudvikling.  
Jeg kan varmt anbefale bogen.

Anmeldelsen er skrevet af
Christina Fodgaard
Afdelingsleder, Vejgaard Østre Skole i Aalborg

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil