Generativ kunstig intelligens er ikke længere et legetøj, som vi bruger til festsange og sjove taler. Det er rykket fra legestuen og ind i vores daglige arbejdsliv. Hvad det betyder for arbejdspladser og jobfunktioner, forsøger ”AI på arbejde” at give os et klart svar på i en tydelig dansk kontekst. Hvad betyder teknologien faktisk for vores måde at arbejde på? Bogen er ikke en dommedagsprofeti om arbejdsmarkedets undergang og heller ikke en ukritisk hyldest til AI-mirakler, men et nøgternt, pragmatisk bud på, hvordan vi kan bruge, forstå og styre AI som en aktiv medspiller.
Forlaget beskriver bogen som en praktisk guide til at skrive bedre prompts, undgå faldgruber og bruge AI ansvarligt, og dette løfte indfrier bogen i vid udstrækning. Den spænder fra grundlæggende introduktioner til mere dybdegående metoder og kombinerer cases, forskningsindsigter og håndgribelige skabeloner, som både nybegyndere og beslutningstagere kan have glæde af.
Boges første del er uden tvivl dens stærkeste. Her introduceres en model eller opdeling af måden, vi bruger kunstig intelligens i arbejdet på: fra aflastning (rutineopgaver), over sparring (feedback og udvikling af eget arbejde), til samarbejde (mere integreret co-intelligence mellem menneske og maskine). Det giver en konkret ramme for at tænke over, hvad kunstig intelligens er, og hvad den bør gøre i arbejdssammenhænge.
Især bogens fokus på organisationsmodenhed og ledelse rammer plet. Forfatterne udfolder, hvordan modenhedsniveauet i en organisation former alt fra governance til medarbejderinddragelse og ansvar, og de gør det uden at falde for hverken forenklet teknologioptimisme eller skræmmescenarier. Det er her, bogens største styrke ligger. Den forklarer ikke bare teknologien, men kobler den til menneskelige og organisatoriske vilkår.
Anden del af bogen skifter gear og bliver mere praktisk. Her får læseren konkrete indsigter i, hvordan ChatGPT virker, og hvordan man kan udforme prompts, der fungerer i virkeligheden. Denne overgang fra teori til praksis er nyttig, men kan til tider virke lidt spredt. Som om forfatterne forsøger at favne både total-nybegynderen og den allerede erfarne bruger på én gang. Det gør målgruppen en anelse utydelig.
Sidste kapitel samler nogle af de mest presserende refleksioner om kunstig intelligens. Her behandles bias, persondatasikkerhed og, måske mest centralt, risikoen for at miste vores kritiske sans, når vi overlader for meget til teknologien. Forfatterne peger på, at AI først for alvor bliver en forlængelse af vores evner, når vi har opbygget en vis faglig kompetence; ellers ender det med bare at outsource vores tænkning. Den pointe er vigtig både i arbejdsliv og i læringssituationer.
”AI på arbejde” er en god introduktion til generativ AI i arbejdslivet, netop fordi den favner både teknologiens muligheder og dens begrænsninger uden at skubbe til frygt eller blind begejstring. Den er praktisk uden at være overfladisk og reflekterende uden at blive abstrakt. Er du leder, vejleder eller konsulent. er bogen en god rammesættelse af, hvordan man kan tale om feltet. Bogen er en relevant og gennemarbejdet guide til, hvordan kunstig intelligens påvirker det daglige arbejde.

