Anmeldelse
1.9.2025

40 AI-aktiviteter til din undervisning 

Forfatter
Marianne Riis og Bjarke Lindsø Andersen 
Forlag
Hans Reitzels Forlag
Antal sider
92
Pris
250

Der er brug for en bog som ”40 AI-aktiviteter til din undervisning”, for mange undervisere står famlende over for, om de skal og kan inddrage generativ kunstig intelligens i deres undervisning, og hvis de skal, hvordan de kan gøre det på en god måde. Her er bogen en stor hjælp: Den tilbyder 40 konkrete skabeloner, der illustrerer forskellige tilgange til brugen af generativ kunstig intelligens og giver inspiration til aktiviteter før, under og efter undervisningen samt til teknologiforståelse og akademisk integritet. 
Bogen lægger fornuftigt ud med at tydeliggøre feltet: Forfatterne gør rede for såvel udfordringer som værktøjer, og de peger klogeligt på, at det hele er i hastig forandring. Det gælder både, hvilke redskaber der er tilgængelige, og hvad man skal tage højde for, hvis man vælger at afvikle AI-systemer lokalt. Det giver bogen et åbent og opdateret præg, hvor man mærker forfatternes erfaring fra praksis. 
En tydelig styrke ved bogen er dens insisteren på at forholde sig til læringsformer. Der bliver gjort en solid indsats for at vise, hvilke former for læring de forskellige forslag understøtter. Det er især vellykket, når aktiviteterne sættes i relation til Diana Laurillards seks læringsformer: De præsenteres samlet, og det fremgår efterfølgende, om den enkelte aktivitet understøtter tilegnelse, undersøgelse, diskussion, øvelse, produktion eller samarbejde. Det giver en pædagogisk forankring, som mange undervisere vil have glæde af i deres didaktiske overvejelser. Dog giver det lidt et indtryk at hastigt redaktionsarbejde, når samarbejde skifter navn til kollaboration, og tilegnelse bliver til videnstilegnelse, og når ikke mindst rækkefølgen ikke er konsistent. 
Lidt svagere står kapitlet om såkaldt ’pædagogisk prompting’. Ideen om at få AI til at blive en medtænkende partner i læring, er sympatisk, men der går hurtigt meget teknik og prompt-engineering i den. Især forslaget om at udvikle sin egen chatbot virker både krævende og lidt løsrevet i forhold til bogens øvrige form og sætter sig lidt imellem to stole, i forhold til hvor teknisk det rent faktisk er at kunne bruge de gode ideer til noget. 
De 40 aktiviteter er inddelt i kategorier: Før, under og efter undervisningen – samt en afsluttende sektion om teknologiforståelse og akademisk integritet. Det sidste emne er i særdeleshed vigtigt og får også sin egen korte introduktion. 
Generelt er der tale om gode ideer, men ikke alle aktiviteter står lige klart. Flere kunne med fordel have været udfoldet med konkrete eksempler. I nogle tilfælde savnes også en tydeligere begrundelse for, hvorfor netop AI skal bruges i aktiviteten frem for blot at være et belejligt værktøj. Det havde klædt bogen med en tydeligere didaktisk rammesætning for hver aktivitet og en stærkere kobling mellem teknologi og fagligt formål. 
Overordnet giver bogen dog mange gode forslag og vil kunne udvide mulighedsrummet for undervisere – ikke mindst dem, der gerne vil prøve kræfter med AI uden at springe over, hvor gærdet er lavest. Den tilbyder inspiration og håndgribelige ideer, men kræver også, at underviseren tænker med og vurderer, hvordan aktiviteterne skal tilpasses konteksten. 
En mindre irritation – som dog ikke skygger for udbyttet – er forfatternes beslutning om at forkorte ’kunstig intelligens’ til KI og ’generativ kunstig intelligens’ til GKI. Når nu AI står i bogens titel, og når GAI i øvrigt er den klart mest udbredte forkortelse internationalt, føles det lidt unødvendigt og genkalder gamle pædagogiske forkortelsesdebatter om IT og IKT! 
Alt i alt er det dog en bog, man som underviser vil kunne hente stor inspiration i. Bogen henvender sig som udgangspunkt til efter- og videreuddannelsesniveauet, men de fleste aktiviteter kan sagtens tilpasses og anvendes både på ungdomsuddannelserne og i grundskolen.

Anmeldelsen er skrevet af
Malte von Sehested
Viceskoleleder, Langebjergskolen i Humlebæk

Læs flere anmeldelser

Se oversigt over anmeldelser af bøger og spil