Vi skal rykke os fra en snydedagsorden til en læringsdagsorden

Den minder om Google. Men Google kunne man styre. Den lyver som Wikipedia. Men Wikipedia kunne vi undgå. Den revolutionerer som internettet. Men internettet kunne vi slukke. Den generative kunstige intelligens kan vi hverken styre, undgå eller slukke. Den er her for at blive, og den er for længst kommet inden for murene på de danske skoler. Alt imens er lærerne nysgerrige, bekymrede og bagud. Flere dage om ugen holder jeg kurser på skoler om generativ kunstig intelligens. Altså ChatGPT, Copilot, Gemini, Grok med mere. Hver gang jeg tager fra et kursus, deler jeg lærernes følelse af bekymring og frustration. Det går stærkt. Undervisningen og prøverne skal omtænkes.  

Eleverne er lysår foran

Som ved al anden teknologi er ungdommen førende. Eleverne har allerede taget den i brug, og lærerne halter efter. Hvordan skal de cirka 50.000 grundskolelærere – for ikke at snakke om gymnasielærere, efteruddannelseslærere, undervisere på universiteter med mere – kunne følge med? Hvem har egentlig et ansvar for at sørge for, at lærerne ved, hvad det er for en maskine, der vælter os alle omkuld lige nu? For hvis ikke lærerne ved det, hvem er det så, der skal formidle det til den generation, der lige nu går ud af grundskolen med ChatGPT som en naturlig følgesvend? Sam Altman, manden bag ChatGPT, der startede hele lavinen, har sagt, at han selv er bekymret. Nogle siger, at det er et godt PR-stunt – men jeg deler den bekymring, han udtrykker. For hvad sker der, når børn og unge deler alt med de her maskiner?
Når de ikke længere tager selvstændige beslutninger uden at rådføre sig med deres chat? Og hvem skal fortælle den her store gruppe af ukritiske brugere, at ’chatten’, som den bliver kaldt, altså er en algoritme, der taler dem efter munden, laver fejl og ikke er et leksikon? Vi lever i en tid, hvor fakta pludselig kan diskuteres, og ’fake news’ er blevet et begreb. Det er vigtigt, at det bliver formidlet til vores elever, at disse maskiner ejes af nogle magtfulde mennesker, der ikke nødvendigvis deler vores verdenssyn. Det skal eleverne vide og lære at have for øje. Kildekritik har aldrig været vigtigere, men hvem skal lære eleverne dette, når mange lærere aldrig har prøvet en generativ kunstig intelligens? Hvem har ansvaret for, at lærerne lærer om AI, så de kan lære deres elever om AI?

Fra forbud til didaktik: Bryd AI-tabuet

Når jeg holder kurser, forsøger jeg at guide, opmuntre og fortælle om muligheder, samtidig med at jeg deler deres bekymringer og frustrationer. ”Hvad med kreativiteten?”, ”hvad sker der med hjernen, når de ikke øver sig?”, ”hvilke kompetencer er vigtige om fem år?”, og ”hvordan undgår vi, at eleverne snyder?”, er bare nogle af de spørgsmål, der går igen, fordi de netop optager lærerne. Og hvad med de lærere, der allerede bruger den? Som prøver sig frem, forholder sig kritisk og undersøger mulighederne? Hvordan sikrer vi, at de også tør sige højt, at de bruger den? På mange lærerværelser er det slet ikke en selvfølgelighed, at det kan siges højt. Det er nemlig ikke kun ude i klasserne, at det kan være svært at åbne for samtalen om, hvem der bruger AI, og hvordan AI bruges. Også på lærerværelserne skal den åbne og fordomsfrie dialog i gang. Vi skal alle sammen rykke os fra en snydedagsorden til en læringsdagsorden. Og hvordan sikrer vi, at lærerværelset i fællesskab får åbnet det, der faktisk viser sig at være et tabu? AI-tabuet.
‍Desværre må vi konstatere, at vi ikke kan vente på statslige retningslinjer eller midler til efteruddannelse. Dermed ligger ansvaret endnu hos den enkelte lærer og skole. Skolerne må altså selv, som med mobilpolitik og lignende, sætte nogle retningslinjer for brugen af AI. Lærerne ved godt, at AI findes, og at de bliver nødt til at forholde sig til den. Men det kan være en uoverskuelig opgave at sætte sig ind i på egen hånd. Derfor har tendensen været et forbud. Men det er bare ikke muligt i praksis. Og heller ikke en langsigtet løsning. For eleverne ser ind i en fremtid, hvor AI er over det hele, så det skal skolerne naturligvis være med til at danne og uddanne eleverne ind i. Men hvordan? For hvis ikke der bliver efteruddannet og undervist, hvordan skal lærerne så kende til den kunstige intelligens’ muligheder og begrænsninger? Vi bliver nødt til at kvalificere vores undervisere, så de kan understøtte elevernes forhold til den kunstige intelligens.

Opkvalificering af lærere er et samfundsansvar

Men hvor ligger ansvaret? Og hvornår mon nogen har tænkt sig at tage det? Jeg stiller mig uforstående over for, at det ikke ligger højt på dagsordenen i vores samfund at sikre, at de kommende generationer forstår, hvad det egentlig er for nogle maskiner, som de bruger hver eneste dag. For det kan ikke være op til den enkelte skole eller den enkelte lærer. Det må være et samfundsansvar, når der kommer noget så omfattende og adfærdsændrende ind i vores alles liv. Om vi har bedt om det eller ej. Vi har som samfund et ansvar for at sikre, at lærerne bliver opkvalificeret – ellers risikerer vi at sakke bagud i forhold til den virkelighed, eleverne allerede er en del af.