Vi må tænke anderledes for at kunne handle anderledes

Hvordan lykkes vi med at skabe en skole for alle? Det spørgsmål har mange stillet, og det var også omdrejningspunktet for Ida Andrea Nilssons ph.d.-afhandling om inklusion i folkeskolen. Gennem deltagerobservationer og interviews med lærere, børn og fagpersoner har hun undersøgt, hvordan følelser, strukturer og normer spænder ben for visionen om en inkluderende skole. Hun argumenterer for, at vi må tænke anderledes for at kunne handle anderledes, ikke mindst ved at anerkende de følelser og forventninger, der præger læreres hverdag. Ifølge Nilsson skal inklusion nemlig ikke forstås som et teknisk greb, men som en proces, der kræver en gentænkning af normer og rammer i folkeskolen.

Hvordan opstod din interesse for inklusion?

Den voksede ud af mit arbejde i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, hvor jeg arbejdede med pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) og fik indblik i systemets møde med børn, der kæmper. Det rejste spørgsmålet: Hvad sker der, når centrale visioner om inklusion skal omsættes til noget, der virker i skolens virkelighed?

Du skriver, at vi skal gentænke en mere strukturel forståelse af inklusion. Hvad mener du med det?

Inklusion udspringer af en lang debat om specialpædagogikkens utilsigtede konsekvenser, både i Danmark og internationalt. Man ønskede egentlig at hjælpe og løfte børn, men den måde, man gjorde det på, endte med at ekskludere dem fra fællesskabet. Hvis vi virkelig vil skabe inkluderende fællesskaber, er vi nødt til at gentænke selve skolens struktur. Vi ser i dag en stigende tendens til, at flere børn kategoriseres som nogle, der ikke passer ind i almenskolen. Det er en tankegang, vi må udfordre. Problemet er ikke børnene – det er, at almenskolen i stigende grad ikke passer til de børn, der faktisk går der.
Siden inklusionsloven i 2012 har vi set en formel implementering af inklusionstanker i folkeskolen. Men det har samtidig medført modsatrettede krav: På den ene side skal skolerne rumme flere elever med forskellige behov, og på den anden side skal de løfte faglige præstationer. Det spændingsfelt har gjort, at inklusion ofte forbindes med problemer og er blevet sat i et negativt lys. Hvis vi taler om inklusion som noget negativt, bliver det umuligt at arbejde konstruktivt med det. Gentænkning handler derfor også om at finde nye måder at tale og tænke med inklusion på, ikke imod den.

Hvor oplever du, at modstanden eller negativiteten omkring inklusion særligt kommer til udtryk?

Rigtig meget i den offentlige debat. I mange artikler, hvor politikere siger: ”Vi gjorde det helt forkert. Inklusionen er slået fejl”. Men også forældre, der siger: ”Mit barn kan ikke få hjælp”, og desperat prøver at råbe nogen op. Jeg har også mødt den i min undersøgelse, når jeg har talt med lærere og skoleledere om, hvordan de oplever det. Ordet i sig selv aktiverer ubehag hos folk. Mange forbinder det med krav, de ikke føler, de kan indfri, eller med noget, de tidligere er blevet kritiseret for. Så i stedet for at åbne en samtale lukker man den hurtigt ned.

Hvad fik du øje på, som spænder ben for at lykkes med inklusion?

Hvis vi kigger på de forventninger og normer, vi har til børn i skolen, for eksempel hvor hurtigt de skal lære, og hvad der regnes som 'normal' udvikling, kan det give os nogle svar. Mange af de løsninger, vi bruger i dag, hviler på en mangellogik, hvor barnet ses som problemet. I stedet for at ændre strukturen omkring undervisningen forsøger vi at tilpasse barnet. Men måske er det ikke barnet, men rammen, vi skal ændre. Vi bør i stedet spørge: Er der noget i undervisningen eller strukturen, vi kan ændre, så det bliver nemmere for barnet at være en del af fællesskabet? Kunne vi skabe flere pauser for alle børnene? Eller arbejde mere pædagogisk og mindre individuelt? Det handler om at skifte perspektiv.

Du peger også på følelser som et vigtigt parameter. Hvorfor det?

Fordi følelser spiller en kæmpe rolle i arbejdet med inklusion. For mange lærere er ’inklusion’ blevet et ord, der fremkalder ambivalente følelser – ikke på grund af modstand mod ideen, men fordi ordet ofte forbindes med oplevelsen af at stå alene med en kompleks opgave. Derfor må vi tage følelserne alvorligt, hvis vi vil forstå, hvordan inklusion faktisk foregår. Det var ikke noget, jeg havde planlagt at undersøge, men det blev meget hurtigt tydeligt. Jeg så både følelseshåndtering i praksis og følelser i måden, lærerne talte om inklusion på, for eksempel afmagt, skyld og dårlig samvittighed over ikke at kunne nå det, man gerne ville. Mange vender sig fra opgaven og tænker, at det ikke er deres ansvar, og at nogen, der er mere specialiseret, må tage sig af det. Det skal vi ikke tolke som uvilje eller manglende kunnen. Det er et udtryk for, hvor komplekst og følelsesmæssigt belastet det er. Hvis vi ikke forstår, hvad der er på spil, kan vi heller ikke ændre det.