Vi har fået mere segregering og mindre inklusion i folkeskolen
Et internationalt studie viser, at den enkelte elevs særlige behov og kvaliteter ikke tænkes ind i bedømmelsen af eleven – hvad enten vi er i Kina eller i Danmark, og det fører til øget segregering og stigmatisering af eleverne.
Fra Argentina til Danmark, England, Israel og Kina – de fleste skolesystemer i verden bygger på hensynet til inklusion på den ene side og bedømmelser af eleverne i form af test og prøver på den anden side.
Men det er dybt problematisk, at de to agendaer betragtes som to forskellige dagsordener i stedet for at blive tænkt sammen. I hvert fald hvis man vil eleverne det bedste.
Det konkluderer en international forskergruppe, som med professor Christian Ydesen fra Aalborg Universitet i spidsen har lavet et kvalitativt dybdestudie af tre forskellige case-skoler i fem landes tilgange og praksisser i forbindelse med bedømmelse og inklusion.
Hvorfor er det interessant at undersøge?
- Det er interessant, fordi de to dagsordener – inklusion og bedømmelse – er globale, men samtidig udspiller de sig meget forskelligt. Samtidig er det to meget vanskelige hensyn at forene, så derfor er der brug for viden om, hvordan de udspiller sig i praksis.
Det er to meget vanskelige hensyn at forene, siger du. Hvorfor er det det?
- På den ene side står ønsket om, at elevers faglige fremskridt måles med standardiserede instrumenter på sammenlignelige skalaer. På den anden side står ønsket om, at der skal være plads til menneskelig mangfoldighed, og at alle elever i grundskolen skal trives og være inkluderet.
Menneskers forskellighed i forhold til evner, værdimæssige præferencer, kultur, etnicitet, religion, køn, seksuel orientering, social klasse, geografi og politisk orientering er et grundvilkår i folkeskolen. Det betyder, at grundskolen på den ene side skal håndtere kompleksiteten af en sådan mangfoldighed og på den anden side definere, hvad der er normalt og unormalt. Det er en kompleks opgave for skolen.
Helt overordnet så viser jeres undersøgelse, at de to agendaer som regel kører i parallelle spor uden interaktion og samtænkning – det være sig politisk, i praksis og forskningsmæssigt. Hvorfor er det et problem?
- Det er et problem, fordi bedømmelse og inklusion er tæt forbundne og påvirker hinanden i praksis. Forskningsmæssigt behandles de to agendaer også i parallelle spor. Det vil sige, at inklusionsforskere ikke taler og udveksler resultater med bedømmelses- og evalueringsforskere og omvendt.
Kan du give nogle konkrete eksempler fra virkeligheden?
- I praksis har vi i flere kontekster fundet, at der findes inklusionslærere – for eksempel i England en Special Education Needs Coordination Officer – men de beskæftiger sig ikke i nævneværdig grad med bedømmelser. Bedømmelser er typisk noget, der rulles ud fra oven i form af eksamener, nationale test, PISA og så videre. Lærere anvender også forskellige former for bedømmelse i tilrettelæggelsen af undervisningsforløb, men her optræder inklusion heller ikke som et særskilt fokusområde. Som regel fordi der er tale om forskellige former for standardiserede test. Og inklusion handler netop ikke om standardisering.
Christian Ydesen
- Ph.d., professor ved Institut for Kultur og Læring, Center for Uddannelsesforskning (CFU), Aalborg Universitet
- Hans forskningsområde er uddannelseshistorie, uddannelsespolitik, bedømmelser og test samt internationale organisationer, accountability og inklusionsprocesser i uddannelse
- Underviser i uddannelsespolitik, uddannelseshistorie og videnskabsteori
- Siden 2020 Honorary Research Fellow ved Oxford University
- Christian Ydesen er optaget i AAU’s talentprogram for forskere, hvor han forsker i OECD’s historiske rolle og betydning for den globale uddannelsesudvikling
- Gennem sin karriere har han udgivet over 100 publikationer og deltager ofte i debatter om skolespørgsmål i medierne
I alle lande er grundskolen omgivet af utrolig mange aktører og interessenter på mange niveauer og med forskellige formål. Er det med til at bremse den ideelle samtænkning, I anbefaler?
- Ja, det er det i nogen grad. Der er virkelig mange interessenter og aktører med meninger og interesser om folkeskolen, og de står typisk placeret i enten inklusions- eller bedømmelseslejren. I Danmark giver initiativet om ”Sammen om Skolen” dog et vist rum for optimisme, fordi det er et forum, hvor hovedaktørerne har et rum, hvor de kan mødes og afstemme forskellige dagsordener. Men det kræver stadig, at disse aktører rent faktisk er bevidste om nødvendigheden af at samtænke inklusion og bedømmelse.
Har du nogle budskaber til aktørerne i ”Sammen om Skolen”?
- I Danmark er det sådan, at inklusion og bedømmelse ikke tænkes sammen fra politisk hold. Der er for eksempel lige indgået en aftale om et fremtidigt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen, men der står ikke ét ord om inklusion i aftalen. Det tætteste, man kommer, er noget om elever med udfordringer i forhold til meddelelsesbogen. Der er heller ingen referencer til UNESCOs anbefaling om, at bedømmelsessystemer indrettes på en sådan måde, at alle elever har mulighed for at dokumentere deres faglige progression ud fra deres eget udgangspunkt. Det er svært at realisere, når man bruger standardiserede test, der zoomer ind på målbare parametre for at skabe sammenlignelighed.
Desværre har man i aftalen heller ikke indtænkt de erfaringer, som blev indhøstet under coronakrisen. Her tænker jeg på de nye praksisser, der blev etableret i forhold til bedømmelse lokalt – typisk mellem forvaltningerne og skolelederne – i den periode, hvor de nationale test var suspenderet.
Og hvad angår inklusion?
- Inklusion er lige nu på retur i Danmark. Inklusionsgraden er i dag lavere, end den var før inklusionsloven i 2012. Inklusion er næsten blevet et fyord og så upopulært, at pendulet nu igen svinger i retning af segregering.
Hvordan er det kommet hertil?
- På en måde fik inklusionen ikke en chance, idet det blev rullet ud som et tiltag, som lærerne skulle løse i klasserne uden yderligere resursetildeling eller nævneværdige kompetenceløft. Systemet var hurtigt til at nedlægge specialtilbud og overføre eleverne til de regulære klasser. Dermed sparede man penge, som blev brugt til andre formål i kommunerne. Nu hvor inklusionen er kørt i grøften og strømmen af elever – qua diagnoser, mistrivsel, skolevægring med mere – går den anden vej, så skal skolerne igen holde for med at betale udgifterne til specialområdet.
Endelig vil jeg vove den påstand, at inklusion aldrig rigtig er blevet forstået i Danmark. Det er blevet set som et andet ord for specialpædagogik. Men inklusion er grundlæggende noget andet end specialpædagogik. Inklusion er noget, alle potentielt har behov for, og det er en kontinuerlig proces, som skal genopfindes igen og igen. Derfor er det ikke noget, man kan sætte kryds ud for på en tjekliste, og derfor bliver inklusion også meget let klemt i den vrimmel af andre dagsordener, som folkeskolen skal tage sig af. Helt anderledes er det med bedømmelse, som ofte fremstår med såkaldt hårde data og resultater. Det er meget lettere at forholde sig til – både for den enkelte aktør, men også for systemets ønsker om tilsyn og kontrol.
Derfor er det meget uheldigt, at problematikken om inklusion i folkeskolen – herunder indretningen af de økonomiske tildelingsmodeller – ikke er blevet adresseret i den økonomiske aftale om kommunernes økonomi i 2024.
Hvilket land af de fem – Argentina, Danmark, England, Israel og Kina – gør det bedst ifølge jeres undersøgelse?
- Vi kan ikke udtale os om de samlede lande. Der findes gode og dårlige praksisser i alle de fem lande. Menneskerne i organisationerne er centrale, men måden, der føres tilsyn og kontrol med skolerne, spiller også en enorm rolle. England er her særligt hårdt ramt med sit strenge tilsynssystem. Landet har frit skolevalg, og mange forældre vælger skole efter skolens testresultater. Det betyder, at de børn, som ikke bidrager til at højne testresultaterne, opfordres til at skifte skole. Både lærer og leder kan blive fyret, hvis de ikke leverer gode resultater, og de kan have svært ved at blive ansat andre steder. En skoleleders selvmord i januar som følge af inspektionssystemet er meget sigende og har skabt stor debat i England.
Har vi et sundere system i Danmark?
- Skolelederne har også i Danmark et stærkt individuelt ansvar og kan blive målt og vejet i forbindelse med de kommunale kvalitetsrapporter eller de kommende udviklingssamtaler. Det kan være dybt problematisk, hvis man som skoleleder ikke leverer varen i form af tilfredsstillende måltal, som ikke tager højde for, at skolen også skal håndtere alt fra mobning til overvægt til skolevægring. Der er jo efterhånden ikke noget, som skolen ikke skal håndtere, og det kan være ekstremt svært at balancere alle de hensyn.
I pointerer, at grundskolens aktører er bærere af professionelle, historiske og kulturelle værdier, hvilket betyder, at ansvaret for problemer ofte placeres hos eleven eller elevens familie snarere end at erkende uddannelsessystemets begrænsninger. Kan man overhovedet gøre noget ved det?
- Ja, det er muligt at udvikle en kultur, hvor man som skoleleder og lærer ser indad og reflekterer over, hvad det er for et pædagogisk rum, der tilbydes eleverne. Herunder også hvad der værdsættes og anerkendes, samt hvad der samtidig ringeagtes og udgrænses. Problemet er, at rigtig mange skoler i Danmark ofte er tvunget af de kommunale tildelingsmodeller til blot at foretage brandslukning, fordi der er afskediget lærere og pædagoger, som følge af at flere og flere børn henvises til specialtilbud. Det er skidt for inklusionen, og det er rigtig dyrt for skolerne, der kun kan tage pengene fra de regulære klasser. Opdyrkelsen af en kultur, hvor der udvikles meningsfulde lokale løsninger, kræver resurser og en stor grad af tillid på tværs af systemet fra ministerium til kommuner til skoler til klasseværelser og i samarbejdet med forældrene.
Mona Samir Sørensen er freelancejournalist
Om forskningsprojektet
Hovedformålet med det internationale forskningsprojekt ”Education Access under the Reign of Testing and Inclusion” er at bidrage til en mere nuanceret forståelse af samspillet mellem bedømmelse og inklusion gennem sammenligning af resultater fra en række udvalgte case-lande: Argentina, Danmark, England, Israel og Kina.
Projektet tager sit afsæt i en erkendelse af, at bedømmelser – i form af forskellige former for test, prøver og eksamener – samt hensynet til inklusion er allestedsnærværende prioriteter i uddannelse globalt set. Men samtidig kører de to agendaer som regel i parallelle spor uden interaktion og samtænkning. Projektets grundide er således, at de to agendaer må tænkes sammen, da de ellers ikke vil kunne fungere hensigtsmæssigt, hvilket vil være til skade for skolens aktører, herunder ikke mindst eleverne.
Projektet har kørt ved Aalborg Universitet i perioden 2019-2023 under ledelse af professor Christian Ydesen med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Anbefalinger til folkeskolen
- Det er vigtigt, at politikere og interessenter samtænker inklusion og bedømmelsespraksisser og teknologier både organisatorisk, på den enkelte skole og i det enkelte klasseværelse.
- Skoleledere og lærere må tildeles rimelige økonomiske, materielle og menneskelige resurser til at understøtte alle elevers behov.
- Forbedret kendskab til datas muligheder og begrænsninger kan bidrage til, at testresultater kan anvendes som pædagogiske redskaber for læreres og elevers udvikling snarere end et styringsværktøj, der giver et begrænset eller misvisende billede af skolers og elevers resultater.
- Menneskelig mangfoldighed bør betragtes som et pædagogisk vilkår for skolegang, og derfor er virksom inklusion en proces, der skal genopfindes fra klasse til klasse.
- Uddannelsessystemer skal være i stand til at skabe positive læringsmiljøer og i sidste ende også destinationer for alle børn og unge. Det handler om at sætte eleven i centrum.
Kilde: Forskningsprojektet “Education Access under the Reign of Testing and Inclusion”, Aalborg Universitet 2019-2023 under ledelse af professor Christian Ydesen.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler