Ufrivilligt skolefravær begynder, længe før kroppen bliver væk
Mere tid til nærvær og pædagogik i folkeskolen kan potentielt forebygge ufrivilligt skolefravær. Det peger Wilma Walther-Hansens forskning på. Hun har undersøgt, hvad der foregår i læringsmiljøet, og set, hvordan ufrivilligt skolefravær er et komplekst samspil mellem krop, stemning og system.
”Jeg følte mig som en firkant blandt cirkler”. Sådan beskrev en af de børn, som forsker Wilma Walther-Hansen fulgte, sin situation. Hun har i sin ph.d. interviewet ni unge, der alle har været væk fra skolen i mere end et år, og efterfølgende fulgt én af dem tæt i et længere casestudie. Når hun skal forklare, hvorfor vi ser et stigende antal, der ikke kan komme i skole, peger hun blandt andet på rammerne. Der er en meget snæver måde at være elev på i dag, og en stigende gruppe kan ikke leve op til den. Hun har hørt børn fortælle, hvordan fraværet begyndte, længe før kroppen blev væk, og efterlyser, at skolerne tør tænke anderledes for at få mere plads til nærvær og opmærksomhed.
Der har været meget fokus på ufrivilligt skolefravær og forskningen i det. Hvad var det, du syntes, der manglede at bliver sat fokus på inden for dette felt?
Da jeg arbejdede i kommunen i et indsatsteam, der skulle arbejde med at nedbringe skolefravær på 11 skoler, var det allerede på daværende tidspunkt et stort problem. Her blev jeg simpelthen så optaget af det her med: Hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om skolefravær? Jeg oplevede, hvor svært definerbart det var, og hvor tit forståelserne var begrundet i erfaringer og synsninger. Det førte til, at jeg søgte en ph.d. inden for skoleforskning, hvor jeg har undersøgt forebyggelse af skolefravær med fokus på, hvad der foregår inde i læringsmiljøet – og med elevernes perspektiver som udgangspunkt.
Du har arbejdet med alternative og kunstneriske metoder, såsom teater, billedkunst og musik, i din forskning. Hvorfor har du valgt at undersøge det på den måde?
For at kunne være sammen med børnene på andre måder end bare at sætte mig ned og tale med dem. I starten af ph.d.-projektet forsøgte jeg at holde det lidt fra døren, måske fordi jeg tænkte, at jeg skulle være rigtig akademisk. Men da jeg kom ud og talte med de unge, gav det bare så god mening at inddrage de her metoder. Jeg har lavet klassiske interviews, som jeg har lavet om til digte, og jeg fulgte også en pige over to et halvt år, hvor jeg bad hende beskrive, hvordan hendes fravær føltes som i en tegning. Hun beskrev to billeder: ét, der viste tiden væk fra skole, og ét efter at hun begyndte i et specialiseret skoletilbud. Jeg lavede tegningerne ud fra hendes beskrivelser, og lige så stille og roligt kom det snigende, at jeg inddrog de her metoder. Det bibringer nogle andre nuancer og giver en anderledes måde at analysere interviewet på, som man ikke får, når man bruger mere klassisk-akademiske metoder til at undersøge.
Det bliver farligt, når vi hiver kataloger ned fra hylden og tror, at en manual kan få et barn tilbage i skole
Wilma Walther-Hansen, adjunkt hos UC Nord
Hvad er det for nogle mekanismer, der gør, at skolefravær opstår?
Der er lige så mange svar, som der er fraværende børn. Selvfølgelig er der noget, der går igen. Jeg har talt med ni unge mennesker, som alle sammen har været væk fra skole i mindst et år og derefter er blevet indskrevet på specialiserede skoletilbud. Det bliver farligt, når vi hiver kataloger ned fra hylden og tror, at en manual kan få et barn tilbage i skole. For det, der går på tværs i mit studie, er ambivalensen. Det her med ikke at kunne komme i skole, selvom man faktisk rigtig gerne ville. Jeg tør faktisk godt generalisere og sige: Jeg tror ikke, der er nogen børn, der er fraværende, som ikke gerne vil i skole. Det kommer ofte til udtryk som kropslige responser: uro, hjertebanken, rastløshed, tristhed. Der er også en ambivalens i, at man gerne vil have hjælp, men oplever den som forkert. Eller at man vil gerne lyttes til, men bliver misforstået. Jeg var særligt optaget af en dreng med autisme, der sagde til mig: ”Jeg har hele min skolegang følt mig som en firkant blandt cirkler”. Det er et fint billede. Der er en overrepræsentation af børn med autisme, men pointen er bredere: Der er en meget snæver måde at være elev på i dag, og en stigende gruppe kan ikke leve op til den.
Wilma Walther-Hansen
- Uddannet lærer i 2009 og kandidat i anvendt filosofi fra Aalborg Universitet i 2018
- Tidligere ansat i et kommunalt indsats-team mod skolefravær
- Ph.d. ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet (2022-2024)
- Ansat som adjunkt hos UC Nord, hvor hun blandt andet forsker i børne- og ungeliv, pædagogik og skolefravær som situeret pædagogisk fænomen
- Har i sit hverv som lærer blandt andet arbejdet med specialområdet og alternative læringsforløb med fokus på æstetiske læreprocesser
Læs mere:
Wilma Walther-Hansens ph.d.-afhandling har titlen: Jeg føler mig som en firkant blandt cirkler: Skolefravær som situeret pædagogisk fænomen (2025).
Hvorfor ser vi flere tilfælde af ufrivilligt skolefravær?
Det er et slags velfærds-mysterium, og det synes jeg, vi skal fastholde det som. Men hvis jeg skal komme med et bud, så tror jeg for eksempel, det handler om, at værdierne i familierne og børns måde at være børn på er blevet meget anderledes end skolens værdier. I familien har børnene fået langt mere medbestemmelse end for bare 15-20 år siden. Men når de møder det værdisæt og det system, som skolen bygger på i dag, er det mange gange anderledes end det, de kender hjemmefra. Det er jo svært for en klasse med 27 børn, en stram tidsplan og faste mål for, hvad man skal kunne, når man går ud af skolen, hvis man skal kunne 27 forskellige værdisæt. På den måde er folkeskolen måske den sidste overlevende bastion fra industrisamfundet. Den bygger på en optimeringslogik – en slags samlebåndstankegang. Og hvis børnene møder et system, hvor der ikke er plads til det, de kommer med, og dem, de er, kan der opstå et sammenstød. Jeg tror, at det er svært at være et moderne barn i en skole, der stadig er bygget til industrisamfundets rytme.
Hvad så du, der skete ude på skolerne, når en elev var ufrivilligt fraværende?
I det øjeblik et barn er væk fra skole, bliver narrativet tit, at hvis ikke barnets fysiske krop er i skolen, så kan vi ikke arbejde med det. Så bliver sagen givet videre til socialrådgiver eller PPR. Problemet er, at de lærere og pædagoger, der kender barnet bedst, bliver sat ud på sidelinjen. Jeg så det selv på en skole, hvor en pige udviklede ufrivilligt skolefravær, mens jeg var der. Hun boede tæt på skolen, og skolelederen sagde: ”Du kan da bare gå over og banke på”. Det gjorde jeg ikke, for det ville have været grænseoverskridende, men jeg tænkte: Hvorfor gør I det ikke selv? Enten er du på skolens matrikel, eller også er du ude af systemet. Det er en ekskluderende tanke. Jeg ved godt, der ikke er tid og ressourcer til at banke på døre, men relationen forsvinder, og det var måske netop den, der kunne gøre forskellen.
Hvis man bruger hele sin krop og kreativitet til at registrere, får man meget vigtig information om, hvordan den enkelte klasse har det
Wilma Walther-Hansen, adjunkt hos UC Nord
Du bruger begrebet ’resonante læringsmiljøer’ i din forskning. Hvad går det ud på?
Et resonant læringsmiljø handler om, at vi tør lade os berøre af hinanden, både som børn og som voksne. Det er et læringsmiljø, hvor der er plads til at reagere på stemninger, relationer og øjeblikke i stedet for kun at følge mål, skemaer og faglige krav.
Hvorfor kan resonante læringsmiljøer være med til at forebygge skolefravær?
I min forskning har jeg set, at skolefravær ofte opstår, når elever mister mening og tilhør, når relationerne og resonansen mangler. I en forskningsartikel, jeg var med til at skrive, så vi for eksempel under corona-nedlukningerne, hvordan hverdagen blev mere improvisatorisk: mindre hold, mere udeundervisning og mere fordybelse. Det gav bedre betingelser for resonans, fordi der pludselig var tid til at gøre det, man kunne mærke, at børnegruppen havde brug for. Langsommelighed, mindre klassekvotienter og mere frihed til at organisere dagen lokalt skaber rum for resonans og dermed også for, at børnene kan føle sig set og hørt.
Hvordan kan skolerne blive bedre til at opdage ufrivilligt skolefravær i tide?
Man kunne sige, at ufrivilligt skolefravær ofte starter, før kroppen stopper med at møde op. For mange begynder det som et mentalt fravær og som en følelse af meningstab. Hvis man følger resonansteorien, ville man sige: ‘Man kan se det i øjnene’. Hvis lyset forsvinder, skal man råbe vagt i gevær. Det handler om at registrere stemninger, gå med børnene i frikvarteret, og se, hvordan de leger og er sammen, mærk atmosfæren. Der er ikke ét svar, men hvis man bruger hele sin krop og kreativitet til at registrere, får man meget vigtig information om, hvordan den enkelte klasse har det.
Hvis du skulle give ét råd til en skoleleder, der gerne vil forebygge ufrivilligt skolefravær, hvad skulle det så være?
Så ville jeg sige: Undersøg sammen med personalet, hvilke værdier I gerne vil arbejde ud fra. Det er forskelligt fra skole til skole, og det skal det også være. Tal om, hvilken fortælling I gerne vil leve på jeres skole. Tag ansvar for rammerne i stedet for bare at reproducere dem. Arbejd målrettet og aktivt med det, I kan påvirke. Det kræver mod. Men det er formentlig også dér, forandringen starter.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler