Skolevægring er vor tids ungdomsoprør
Mange forældre i dag hører og ser deres børn som selvstændige individer med egne holdninger, behov og værdier. Men i skolen bliver eleverne mødt af et system, der ikke er gearet til elever med det børnesyn. I denne modsætning kan vi finde årsager til, at mange børn mistrives i skolen, siger forsker.
I sit ph.d.-projekt har Frederikke Skaaning Knage undersøgt, hvordan et fænomen som skolevægring opstår og af hvilke grunde, hvis man spørger eleverne selv. Inspirationen til at dykke ned i problemstillingen udsprang af oplevelser i jobbet som PPR-psykolog.
For seks år siden var hun ansat som PPR-psykolog i Frederikssund Kommune, og her mødte hun en masse børn og unge, som inderligt ønskede at få deres skoleliv til at fungere, men som havde rigtig højt fravær. Hun oplevede, at det ikke bare var børn og unge, der pludselig ikke gad gå i skole. Og det var dybt frustrerende, for det var svært at give børnene den rigtige hjælp.
Hvad var problemet?
- På den ene side sidder man med nogle børn og unge, som tydeligvis har et stort ubehag ved at gå i skole, selvom de ofte ikke kan udpege enkeltårsager. På den anden side har vi nogle arbejdsgange i PPR, der gør, at vi ofte ender med at undersøge og udrede børnene. Og det kan samtidig betyde, at vi ender med at udpege eleverne som hovedårsagen til fraværet, mens vi glemmer at se på den skolekontekst, de indgår i, siger Frederikke Skaaning Knage, ph.d. i pædagogisk psykologi. Hun forsker i skolevægring ved Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet. Dengang, for seks år siden, vidste man ikke så meget om skolevægring, men i dag er debatten eksploderet, som Frederikke Skaaning Knage udtrykker det.
Betyder det, at vi ved mere om skolevægring i dag?
- Det synes jeg, vi gør. Hvor man i fraværsforskningen i høj grad tidligere har fokuseret på individuelle årsager, for eksempel diagnoser og personlighedstræk, har vi i dag fået nogle alternative måder at forstå det her på. Det er blandt andet det, jeg selv har forsøgt at bidrage til med mit forskningsarbejde.
Hvilke grunde giver eleverne primært til, at de ikke vil i skole?
- Det er meget forskellige grunde. Det er børn, som bliver mobbet. Det er fysisk mobning, men også de former for mobning, der er mere usynlige for de voksne – hvor de bliver ignoreret og udelukket fra fællesskabet. For nogle handler det om, at det er en kamp at følge med i det faglige, for eksempel fordi de er ordblinde. Det er børn og unge, som giver udtryk for, at de ikke føler sig forstået af lærerne. Jeg talte for eksempel med en pige, som havde fortalt sin lærer, at hun ikke havde det godt i skolen. Lærerens respons var, at han da så en glad pige. Der er også mange børn, der beskriver en ekstrem udmattelse, stress og belastning.
Frederikke Skaaning Knage
- Frederikke Skaaning Knage, psykolog og ph.d. i pædagogisk psykologi, forsker i skolevægring ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, som er en del af Nationalt Center for PPR-forskning på Aarhus Universitet.
- Ansat som PPR-psykolog i Frederikssund Kommune fra 2015-2018.
- Har i juni 2023 forsvaret sin ph.d., hvori hun har undersøgt, hvordan et fænomen som ’skolevægring’ opstår. I projektet fokuserede hun især på børnenes/de unges egne grunde til ikke at komme i skole, og på den måde var ambitionen at forstå skolevægring som en meningsfuld handling snarere end et symptom på en psykisk ubalance opstået inde i barnet.
- I den forbindelse har hun undersøgt helheden i elevernes liv i og på tværs af både skole, fritid, familie, (u)venner, opvækstvilkår, følelser, forventninger, normer, virtuelle platforme og evt. diagnoser – det vil sige et større apparat af kontekster og faktorer, som alle kan virke sammen på måder, der for nogle elever fører til, at de ikke kommer i skole.
- Projektet var en del af forskningsprogrammet ”Engage ¬– (Dis)Engaging Children and Young People” på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet.
Har skolefolk generelt svært ved at forstå årsagerne til børnenes fravær fra skolen?
- Jeg tror ikke, vi kan sige noget generelt om skolefolk. Dem, jeg har talt med, vil rigtig gerne forstå børnene. Forskningslitteratur på området peger dog på en tendens til, at skolefolk oftere peger på forældre og børnene som årsagen, og at forældre og børn oftere peger på skolen som årsag. Den tendens kan jeg godt genkende fra mit eget forskningsprojekt, men jeg tror, vi skal være varsomme med at se fraværet som nogens skyld.
Hvordan skal vi så forstå elevernes skolevægring?
- Jeg tror, man skal anskue det sådan, at der er en diskrepans mellem det moderne børnesyn og skolesystemet. Gennem de sidste 30 år har vi at gøre med generationer af forældre, som har fokus på, at børnenes følelser er vigtige og skal høres. Det betyder også, at børnene har lov til at være kritiske og stille spørgsmål til tingene. Men det er der ikke på samme måde plads til i det skolesystem, der møder dem.
Hvordan det?
- Det skolesystem, barnet møder, har gennem de sidste 20 år haft øget fokus på test, præstation og længere skoledage. Så jeg tror, at vi står midt i et opbrud, hvor der sker noget med de børn, som befinder sig midt i denne store forskel mellem skolesystem og opdragelsessystem.
Så hvordan skal vi forstå børnene og de unge ifølge dig?
- På baggrund af min forskning mener jeg, vi skal forstå skolevægring som en meningsfuld handling fra børnenes side frem for at forstå det som en afvigende eller unormal opførsel. Jeg vil hellere se det som en form for moderne ungdomsoprør.
Kan du uddybe det?
- Hvis vi kun havde ét barn i hele Danmark, der havde skoleværing, så ville jeg ikke kalde det et oprør. Men den kollektive bevægelse, som vi ser, får mig til at tænke, at vi i virkeligheden kan genkende det som en form for oprør. Det har ikke det klassiske ungdomsoprørs udtryk, og det er ikke et bevidst oprør fra børnenes side, men ikke desto mindre fungerer det som et oprør, for hold da op, hvor har det fået skolefolk, forskere og politikere til at diskutere og handle. Vi er alle sammen kommet op på dupperne, og det er jo det, et oprør kan.
Hvad betyder det for forståelsen, hvis vi anskuer det som et oprør?
- Fra min side er det en ambition om at prøve at vende pilen væk fra barnet og ud i verden. Hvis vi for en stund leger med tanken, at skolevægringen er et oprør, så giver det mulighed for at kigge på, hvad det er et oprør imod, i stedet for at udpege børnene som dem, der ikke kan eller vil, og dem, som skal undersøges.
Hvad gør de oprør imod?
- Ja, hvad er det et oprør imod? Det er svært at svare entydigt på. Måske er det et oprør mod et skolesystem, der ikke er fulgt med børnesynet. Det er meget vigtigt at understrege, at det ikke er et spørgsmål om, at vi har dårlige lærere, der ikke vil løfte opgaven. De fleste lærere i dag er uddannet under det nye børnesyn, men de kommer ind i nogle skolerammer, hvor de oplever, at det faktisk ikke er muligt for dem at arbejde efter det.
Som PPR-psykolog har du selv oplevet, hvordan flere og flere børn bliver sendt til udredning, blandt andet når de mistrives i skolen. Er det udtryk for, at også forældre søger årsagen hos barnet selv?
- Det er faktisk en sindssyg svær debat. Mange af de forældre, jeg har snakket med, har et ønske om, at deres barn skal få en diagnose, og så er det nærliggende at tænke, at de dermed er med til at udpege barnet som problemet. Men mange af forældrene har en oplevelse af, at først når deres barn får en diagnose, så bliver det forstået, hvor alvorligt et problem barnets mistrivsel er. Vi har i hele systemet mange praksisser, der på en eller anden måde er nødt til at udpege barnet som det, der ligger uden for normalen. Også i forskningen er det rigtig meget det, der sker – at man prøver at finde ud af, hvad det er for nogle personlighedstræk, de her børn har, og hvilke diagnoser de har, og derpå, hvordan man gennem psykiatrisk behandling kan hjælpe børnene. Så vi har helt klart nogle stærke kræfter, der på en eller anden måde bekræfter os i, at det jo ikke er helt almindelige børn. At det er børn, som er særligt sensitive eller ikke er robuste nok.
I stedet for at se på den folkeskole, vi har?
- Præcis. Jeg tror, at vi skal tænke rigtig meget over, hvad det er for en folkeskole, vi gerne vil tilbyde vores børn. Og her tror jeg, vi med fordel kan skæve lidt til, hvad det er for nogle forventninger, vi selv har til et arbejdsliv.
Hvordan mener du?
- Jeg har for eksempel en klar forventning om, at jeg faktisk kan lide at gå på arbejde. Og jeg har en klar forventning om, at mine kolleger og min chef kan huske mit navn og behandler mig ordentligt. Jeg har også en klar forventning om, at hvis jeg har en periode, hvor jeg er meget stresset, at jeg så kan gå til min leder og bede om, at der for en stund bliver taget nogle arbejdsopgaver fra mig. Jeg har en klar forventning om, at jeg kan blive sygemeldt, hvis jeg går ned med flaget. At jeg kan få et andet kontor, hvis mit kontor er for varmt og så videre.
Hvad betyder det i en skolekontekst?
- At man går op i, om børnene trives. Og hvis nogle elever ikke trives, så tager man det alvorligt og tager nogle hensyn til dem. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke må stille krav til børnene. Men i stedet for at acceptere, at vi har en folkeskole, hvor så mange elever mistrives, kunne vi prøve at skabe en skole, hvor vi giver børnene indflydelse, og som er indrettet til, at børn stiller spørgsmål og forholder sig nysgerrigt kritisk til det, de skal lære.
Det lyder som en noget anderledes tilgang end den, statsminister Mette Frederiksen gav udtryk for, da hun i sin åbningstale opfordrede forældre til at vise deres børn, at det er læreren, der bestemmer?
- Hvis hun dermed mener, at eleverne skal tale pænt til lærerne, så er vi helt enige. Men rent undervisningsmæssigt har vi jo at gøre med en generation af børn, som er opdraget til at forholde sig kritisk og stille spørgsmål, og det tænker jeg også, at skolens praksis skal afspejle.
Mona Samir Sørensen er freelancejournalist
Om skoleværing
Man taler typisk om skolevægring, når der er tale om modstand mod eller vanskelighed ved at møde op og deltage i undervisningen eller skolens sociale liv, fordi det for barnet opleves ubehageligt og svært. Hyppige årsager til skolevægring er “negative oplevelser i skolen”, “særlig sårbarhed/angst” og “manglende viden om barnets handicap” Det præcise tal for, hvor mange børn der ikke kommer i skole, er svært at angive, da der findes mange mørketal på området. Ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet havde 25,2 % af de danske folkeskoleelever over 10 % fravær i skoleåret 2021/22, hvor det året forinden var 11,4 %. Fraværet dækker både fravær med tilladelse, sygefravær og ulovligt fravær.
Kilder: Behandlingsskolerne i København, Børne- og Undervisningsministeriet og Skolelederforeningen
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler