Skolelederne skal turde skære ned på servicen
En dygtig skoleleder er en skoleleder, der evner ikke at igangsætte nye aktiviteter, og som også evner at skære ned på overflødige tiltag, som har gjort folkeskolen til et overophedet system i systemet. Det mener antropolog Susanne Ekman, som forsker i ledelse i velfærdsstatens institutioner.
Skær ned, skær ned, skær ned – på aktiviteterne. Det er det ultrakorte budskab fra antropolog Susanne Ekman, som skal deltage i den politiske debat på Skolelederforeningens årsmøde.
Hun er ansat som forsker på RUC og forsker blandt andet i velfærdsstaten, herunder i det, som hun kalder velfærdskontrakten – altså den ramme, der definerer forventninger og forpligtelser mellem borgerne og velfærdsinstitutionerne. En ramme, som ikke altid kan være perfekt i vater, men som skal balancere så meget, at flertallet oplever, at der er en sammenhængskraft i vores samfund. Men den balance er ifølge Susanne Ekman ved at tippe fuldkommen. Også for folkeskolen. Fordi mængden af krav og forventninger begge veje – fra borger til institution og fra institution til borger – konstant stiger og antager mere og mere urealistiske højder.
- Vi har en luksusliner, som er ved at kæntre, fordi læsset bliver tungere og tungere. Borgerne har ekstremt mange høje og grænseløse krav til folkeskolen, men der er også sket en udvikling i folkeskolen, der har gjort grænsedragningen mellem skole og hjem mere og mere porøs og ekstremt krævende for forældrene, siger Susanne Ekman.
Konsekvensen af teknologien, eksempelvis i form af Forældreintra, Aula og andre platforme, samt en overordnet strategi om øget forældreinddragelse har skabt en døgnåben portal mellem skole og hjem, som kræver en meget omfattende og løbende kommunikation, hvilket er enormt krævende for begge parter. Og helt ude af proportioner, mener Susanne Ekman.
- Hvorfor skal forældre have at vide, at deres lille søn i 3.b har larmet i dag i tredje time? En besked, de får, mens de er på arbejde 10 kilometer væk fra skolen. Hvad skal de gøre ved det? Andet end at blive stressede. Og hvorfor skal skolens lærere bruge tid på at meddele sig hele tiden? Hvem har gavn af det? Måske skal du som mor også bare holde ud, hvis du ikke er fuldstændigt ajour med lille Allans humørdyk klokken 12.15 i torsdags, lyder det drillende fra Susanne Ekman.
Om Susanne Ekman
- Antropolog, ph.d.
- Lektor i ledelse, organisation og arbejdsliv, Roskilde Universitet
- Forsker i problematikker omkring velfærdskontraktens bæredygtighed
- Forfatter til bogen ”Giftig Gæld og Udpint Velfærd”
- Udkommer med bogen ”Forventningskrise i Velfærdsstaten” i løbet af 2026
Overophedning af velfærdskontrakt
I samfundet generelt, og altså også i folkeskolen, ser hun en tendens til at løse problemer ved at indføre flere tiltag. Læsset bliver tungere og tungere. Båden er ved at synke. Alligevel råber alle op, skyder på hinanden og vil have mere og mere.
Taler man med forældrene, så siger de, at skolerne i højere og højere grad lægger læringsansvaret over på hjemmene. Taler man med skolerne, siger de, at forældrene i højere og højere grad lægger ansvaret for opdragelse og regulering af følelser over på skolerne.
- Alle vil have i både pose og sæk af hinanden, og når vi i forvejen befinder os i et overbelastet system, så sker der en overophedning, og det er det, jeg kalder en overophedning af velfærdskontrakten. Af velfærdsmonstret, om du vil, forklarer Susanne Ekman.
Hun bliver i metaforen om det synkende skib.
- Borgerne har jo købt billet til Titanic, men nu sidder de på en synkende skude, som slår revner, og hvor vandet begynder at sive ind. Det vil de gerne kompenseres for, så de skruer op for forventningerne og for kravene. Men hvis vi skal undgå at synke, er vi alle nødt til at vende blikket rundt og se på, hvad der kan undværes. Hvad der kan smides over bord.
Der er brug for skoleledere, som evner at skrue ned for ambitionerne og skrue op for prioriteringerne
Susanne Ekman, antropolog, ph.d.
Det er her, at skolelederne spiller en central rolle, understreger hun. For hvis de formår at smide flødeskummet og champagnen over bord, bliver båden lettere. De skal kunne skelne mellem nice to have og need to have. De skal turde stille sig ved roret og udstikke retningen, så både skolen selv og de overbelastede børnefamilier bliver aflastet, pointerer Susanne Ekman.
- Der er brug for skoleledere, som evner at skrue ned for ambitionerne og skrue op for prioriteringerne. Den strategi skal belønnes i hele systemet, så også de lærere, som evner at skære ned på de mest overflødige ydelser på en reflekteret måde, også er de lærere, som bliver belønnet. Men det kræver styrke at stå oprejst i stormvejr, pointerer Susanne Ekman i samme åndedrag.
- Forældre bliver skuffet. Elever bliver skuffet. Lærere bliver skuffet. Kolleger bliver skuffet. Alle bliver skuffet, når der skæres noget væk.
Kollektiv nedrustning
Susanne Ekman taler om den uendelige forventningsafstemning som en stressfaktor, der både går nedad og opad i systemet. Set med hendes forskerøjne er skoleledelserne konstant fanget i et krydsfelt mellem kravene fra forældrene og fra kommunalledelsen, hvilket reducerer skolelederne til at være brandslukkere og konfliktmæglere i det meget konfliktfyldte samspil mellem alle parterne.
- Ledelsen bliver i stigende grad nogle, som løber rundt og prøver at slukke ildebrande uden at kunne give de bæredygtige løsninger, fordi de opererer i nogle ubæredygtige strukturelle systemer, der giver mange konflikter. I stedet for at bedrive faglig ledelse skal ledelsen hele tiden forholde sig til konflikter. Som løsning på konflikterne bliver der ofte indført nye tiltag. De gør bare læsset endnu tungere, hvilket betyder, at skibet er endnu tættere på at synke.
Hvordan stopper vi den udvikling?
- Det gør vi ved at blive bevidste om, hvor meget vi lover. Ikke blot ved at sætte grænser, men også ved at blive opmærksomme på vores egne handlemønstre. Skolelederne skal gå sammen om at lave en kollektiv nedrustning. Hvad kan vi skære væk? Hvilke opgaver og serviceydelser kan undværes? Antallet af forældremøder er et eksempel. Eller nyhedsbreve fra ledelsen. Nyhedsbreve, som ledelsen i den bedste mening laver til forældre og medarbejdere, for at de skal føle sig velorienteret. Nyhedsbreve, som ingen orker at læse, fordi de ikke har tid. Det er gaver, som ender med at blive en forbandelse for alle parter.
- Hvis det er en enkeltstående gave, så fint. Men når der er mange gaver af den slags, så bliver det til en forbandelse. Alle parter bliver nødt til at give slip og stole mere på hinanden, lyder opfordringen fra Susanne Ekman.
Årsmøde 2026
Du kan høre Susanne Ekman i debatten på Årsmødet torsdag den 29. oktober klokken 11.00-12.00.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler