Sæt fokus på, hvad et godt fællesskab er
Et fællesskab er en dynamisk størrelse. Og det er kun levedygtigt over tid, når det både giver plads til gruppen og til individet, mener erhvervspsykolog Mette Thingstrup, der har udforsket, hvordan fællesskab og individualitet kan gå hånd i hånd, også i folkeskolen.
Folkeskolen er fællesskabets skole. Et vigtigt fællesskab, vi skal værne om. Så langt kan de fleste godt blive enige. Og i en tid med stigende mistrivsel blandt børn og unge i skolen kan det være nærliggende at tro, at mistrivslen kan afhjælpes ved at skrue op for fællesskabet og ned for individualismen.
Men det er ikke en simpel entydig vej at gå, vurderer erhvervspsykolog Mette Thingstrup.
- Vi kan godt have en tendens til at romantisere fællesskabet, også når vi taler om folkeskolen, men der vil i den dynamik også være brug for at give plads til individet, siger hun.
Mette Thingstrup er erhvervspsykolog med speciale i ledelse af fællesskaber og har i et studie i 2020 undersøgt, hvordan man kan skabe bæredygtige og levedygtige fællesskaber. Hun kom blandt andet frem til, at et levedygtigt fællesskab kræver, at ledelsen både tilgodeser fællesskabet og samtidig også individets autonomi.
- Hvis man kun tager udgangspunkt i gruppens behov og glemmer individet, så udvisker man autonomien, og man risikerer, at den enkelte medarbejder eller elev bliver kvalt af gruppen, siger Mette Thingstrup.
Hun nævner Tvind som et grelt eksempel, hvor man var så orienteret mod gruppen, at der ikke var plads til at sige fra eller have individuelle holdninger.
Fællesskabet og individet sammen
Det giver således mere mening at udforske, hvordan fællesskab og individualitet kan eksistere samtidigt, uanset deres modsatrettethed. Og heri ligger en vigtig opgave for skoleledelsen, påpeger Mette Thingstrup.
For på skoleområdet er der en tendens til, at man let polariserer fra den ene pol til den anden uden at forstå, at de hænger sammen.
- Engang talte vi kun om fællesskab, og nu siger vi, at vi lever i en tid med individualisme. Men vi kan ikke indrette holdbare fællesskaber med enten det ene eller det andet. Et fællesskab er fyldt med paradokser, der har modsatrettede krav i sig, så skolelederne skal blive bedre til at analysere, hvad et godt fællesskab er, og hvad det kræver af ledelse. Det tror jeg ikke, de haft respekt nok for eller viden om, siger hun.
Mette Thingstrup
- Erhvervspsykolog og forfatter
- DriverThingstrup Erhvervspsykologi og har speciale i ledelse af fællesskaber og ledelses- ogorganisationsudvikling
- Har udgivet en række bøger og artikler
- Står bag en undersøgelse fra 2020 om bæredygtige og levedygtige fællesskaber.
- Tidligere leder af Zanzibar Højskolen.
Forpligtelserne i fællesskabet
Paradokstænkningen, som Mette Thingstrup kalder det, er helt essentiel for at forstå den ledelsesopgave, skolelederne skal tage på sig, pointerer hun. Og det indebærer eksempelvis også, at man husker forpligtelserne i fællesskabet.
- Eleverne har brug for at føle sig vigtige. De skal mærke, at det, som de kommer med hver især, har værdi for fællesskabet, og at det har en konsekvens for fællesskabet, om de deltager eller ej.
Samme tilgang kan med fordel anlægges i forhold til forældrene. Mange skoler er optagede af, at forældrene skal lære hinanden at kende, med en antagelse om, at det skaber bedre relationer. Men fællesskabet har langt bedre kår, hvis man binder forældrene sammen omkring ’et fælles tredje’ frem for at fokusere på relationerne, pointerer Mette Thingstrup.
- Det er helt afgørende for et fællesskab at have et fælles tredje at være knyttet op på, som man samles om og bidrager til.
Man vil gøre en forskel
Fællesspisning er en klassisk – og ofte ganske uforpligtende – situation. Man mødes udelukkende for at spise noget mad. Men mange forældre kommer ikke til fællesspisningerne, for de oplever ikke, at det gør en forskel, om de kommer eller ej.
I stedet kunne det være relevant at mødes om et fælles tredje, de kan bidrage til, for eksempel at skabe en god skole.
- Så er der noget, som du og jeg kan mødes om og bidrage til. Vi behøver ikke at kunne lide hinanden, men vi skal begge bidrage for at lykkes med sagen, og dermed kan vi få skabt et fællesskab om det fælles tredje, som Mette Thingstrup forklarer det.
For det gælder for forældrene på samme måde som for eleverne: Individet skal være vigtigt for, at fællesskabet kan bestå, og vice versa.
- Fællesskabets paradokser vil og skal altid være i fuldt flor for, at det kan være et dynamisk, levende fællesskab. Det kræver ledelse og læsning af fællesskabet, siger Mette Thingstrup.
Mona Samir Sørensen er freelancejournalist
Paradokser, der kan rejse sig i et fællesskab
• Ensartethed og forskellighed. At have en ensartethed på tværs i fællesskabet, fx om rammerne, og samtidig skabe plads til forskellighed.
• Individ og gruppe. At være et særskilt individ med egne holdninger og grænser og samtidig kunne indgå i og være en del af gruppen på dennes præmisser.
• Del og helhed. At tillade, at der i fællesskabet også er plads til mindre grupperinger at mødes i.
• Åben og afgrænset. At åbne op for nye og samtidig også tillade fællesskabet at afgrænse sig.
• Forbundethed og frihed. At ville fællesskabet og være forbundet til hinanden, men samtidig også have frihed til at gøre sit eget.
• Frivillighed og forpligtigelse. At indgå i et fællesskab baseret på lyst eller interesse hertil og samtidig være forpligtet på fællesskabet.
•Top-down og bottom-up. At tage ledelse og sætte en retning for fællesskabet og samtidig give plads til involvering og nye ideer.
Kilde: Artiklen ”Fællesskabets paradokser” af Mette Ørts Bach Thingstrup, Erhvervspsykologi nr. 1, marts 2020.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler