Projektet ”On” sætter digital dannelse på skoleskemaet
Børn og unge har brug for vejledning og hjælp, hvis de skal kunne begå sig trygt i en digitaliseret verden. Et nyt projekt hjælper skoler med at få digital dannelse på skoleskemaet, og de fire organisationer bag projektet forklarer her, hvorfor det er vigtigt, og hvordan man kan gøre.
Skærmanbefalinger. Teknologiforståelse. ’Alene hjemme på nettet’.
Børn og unges digitale liv og trivsel er kommet højt på dagsordenen, og emnet skaber både samtaler inden for hjemmets fire vægge, på Christiansborg og i uddannelsessektoren. Nu er forældre også begyndt at engagere sig i fælles flok i bevægelser som Skærmsund Barndom.
Fælles for samtaler, diskussioner og initiativer er ønsket om en tryg (digital) fremtid for børn og unge. En vigtig del af den fremtid er en styrket digital dannelse hos børn og unge i Danmark. Og her kan skolen spille en enormt vigtig rolle.
Men hvordan får man digital dannelse på skoleskemaet? Hvordan ved man, hvilke emner der er vigtige og aktuelle at dykke ned i? Og hvordan får man fagpersonerne på skolen til at tale et fælles sprog, når det kommer til digital dannelse?
Alle de udfordringer vil indsatsen ”On” gerne hjælpe skolerne med. En indsat som Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik står bag.
Først: Hvad er digital dannelse?
Dannelse handler om at forstå sig selv og andre i den verden, vi lever i. I nutidens verden, hvor digitale teknologier har vundet stort indpas i de fleste dele af hverdagen, er det essentielt at forstå, at børn og unge ikke skelner mellem den ’digitale’ og den ’analoge’ verden. Sociale medier, gaming og alle de andre ting, der foregår på mobilen og skærme, er så indgroet en del af børn og unges liv, at det ikke er en separat verden, de træder ind i. Modsat mange voksne, som stadig opfatter verden som opdelt mellem det fysiske og det digitale.
Digital dannelse er dermed dannelse til et liv og et samfund, hvor digital interaktion spiller en stor rolle. Det er at kunne forstå og reflektere over, hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor personlige relationer, fællesskaber, magtstrukturer og det omkringliggende samfund er præget af den digitale udvikling.
Selvfølgelig spiller skolen en vigtig rolle her – både når det kommer til selve dannelsen og i forhold til den trivsel, som følger med, når børn og unge får redskaber til at forstå, sige til og sige fra.
Om ”Sammen om digital dannelse” og ”On”
”Sammen om digital dannelse” er et konsortium bestående af fire organisationer. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik er gået sammen om at fremme digital dannelse i en bred national indsats med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets pulje til styrket indsats for digital dannelse af børn og unge.
Konsortiet udvikler projektet On, som blev lanceret 12. juni 2024. Projektet løber indtil sommeren 2026 og bidrager blandt andet med undervisningsmaterialer, en kommunikationsindsats imod krænkende adfærd på internettet, fritidsaktiviteter og ung-til-yngre-aktiviteter.
Indholdet i projektets initiativer står på skuldrene af syv principper for digital dannelse, som er blevet udarbejdet i projektet. Principperne skal oplyse og kvalificere samtalen om digital dannelse.
>>Find materiale på den gratis læringsportal on-undervisning.dk
Sådan kan On hjælpe skoler med digital dannelse
En af Ons kernemissioner er at ruste fagpersoner med viden og værktøjer til at støtte, vejlede og gå i dialog med børn og unge.
De første to initiativer i On blev lanceret i juni 2024, og de taler direkte til skolerne.
Det drejer sig om en gratis læringsportal med mere end 120 kvalitetssikrede undervisningsmaterialer inden for digital dannelse. Her kan lærere nemt og overskueligt håndplukke undervisningsmaterialer om højaktuelle emner som digitale forretningsmodeller og databeskyttelse.
Derudover lancerede On syv principper for digital dannelse. Det er fundamentet under Ons forskellige initiativer. Principperne er et forsøg på at skabe et fælles sprog om digital dannelse. Fagpersoner mangler ofte et fælles sprog, når det kommer til digital dannelse, og de syv principper sætter en ramme for forståelsen af og dialogen om børn og unges muligheder og udfordringer i den digitale verden.
Tanken er, at principperne kan medvirke til at gøre det lettere og mere håndgribeligt for lærere at arbejde med emnet ved at skabe et overblik over de mange emner og nedslagspunkter inden for feltet, og de kan kvalificere samtalen om digital dannelse. Når lærere taler med lærere. Når lærere taler med forældre. Og når lærere taler med elever.
____________________________________________________________________________________
De syv principper for digital dannelse:
- Digitale fællesskaber
- Privatliv og sikkerhed
- Balance i en hverdag med digitale medier
- Digitale forretningsmodeller
- Demokrati og deltagelse
- Digitale krænkelser og skadeligt indhold
- Identitet og idealer
____________________________________________________________________________________
Flere initiativer på vej
I løbet af foråret og sommeren 2025 lancerer On flere initiativer til grundskolen, som alle er gratis, frit tilgængelige og understøtter fagmål samt skolens arbejde med trivsel.
I Ons ung-til-yngre-program bliver skolens ældre elever opkvalificeret til at formidle temaer om digitalt liv til skolens yngre elever. Derudover vil On gerne hjælpe med at rammesætte det gode skole-hjem-samarbejde via en interaktiv tidslinje, som fremviser og giver viden om relevante temaer på de forskellige trin i grundskolen. De temaer kan læreren så adressere i skole-hjem-samarbejdet.
Samspil med teknologiforståelse
Teknologiforståelse som faglighed er en kærkommen tilføjelse til skoleskemaet. Teknologiforståelse giver eleverne digitale færdigheder og kompetencer og hjælper dem med at se potentialer og intentioner i teknologien.
Men der mangler et dybere lag af læring tilknyttet trivsel. Et lag, der dykker ned i identitet, relationer og medmenneskelighed.
Fælles for Ons initiativer er, at trivsel og dialog er i fokus. For én ting er at forstå mekanismerne bag teknologien – noget andet er, at eleverne forstår, hvad teknologien gør ved dem som mennesker. Hvad den gør ved deres venskaber, deres fællesskaber og deres rettigheder. Endeligt skal eleverne kunne indgå i meningsfuld dialog med voksne, som kan oversætte og omsætte kompleksiteten til handling. Det er gennem dialogen og mødet med andre, at vi dannes som mennesker.
Den menneskelige vinkel ligger indlejret i begrebet digital dannelse. Og med On har skoler en lettere vej til at gøre digital dannelse til en del af skoleskemaet.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler