Pedeller og bibliotekarer er en overset nøgle til bedre trivsel og læring
Støttepersonale spiller en afgørende rolle i elevernes trivsel og skolens funktion. Ny forskning viser, hvordan støttepersonalets sociale og pædagogiske bidrag kan hjælpe skoleledere og lærere til at skabe bedre rammer for elever og ansatte.
.png)
Lucas Cone er adjunkt i pædagogik på Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet, hvor han forsker i samspillet mellem det politiske og det levede liv på skolerne. Sammen med en kollega har han gennemført et omfattende studie af, hvordan støttepersonale indgår i uddannelsessektoren, på tværs af 50 lande. Støttepersonalet omfatter en bred vifte af medarbejdere som pedeller, rengøringspersonale, bibliotekarer og støttepædagoger, der alle spiller en central rolle i skolernes hverdag, men som ikke har direkte indflydelse på den faglige undervisning. Ifølge Lucas Cone bliver deres bidrag imidlertid ofte reduceret til praktiske funktioner i stedet for at blive anerkendt som en væsentlig del af skolens liv og trivsel.
Hvad fik dig til at interessere dig for støttepersonalets roller i folkeskolen?
Gennem min forskning har jeg besøgt en del skoler, hvor jeg har interviewet lærere og skoleledere samt talt med folk, der arbejder for virksomheder, der leverer ydelser til folkeskolen. Hos mange af dem er der generelt et indtryk af en folkeskole, der både er meget presset økonomisk og fyldt med ønsker om at kunne gøre mere, end den faktisk kan. Det fik mig til at tænke over, hvem der egentlig udgør skolen i dag, og hvordan det påvirker vores opfattelse af folkeskolen.
I har undersøgt støttepersonalet rolle i 50 lande over hele verden. Hvad var det, I gerne ville belyse?
Vi ville undersøge, hvad de seneste årtiers politiske reformer og nedskæringer i velfærden egentlig betyder for skolernes hverdagsliv. Vi fandt ud af, at arbejdet på skoler i Danmark såvel som internationalt i stigende grad bliver skåret ned til snævre funktioner. Denne indsnævring rammer særligt dem, hvis værdi i skolefællesskabet ofte har været mere usynlig. Førhen havde støttepersonalet ofte en bredere rolle – de kunne skabe gode relationer til eleverne, bygge bro mellem skole og hjem eller tage sig af opgaver, der ikke kun handlede om praktiske funktioner. Der er kommet mere fokus på effektivisering og optimering, for eksempel ved at samle støttepersonale i centrale enheder eller ved udlicitere opgaver til det private. Så vi ville undersøge, hvordan den udvikling påvirker støttepersonalet og deres værdi for skolen. Og det, vi kan se, er, at indsnævringen af skolens arbejde i sidste ende går ud over alle – både støttepersonalet, elever, forældre, lærere, ledere og skolerne som helhed.
Lucas Cone
- Adjunkt i pædagogik ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet
- Ph.d.- studerende fra DPU, Aarhus Universitet, om digitale platforme i skolen
- Kandidat i uddannelsesvidenskab fra Aarhus Universitet samt en master i komparativ uddannelse og pædagogisk sociologi fra UCLA
- Har udgivet forskning om pædagogisk arbejde, uddannelsespolitik samt privatisering og digitalisering af uddannelsessektoren
Læs mere i rapporten, som Lucas Cone og hans kollega har udgivet, med konkrete anbefalinger til, hvordan støttepersonale kan integreres bedre i skolens arbejde. Rapporten er rettet mod fagforeninger, beslutningstagere og skoleledere
De tre tendenser, du fortæller om, en øget centralisering, udlicitering og privatisering. Hvilken betydning har de for skolerne?
De har ret omfattende konsekvenser for både skolerne og dem, der arbejder der. For eksempel centralisering, hvor man samler personale på nogle fælles matrikler og derefter sender dem ud for at løse en konkret opgave frem for at have dem lokalt på skolerne. Det kan lyde som en god ide at samle resurser ét sted for at spare penge, som vi ser det med pedeller eller specialister. Men i praksis betyder det ofte, at medarbejdere skal bruge mere tid på transport og arbejde på mange forskellige matrikler, hvilket gør det svært at skabe relationer og forstå skolens lokale behov.
I forhold til den øgede brug af udliciteringer ser vi det ramme særligt pædagogiske funktioner eller hele institutioner. For eksempel bosteder for børn med særlige behov, der i stort omfang drives af private aktører. Her ser vi desværre, at kvaliteten ofte falder, da man bruger færre ansatte til at løse de samme opgaver for at optimere indtjeningen, fordi det er nemmere at gøre i det private, hvor reglerne ikke er lige så strenge, end i det offentlige.
Med hensyn til det sidste – privatisering – så sker det især i situationer, hvor der ikke længere er ressourcer til at løse skolens opgaver. Det betyder, at opgaverne bliver flyttet over på den enkelte medarbejder, der må løse dem uden resursemæssig eller faglig anerkendelse. Det er også blevet tydeligere i lyset af skolernes digitalisering, som blev solgt med løfter om at spare tid på forberedelse eller effektivisering af skolernes kommunikation. Men det har vist sig at medføre en række uforudsete opgaver, der bliver pålagt skolens faglige personale, selvom disse ellers kunne løses af støttepersonalet. Det fører til et arbejdsmiljø, hvor folk løber for hurtigt, føler sig stressede eller savner anerkendelse. Det er ikke bare et problem for dem, der arbejder på skolerne, men også for eleverne, som i stigende grad bliver mødt af quickfix-løsninger og ikke det længerevarende, strategiske omsorgsarbejde, der virkelig gør en forskel.
Hvordan er det, at støttepersonalets rolle og værdi på skolerne har ændret sig over tid?
Før i tiden havde mange skoler en anderledes og mere holistisk tilgang, hvor ansatte udfyldte flere roller. I dag er skolesystemet blevet mere specialiseret, og fokus er rykket mod læringsmål og kompetenceudvikling. Det betyder, at de mere uformelle og relationelle opgaver, som støttepersonalet tidligere tog sig af – som at få bøllerne i 8. klasse til at hjælpe med at male skolens vægge eller være en rollemodel for et barn, der har det svært derhjemme – ofte bliver overset eller sparet væk.
I dag bliver pedeller, rengøringsmedarbejdere og bibliotekarer i stigende grad vurderet ud fra specifikke funktioner, hvilket gør det svært at anerkende den uformelle, men afgørende rolle, de spiller for både elevernes trivsel og det sociale miljø på skolen. Samtidig overser man, at en anerkendende brug af støttepersonale jo netop giver plads til, at lærere faktisk kan fokusere mere på det, de er uddannet til og gode til, nemlig at undervise.
Hvilken betydning har det for elevernes hverdag og trivsel?
Der er jo sket mange positive ting på skoleområdet. Vi har set en masse gode strategiske indsatser, som for eksempel det koordinerede fokus på børns sprogudvikling allerede fra dagtilbud op til skolen, hvor støttepersonale har spillet en vigtig rolle. Men bredt set ser vi desværre i mange tilfælde en svækkelse af den strategiske skoleindsats i mange kommuner. Omsorgsarbejdet flytter sig fra at være strategisk til i stigende grad at foregå kompensatorisk – altså som noget, der håndteres, når problemerne allerede er opstået.
Det betyder, at støttepersonale, der arbejder på eksempelvis PPR-området, fungerer mere som ’satellitter’, der kun kortvarigt er til stede og forsøger at danne sig et hurtigt indtryk af eleverne. Det står i kontrast til den viden, vi har på området, der netop viser værdien af at arbejde langsigtet og strategisk med eleverne og skolen. Hvis man havde en mere vedvarende og lokalt forankret tilstedeværelse af støttepersonale, kunne man måske forebygge flere problemer, fordi der ville være en løbende kontakt til både elever og forældre.
Hvad sker der med omsorgsopgaver, som støttepersonalet ikke længere varetager – for de forsvinder vel ikke bare?
De opgaver overføres til lærere og pædagoger, som dermed både skal håndtere omsorgsarbejde og en række andre opgaver, som de mangler tid og resurser til at varetage. En af de måder, man måske netop kan modarbejde det på, er ved at fokusere på at have en bred personalegruppe, som er i stand til at have forskelligartede perspektiver på eleverne og skolen.
Alene det at se støttepersonale som en gruppe, der ikke bare løser funktioner, men faktisk har en vigtig pædagogisk og social værdi at udfylde på skolerne, kan forhåbentlig i sig selv være med til, at man får øje på nogle bidrag, som i nogen grad har været usynlige. En sådan anerkendelse kan være et vigtigt modsvar til de aktuelle økonomiske spilleregler, der ofte medfører, at de, der ikke kan legitimere eller forsvare deres rolle ud fra meget specifikke funktioner, er de første, der bliver siet fra.
Men det var så ikke kun i Danmark, I så det billede. Hvilket billede viste sig på tværs af de 50 lande?
Det overraskede mig, hvor ensartede disse udfordringer og dynamikker var på tværs af de lande, vi undersøgte. Vi ved fra anden forskning, at manglende resurser og social anerkendelse skaber frustration hos pædagoger og lærere, som ikke kan udføre det arbejde, de ønsker, simpelthen på grund af økonomiske begrænsninger. Alligevel var det slående at se, hvor udbredt denne dynamik også er i støttepersonalets arbejde på tværs af de undersøgte lande. Det er desuden noget, som mange skoleledere også finder frustrerende. Lige så slående var det at se de fælles konsekvenser, det har i form af stress, opsigelser og konkurrence mellem faggrupper, som kæmper om de samme resurser og midler.
Hvad håber du, jeres forskning kan være med til at gøre?
Jeg håber, den kan bidrage til en større opmærksomhed på, at skolen først skal være et godt sted at være, før den kan blive et godt sted at lære. Støttepersonale spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng, og det er vigtigt, at politikerne husker dette, når de forsøger at rette op på underfinansieringen af folkeskolen og investerer i lærere og pædagoger. Ved at italesætte værdien af den brede omsorg kan vi forhåbentlig sikre midler til at ansætte, fastholde og anerkende de mange medarbejdere, der holder skolerne kørende. Hvis støttepersonalets rolle anerkendes, kan vi skabe bedre rammer for eleverne og samtidig forebygge vanskelige situationer.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler