Ledelsesmæssigt mod er fuldstændig afgørende
Anni Stilling stoppede som skoleleder for et år siden. Hun er overbevist om, at børn gør det godt, hvis de kan, og hun fortæller som sin kamp for at indføre et nyt børnesyn og om at være lidt brugt af andre mennesker.
Anni Stilling har aldrig brudt sig om at blive placeret i en bestemt kasse. Da hun selv gik i skole for 40 år siden, forsøgte hun at skubbe til rammerne med arme og ben.
For et år siden forlod hun jobbet som skoleleder, og nu ser hun tilbage på et arbejdsliv, hvor børn, der har vanskeligt ved at gå i skole altid har stået hendes hjerte nær.
- Min drivkraft kommer fra …, siger hun og henleder tankerne til tiden, hvor ungdomsoprøret og kvindernes frisættelse var i gang, og hun sammen med sine skolekammerater ærligt talt ikke opførte sig særligt ordentligt, fordi undervisningen simpelthen ikke var god nok.
- … at jeg havde alt for meget krudt i røven, og jeg blev i den grad provokeret af måden, systemet var på. Jeg synes virkelig ikke, lærerne udnyttede det potentiale, de resurser og alle de kreative ideer, vi havde som unge mennesker. Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Det der, det må man simpelthen kunne gøre bedre!”
Børn, der har vanskeligt ved at gå i skole har altid stået hendes hjerte nær. Og derfor har Anni Stilling aldrig været i tvivl om, at hun skulle være lærer.
- Jeg var sikker på, at det var verdens fedeste job at få børn til at sprudle og være kreative, siger Anni Stilling.
Fra lærer til leder
Hun startede sit arbejdsliv som folkeskolelærer på Sæby Skole, hvor hun fulgte en klasse fra 1. til 9. Herefter var hun ungdomskonsulent i et år, udskolingskonsulent for unge med vanskeligheder i to år og fik sit første lederjob som ungdomsskoleinspektør i Åbybro. I 2001 blev hun ansat til at opstarte et 10. klassecenter i Hjørring Kommune på et grundlag, der hed, at det kræver en hel landsby at opdrage et ungt menneske. Anni Stilling havde netop gjort sin lederuddannelse færdig på det tidspunkt og fik efterhånden også ansvar for ungdomsskolen, heltidsundervisningen og ungdomsuddannelsesvejledningen. Efter et år som midlertidig chef for børne- og familieområdet fik hun i 2015 opgaven at opbygge Hjørringskolen, da kommunens specialklasser blev slået sammen til en selvstændig specialskole med afdelinger på folkeskolerne i Hjørring. Det blev en forholdsvis stor organisation med 150 medarbejdere og 300 elever.
- Jeg var rystet over den måde, der blev tænkt skole på, og den måde, nogle børn blev behandlet på, siger Anni Stilling, som besluttede at starte helt forfra med et pædagogisk fundament for hele organisationen.
Jeg holder jo ikke op med at interessere mig for det, der har interesseret mig hele mit liv, eller have en mening om det, bare fordi jeg ikke mere kører til Hjørring hver dag
Anni Stilling, tidligere skoleleder
Hovedrengøring og perspektivskifte
Selvom hun griner og joker meget, så skal man ikke tage fejl af, at hun også er kontant og stålsat på opgaven.
- Jeg lavede en form for stor hovedrengøring både i forhold til ledere og medarbejdere. Den tænkning, jeg har, hvor det ikke er barnet, men menneskerne omkring barnet, der har problemet, den passer ikke til alle. Men min holdning var, at børnene skulle være der, og personalet kunne være der, siger hun om det perspektivskifte, som gav noget uro i begyndelsen.
Som overordnet leder meldte Anni Stilling ud, at lærere og pædagoger skulle væk fra at fastholde eleverne og i stedet arbejde ud fra, at børn gør det godt, hvis de kan.
- Det var med troen på, at der er flere resurser i mennesker end dem, vi umiddelbart ser, og at børn og unge kan tage ansvar for meget mere, end vi tror, fortæller hun og peger ind i den aktuelle diskussion om mistrivsel med sit bud på, hvad der skal til for at løfte de sårbare elever:
- Der skal være nogle voksne, der tror på, de kan. Og så skal der være nogen – sådan en som mig, der er villig til at sætte sit lederskab på spil. Ledelsesmæssigt mod er fuldstændig afgørende! siger Anni Stilling, der flere gange i sit arbejdsliv har sat sig selv på spil som leder.
- Jeg har også fået nogle gæve dask over snuden, konstaterer hun.
Rydde sten væk
- Du skulle høre et ramaskrig, da jeg fik ansvaret for hele specialskoleområdet og startede med at sige, at her fastholder vi ikke børn, og her skælder vi ikke ud. Sikke en ballade, der blev, griner hun højlydt om tiden, hvor hun måtte stå fast i stiv kuling.
Men hun forstår nu godt reaktionen hos medarbejderne.
- Fordi hvad skulle de så gøre? Jeg tog jo et redskab ud af deres værktøjskasse, og det må man aldrig gøre uden en plan for at putte nye redskaber ind i stedet for, forklarer den tidligere distriktsleder, som måtte starte helt forfra med et pædagogisk fundament for organisationen.
- Jeg lover dig for, at første gang vi lavede APV med alle medarbejdere, der var den blodrød! Jeg fik så mange tæsk. Jeg skulle bare komme ud og se, hvordan man gjorde, og jeg havde ikke en dyt forstand på, hvordan man drev skole med børn, der havde så store pædagogiske udfordringer, og jeg skulle bare lige sætte mig i deres sko …, remser hun op af de mange kritikpunkter i begyndelsen.
Anni Stilling
- Skoledistriktsleder af Hjørringskolen 2015-2022
- Leder af Hjørring Ungdomscenter 2013-2015
- Skoleleder af Hjørring Ny 10 2001-2012
- Bestyrelsesmedlem i Hjørring Gymnasium & HF 2014-2021
- Bestyrelsesmedlem i VUC&Hf Nordjylland 2014-2021
Børn gør det godt, hvis de kan
Men hun var stålsat og holdt fast i sit børnesyn og sin pædagogiske tilgang. Det førte til uro, opsigelser og afskedigelser. Men efterhånden vendte modstanden hos lærere og pædagoger til anerkendelse og ro. To dage før sin sidste arbejdsdag kunne hun læse i APV’en, at en medarbejder havde svaret: Børn gør det godt, hvis de kan.
- Det var jo mit motto! jubler hun og fortsætter med at læse op af de ord, der gjorde så stort indtryk på hende, at hun tog dem med hjem:
- Det har givet færre konflikter, ingen eller meget sjældne fastholdelser, gladere personale og elever, der har fået mere medindflydelse på egen læring. Den anerkendende tilgang smitter af på stemningen.
Hun holder en kort pause og siger:
- Så tænkte jeg: ”Nu kan jeg godt smutte”, griner hun.
Den rolige stemning er resultatet af den målrettede indsats, som Anni Stilling startede i 2015. Samtidig er antallet af episoder med trusler og vold faldet drastisk – ikke fordi eleverne er blevet mindre udfordrede, men fordi medarbejderne er blevet dygtigere og er holdt op med at skælde ud og straffe og i stedet arbejder med ’low arousal’ og tilgangen, at børnene gør det godt, hvis de kan.
- Hvis ikke børn gør det godt, så er det, fordi der ligger sten i vejen for dem. Så er vi nogle voksne, der er professionelle og har ansvaret for at finde ud af, hvad det er for nogle sten og rydde de sten væk. Det er aldrig barnet, der har ansvaret, siger Anni Stilling om sit værdisæt, der bygger på, at det aldrig nogensinde er barnet, der er noget galt med, men den kontekst, barnet er i.
Skolen rykker stadig
Faktisk gik hun og tænkte over det i et halvt år, før hun besluttede sig for at stoppe med at arbejde og finde ud af, hvad livet ellers byder på.
- Jeg tror nok, at en af grundene til, at jeg stoppede, var …, siger hun og leder efter ordene, fordi det ikke skal lyde forkert:
- … at være lidt brugt af andre mennesker. Det blev lidt sådan, at jeg tænkte: ”Arh, jeg gider ikke mere ballade”. Og sådan har jeg aldrig tænkt før. Så jeg sagde til mig selv, at hvis du skal blive ved med at have krudt til at gøre en masse ting, så er det måske nu, du skal stoppe, fortæller hun.
Balladen handlede ikke om klager på hendes bord. Siden 2018 havde hun ikke en eneste klage.
- Ikke en! Det gør det meget lettere at være leder. Men det betyder, at de professionelle, der var ude ved børnene, var blevet så dygtige til at håndtere det, at det ikke nåede frem til mig.
Aktiv på mange fronter
Selvom det er et år siden, Anni Stilling gik på pension, vil hun ikke defineres som pensionist.
- Jeg får fnidder, når folk siger til mig: ”Nå, så er du på pension?” Nej, det er jeg ikke! næsten råber hun med kraftig nordjysk dialekt og forklarer, hvorfor det får hende op i det røde felt:
- Bare fordi man stopper med at arbejde, så bliver man puttet i sådan en kasse, siger den tidligere skoleleder, som har kørt på racercykel til Paris, cyklede Bornholm rundt i august, vandrer i Hardangervidda og Sydspanien, og i september rejser hun med sin mand på vandreferie i Canada. Hun står på ski og har flere gange været på Club La Santa, ligesom hun dyrker fællesskabet i en litteraturklub og i sin egen lille strikkeklub ”Strik & drik” sammen med sin søster, datter og svigerdatter.
- Det er lidt forskelligt, om vi strikker eller drikker, griner Anni Stilling, som det meste af sit liv har involveret sig i rigtig mange forskellige fællesskaber og efterhånden savnede mere tid til det.
Tager fortsat del i trivselsdebat
Det store spørgsmål er, hvordan man slipper et helt arbejdsliv efter at have brændt for det i så mange år.
- Det var heller ikke helt nemt, det skal jeg ærligt indrømme, siger hun.
Hun lagde ud med en megalang sommerferie, tilmeldte sig et filosofikursus på folkeuniversitetet og nød at have tid med sine syv børnebørn.
- Men da skoleåret startede i år, der rykkede det godt nok i mig, det må jeg indrømme. Og for første gang har jeg tænkt: ”Er du nu helt sikker på, at det var det rigtige, du gjorde?” Jeg kunne da godt tage et år mere på arbejdsmarkedet nu, efter at jeg har fået skuldrene ned og pustet ud, griner hun og tilføjer mere alvorligt med tanke på alle de børn, som ikke trives:
- Hvis jeg synes, det var hårdt at følge med i, at alle andre startede i skole, så er det jo så meget mere hårdt for et barn, som ikke kan komme i skole, men dybest set gerne vil.
Hun har ambitioner om fortsat at blande sig i debatten om børns trivsel og mistrivsel i folkeskolen og har holdt et par oplæg og deltager i konferencer for at følge med.
- Det kan godt stadigvæk rykke i mig. Det er et forrygende spændende område, og mit hjerte banker voldsomt for det stadigvæk. At vi har en folkeskole, der ikke kan rumme de børn, der ikke går lige ud ad landevejen … at man ikke kan rumme hele mangfoldigheden og paletten af børn, der er megaforskellige, det kan jeg simpelthen ikke forstå, og det her ved jeg noget om, siger hun.
Fællesskaber kommer ikke af sig selv
For at holde sig opdateret især lokalt har hun for nylig meldt sig ind i et politisk parti.
- Jeg har altid været politisk interesseret med synspunkter omkring SF og Socialdemokratiet, forklarer hun pragmatisk.
- Jeg holder jo ikke op med at interessere mig for det, der har interesseret mig hele mit liv, eller have en mening om det, bare fordi jeg ikke mere kører til Hjørring hver dag for at være leder. I al beskedenhed så tror jeg faktisk også, jeg har noget at byde på. Jeg har bygget tre organisationer op i kommunalt regi. Det har altid været highlightet, når jeg har lavet skole, at fællesskaber er af enorm betydning. Det er vores fornemmeste mål at få trukket de børn og unge, som er ude i periferien, ind i et fællesskab, hvor de er i stand til at være, siger hun.
Men selv for en erfaren og ekstrovert kvinde, der er vant til at tage ordet og tage ansvar, kan det være svært.
- Da jeg stoppede, tænkte jeg: ”Gad vide, hvilke døre der nu åbner sig?” Jeg var helt sikkert på, jeg ville blande mig voldsomt, og jeg pippede også lidt. Men jeg har ikke fået gjort så meget ved det endnu. Jeg tror, det handler om, at jeg drives af at være sammen med andre. Det er der, min energi kommer fra, og det kunne være fedt at finde nogen med samme interesse, siger hun.
Malene Mølgaard er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler