Kroppen er en overset faktor i unges trivsel

De seneste år har vi haft en offentlig debat om kropspositivitet og mange forskellige køn, har det haft en betydning for de unges syn på egne og andres kroppe?

Jeg er overrasket over, at der stadig er så snævert et syn på, hvordan kroppen skal være. Man kunne tro, at de unge i dag var mere åbne over for andres seksualitet og udtryksformer, men sådan er det slet ikke, og det overrasker mig. Jeg er selv vokset op med lesbiske forældre og er fra 90’erne, hvor man orienterede sig på en mere kønnet måde. Vi talte for eksempel åbent om menstruation, og jeg elskede at slås for sjov og klatre i træer. Da jeg kom i skole, måtte jeg lære, hvordan piger opfører sig, leger og taler, og det var svært. Jeg havde forventet, fordi der er så mange samtaler i den offentlige debat om flydende køn og kønsnormer, at jeg ville se, at den debat har givet et aftryk i folkeskolen. Men det slog mig rigtig meget, at jeg ikke kunne se det. Altså piger er orienteret mod piger, og drenge mod drenge. Der er nogle meget stereotype måder at være pige og dreng på. Det er svært for mig at se, at der skulle være nogle homoseksuelle – også i 9. klasse, og der er også et homofobisk sprog, hvor gay bliver brugt negativt. Der er ikke rykket en millimeter ved noget. I mine spørgeskemaer var der flere kønskategorier som ”transseksuel” og ”andet” end bare dreng og pige, og nogle af de elever, der udfyldte skemaet i papirform, satte kæmpe krydser hen over og skrev: Der er kun to køn! Det overraskede mig.

Alligevel tager du de unge i forsvar, hvorfor?

Nogle gange synes jeg, at de unge bliver talt lidt ned til, som om de er pivede, og bliver kaldt en snowflake-generation. Men måske forstår vi som voksne bare ikke, hvad det er for et pres, de reelt står overfor. Hvis de tror, det er afgørende, om man er tynd eller stærk for at være med i sociale fællesskaber, og man derfor gør virkelig meget arbejde for at holde sig tynd eller stærk, så lægger det jo et pres over resten af ens sociale liv og hverdag med mad og søvn. Når det er så vigtigt for drengene at være maskuline på den rigtige måde, så handler det mindre om at dømme andre, men mere om, hvem de gerne vil udstråle, de selv er. Vi voksne skal måske være bedre til at guide eller tage en snak med eleverne og slå ned på for eksempel homofobisk sprog, så der ikke er nogen, der føler sig berørt af det negativt.

Hvorfor skal den samtale foregå i skolen?

Noget af det, jeg gerne vil væk fra i min afhandling, er, at trivsel er bundet op på individet, men at vi i stedet taler om, hvordan trivsel foregår i fællesskaberne. Så det fællesskab, vi har i klassen, hvordan er det rart for eleverne at være i? Ungdomsgenerationen i dag tager enormt meget ansvar på sig og vil gerne vise, at de er dygtige. Og der er kroppen med til at afsløre, om man kan kontrollere sig selv eller sine følelser, og om man kender koden i klassen for mærketøj. Der er bare nogle helt enormt høje idealer for, hvordan kroppen skal være, når man er ung. Samtidig har de nogle meget simple og entydige forståelser af, hvad det vil sige at være sund eller usund, så det bliver svært for dem at navigere i, om man godt både kan være sund og spise kage. Selvfølgelig skal jeg passe på med at lægge endnu en opgave over på lærerne, men jeg mener alligevel, at lærerne er nødt til at tænke på, hvad de selv repræsenterer, når de taler om sundhed og trivsel, den helt rigtige motion, og hvad og hvor meget man spiser. Og så have samtaler om, at trivsel er bredere end bare at have det godt, og sundhed er bredere end bare at spise salat.

Hvordan skal skolelederne handle på den nye viden?

Det handler om at tage ansvaret tilbage til de voksne. Unge er megatrætte af at tale om trivsel, om de har det godt eller ikke har det godt. De har brug for et frirum, hvor de ikke oplever, at de bliver målt og vejet hele tiden. Så nogle gange er det også de voksnes ansvar at kigge på, om en klasse fungerer. Hvis nogen ikke trives i en klasse, hvad kan vi så gøre ved det? Og så kan det godt være, at de unge skal inddrages i løsningerne, men problemfindingen skal foregå hos de voksne. Et af mine fund fra mit studie er, at de elever, der er i trivsel, ikke nødvendigvis er i stand til at opdage klassekammerater, der mistrives. De, der er i trivsel, er de samme, som har det fint med deres krop. De dyrker idræt, de går i bad bagefter, de er ikke bange for, at andre taler grimt om deres krop, og de andre må gerne tage fotos af dem. Hvis man trives, har man en tendens til at tænke, at de fleste i klassen trives. Det er ret vigtigt i forhold til, at vi ikke kan putte løsningerne over på eleverne, fordi det kan være svært at sige det højt, hvis man ikke er i trivsel. De vil alle sammen bare gerne passe ind, så jo snævrere normen er, jo mere gør de for at passe ind. Som skole gælder det om at være med til at brede billedet ud. Jeg synes, skolelederne skal tage det aktivt ind som en del af deres refleksioner om trivsel, og hvordan det kropslige element fylder hos eleverne. Og jeg tænker, at lærerne vil have rigtig meget gavn af at snakke med hinanden om det, så skolelederne bør give lærerne rum og tid til at reflektere over deres praksis og lytte til hinandens perspektiver.