Krisehåndtering fylder mere, men beredskabet er fortsat under opbygning
Krisehåndtering fylder mere som central ledelsesopgave, efter at alvorlige sager i folkeskolen har ført til mediestorm. En ny undersøgelse viser opbakning og støtte fra forvaltningen i krisesituationer, men også behov for klare rammer, og at beredskabet mange steder stadig er under opbygning.
Krisehåndtering er rykket markant højere op på dagsordenen i landets folkeskoler. De seneste år har en række alvorlige sager understreget, hvor vigtigt det er, at skoleledelser er klædt godt på til at håndtere kriser. Mobning, voldsepisoder, personalesager, forældrekritik og skarp medieopmærksomhed har flere gange ramt både skoler og skoleledere hårdt og vist, hvor afgørende det er med klare procedurer, stærkt samarbejde og hurtig støtte, når presset opstår. På trods af øget opmærksomhed og et stigende behov står mange skoler stadig uden et fuldt udviklet kriseberedskab, når det gælder håndtering af mediestorme og sager, der eksploderer i offentligheden.
I 2024 satte Skolelederforeningen fokus på krisehåndtering med kursusdage og materiale til foreningens afdelinger, og siden er nye initiativer spiret i mange kommuner, og dialogen mellem skoleledere og forvaltning er blevet tættere. Flere steder arbejdes målrettet med at opbygge beredskaber og handleplaner særligt med fokus på mediehåndtering og psykologisk støtte. Men en ny undersøgelse, hvor 80 ud af 94 af lokalforeningernes formænd/-kvinder har svaret, viser dog også et nuanceret billede af, at der stadig er usikkerhed om, hvordan man bedst håndterer en ophedet mediestorm, og hvor meget opbakning der i realiteten står klar, når en skole pludselig rammes af krise.
"Vi er næsten i hus med en beredskabsplan udarbejdet på baggrund af en mediekrise. Vi er blevet understøttet i arbejdet af foreningen, og det har været til stor gavn", lyder det fra en skoleleder i undersøgelsen, der ikke blot stiller teoretiske spørgsmål om krisehåndtering.
For kriser opstår i virkeligheden og hele tiden – lige fra personalesager og ulykker til mediestorme og endda tragiske hændelser som vold eller dødsfald. En af de kommuner, hvor de i flere år har været godt forberedt, er Aalborg, der har haft en ’Plan for fortsat drift i krisesituationer’ siden 2018, fortæller Martin Theis Eriksen, der er formand for Aalborg Skolelederforening og skoleleder på den lille Gudumholm Skole 20 kilometer sydøst for den nordjyske hovedstad. I forhold til håndtering af kriser dækker planen meget bredt lige fra pandemier a la corona til alvorlige ulykker på skolen.
- Først og fremmest handler planen om at få informeret alle medarbejdere, forældre og elever, men også konkrete handlinger i krisen og opfølgning bagefter, forklarer Martin Theis Eriksen og uddyber:
- Fordi vi er så stor en kommune, så har der løbende været små eller mellemstore kriser, hvor vi har prøvet de her ting af. Det har været en del af vores setup i lang tid, og når der så kommer en større krise, jamen, så har man enten prøvet det før som leder, eller også kender man til det, fordi det har været naboskolen eller en kollega, der har stået i den situation.
Fem pejlemærker på udviklingen
I april foretog Skolelederforeningen en undersøgelse blandt lokalforeningernes formænd/kvinder som viser et samlet billede af en sektor i bevægelse, hvor arbejdet med krisehåndtering har udviklet sig, men at der stadig er uvished, forskelle og behov for afklaring.
1. Er der en lokal handleplan eller procedure?
De fleste af skolelederne kender til en plan, men det er langtfra alle, der føler sig fortrolige med, hvad den indebærer, eller hvordan den aktiveres. Mange oplever, at ansvaret primært ligger hos forvaltningen, ikke på den enkelte skole.
2. Har kommunen et beredskab mod mediestorme?
70 % svarer ja. Nogle kommuner har actioncards og klare retningslinjer – andre har uformelle aftaler eller slet ingen struktur. Mange skoleledere beskriver det som ’under udarbejdelse’.
3. Er forvaltningen klar med støtte, når krisen rammer?
95 % svarer ja. Mange oplever velvilje og god kontakt – men nogle udtrykker usikkerhed, især i sager med medietryk eller politisk følsomhed, og at juridiske og kommunikative hensyn nogle gange står i vejen for hurtig og praktisk støtte.
4. Er der igangsat nye initiativer det seneste år?
39 % svarer ja. Her tegner sig den mest positive udvikling: Kurser og pjecen har skubbet på dialog og initiativer i mange kommuner, men nogle steder er stadig i ide- eller planlægningsfasen.
5. Har der været kriser, hvor beredskabet blev sat på prøve?
55 % svarer ja. Fra personalesager til mediesager, ulykker og dødsfald. Det viser, at kriser ikke er hypotetiske – de opstår. Og de kalder på beredskab, støtte og tydelige rammer.
Kilde: Undersøgelse om krisehåndtering foretaget 7.-11. april 2025 blandt lokalforeningernes formænd/kvinder. 80 ud af 94 har svaret.
Ingen under bussen
Alligevel kan det hurtigt gå amok, som i starten af 2024, hvor et bekymringsbrev fra lærerne på Mou Skole til skolebestyrelsen om grænseoverskridende elevadfærd ramte medierne og skabte overskrifter om slag, spark og spyt og tiltrak tv-kameraer uden for skolen, der blev sammenlignet på andre af landets skoler, der har været i mediernes søgelys for lignende alvorlige udfordringer.
Når det gælder håndtering af negativ omtale og kritik, mediestorm eller en eksplosion på sociale medier, er det korte svar på, om Martin Theis Eriksen oplever, at forvaltning og chefer har hans og kollegernes ryg: Ja!
- Hvis der sker noget, som er alvorligt ud over det sædvanlige, som jeg ikke kan håndtere selv, så ved jeg, hvem og hvilke chefer jeg skal orientere. Så etablerer de det, der skal til i forhold til beredskabsplanen og får fat i de forskellige instanser, der hjælper med dialogen og kommunikationen til omverdenen i samarbejde med den lokale ledelse. Der kan virkelig flyttes nogle resurser derhen, hvor der er et behov, og det har vi oplevet – ikke bare lige i den tid, hvor medierne var på, men som et langt, sejt træk i tæt på et år, siger han og understreger:
- Man er meget optaget af at passe på skolerne, så kommunikationen handler ikke om at smide nogen under bussen, hverken forældre, medarbejdere eller ledere. Der har vi en meget god og ordentlig tone, så det er vi alle sammen trygge ved, siger han.
Oprør i Aarhus
I december 2024 oplevede Jens Mathiasen, der er formand for Aarhus Skolelederforening og skoleleder ved Skolerne i Elev og Hårup, at en lederkollega blev hængt ud i pressen og ramt af en decideret shitstorm i form af kras kritik og karaktermord. Samtidig mente den århusianske skolelederformand, at forvaltningen var alt for vage til at bakke den udhængte og nu aftrådte skoleleder op.
- Vi oplevede, at forvaltningen ikke var til stede og ikke ville kommunikere, fortæller Jens Mathiasen, der følte sig kaldet til at gå til pressen og forsøge at dæmpe kritikken, som han mente var unuanceret, og samtidig gå i rette med forvaltningens tavshed.
- Forvaltningen vurderede i den situation, at de ikke kunne gå ud at sige noget, mens jeg omvendt vurderede, at jeg var nødt til at gøre det, og det blev heldigvis vel modtaget. Vi kunne ikke have et medlem, der hang i fri luft og blev spammet fra alle sider. Som skoleleder er du jo prisgivet, for medierne kan bruge anonyme kilder og skrive, hvad de vil, og uden at kunne gå i detaljer er det jo svært at lave en modfortælling. Ingen er tjent med, at nogen bliver hængt ud i medierne, forklarer Jens Mathiasen.
Sagen resulterede blandt andet i et stormøde for alle skoleledere i Aarhus, hvor der blev ’luftet ud’ over frustrationerne hos skolelederne, der syntes, at forvaltningen havde været for passiv. Krisen førte også til en samarbejdsaftale, hvor forvaltningen og Aarhus Skolelederforening sammen formulerede fælles retningslinjer for, hvordan de håndterer det, hvis lignende storme opstår – det er indtil videre ikke sket.
- Men det mest grundlæggende er, at vi kommunikerer og ikke venter. Nogle gange er vi nødt til at tage nogle chancer og kommunikere i situationen – det kan jo være, at kommunikationsafdelingen ikke har tid nu og her, når vi får en opringning, siger Jens Mathiasen og understreger, at de er klar over deres roller og positioner.
- Jeg synes ikke, vi er hinandens modstandere. Når vi taler arbejdsforhold og løn, kan vi have nogle skarpe holdninger, men ingen af os er tjent med, at noget brager løs i medierne. Vi kunne ikke drømme om at fortælle detaljer, men det er os, der kender nuancerne, og vi er nødt til at lave modhistorier, når en dygtig og vellidt kollega bliver hængt ud i medierne, slår han fast og fremhæver, at de lokale lederforeninger har en nyere og vigtig rolle som part i at kommunikere og gøre det hurtigt, før tingene løber løbsk.
Formaliseret beredskab og fælles ansvar
Generelt efterlyser lokalforeningernes formænd/kvinder i undersøgelsen et mere formaliseret og ensartet beredskab. Mange steder er der stadig tale om ’løse aftaler’ afhængige af personlige relationer og lokale initiativer. Nogle har velorganiserede og hurtige kommunikationsveje og adgang til specialistteams, mens andre stadig arbejder med uformelle aftaler. Fælles for mange skoleledere er dog oplevelsen af, at kriser nu fylder mere i ledelsesrummet end tidligere – og at det giver mening at have en fælles strategi og at tale et fælles sprog, når det brænder på.
"Vi har ikke et decideret beredskab, men vi har talt om, hvordan vi hjælper hinanden. Det i sig selv gør en forskel", lyder det fra en leder i Skolelederforeningens undersøgelse, der vidner om et beredskab i bevægelse, men ikke helt i mål.
"Vi er i gang med at udarbejde et kommunalt beredskab i samarbejde med forvaltningen og Skolelederforeningen, men det er ikke færdigt endnu", svarer en anden, mens en tredje beskriver: "Vi har gode planer for kriser som dødsfald og brand – men vi mangler noget omkring mediestorm".
Krisehåndtering i og omkring folkeskolen handler ikke kun om at reagere, når det brænder på, men også om at skabe tillid og tryghed, før noget sker. Undersøgelsen viser, at mange skoleledere i dag står stærkere end for et år siden. Men nogle steder er beredskabet stadig afhængigt af lokale initiativer og enkeltpersoners dømmekraft, ligesom usikkerhed og kompleksitet stadig præger krisehåndtering i pressede situationer. Mange steder er man midt i processen snarere end i mål. Det kalder på fælles retning og ikke mindst – at ingen skal stå alene, når det svære rammer. Som en skoleleder formulerer det i undersøgelsen:
"Det gør en forskel at vide, at vi ikke står alene".
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler