Jeg har brug for at fordøje og forstå uden at blive modsagt

Det begyndte som en frustration og en undren. Over al den viden, al den forskning, der rettes mod folkeskolen og ledere, læger og pædagoger, men som ikke har tid og mulighed for at leve op til det, hvor end de gerne ville. Ord og sætninger, som noter i en dagbog, der blev stillet op på rækker og efterhånden endte som en samling af digte med titlen ”Modsigelser… og jeg vil ikke modsiges”. For det bliver man, hvis man committer sig til den opgave at lede børn og voksne i den danske folkeskole, mener Dorte Breuning.
Hun er souschef på Vestre Skole i Odense og skriver digte om livet som leder i folkeskolen. Digtene er hendes øjenvidneberetninger fra hverdagen. Selvoplevede udfordringer, observationer og frustrationer. Alt muligt, som hun har brug for at fordøje og forstå uden at blive modsagt.
Egentlig ville hun gerne skrive en bog om de mange dilemmaer, hun oplever i folkeskolen, og jokede med at give den titlen: ”Jeg vil ikke modsiges!”

- Selvfølgelig bliver jeg det. Hvis man som leder ikke bliver modsagt, så er man for dårlig en leder, for man ved ikke alting. Og man skal endelig ikke tro, det er, fordi man har ret. Det kan jo være, fordi folk ikke siger deres mening …

For Dorte Breuning er lederopgaven i folkeskolen ikke eksakt videnskab, men handler om at gøre det bedste, man kan, midt i det uforudsigelige. Alligevel er hun bange for at blive modsagt af forskere, som vil sige, at hendes observationer og budskaber kun er lommefilosofi.

- Jeg tænkte, at dem kan jeg slet ikke matche. De vil bare modbevise det hele. Men så kom jeg i tanker om, at hvis jeg pakkede det ind i digte, så var det jo kunst, og digte kan vel ikke modsiges, griner hun og kalder noget af det krasbørstigt.

- Det er en kæmpe frihed at kunne skrive lige, hvad man vil, og sætte fingeren ned alle de steder, som er folkeskole på godt og ondt. Nogle gange er det måske skrevet i frustration, eller fordi jeg synes, noget er absurd, og har behov for at sige: Hold nu op, der er nogle gange rigtig langt fra det, vi bliver præsenteret for som ledere, og så det, vi bakser med i hverdagen!

Digtsamlingen hedder ’Modsigelser… og jeg vil ikke modsiges’. For det bliver man på godt og ondt, hvis man committer sig til den opgave at lede børn og voksne i den danske folkeskole

Dorte Breuning, Souschef, Vestre Skole i Odense

Folkeskolen set udefra

Dorte Breuning har været leder i folkeskolen ad flere omgange, første gang ved Brobyskolerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Siden har hun været afdelingsleder på Pontoppidanskolen i Odense, og i 10 år var hun afdelingsleder ved SOSU-uddannelserne på Fyn. I en periode var hun ansat ved Ledelsesakademi Lillebælt og i tre år læringskonsulent i Undervisningsministeriet. Hun har altid boet i Odense eller på landet uden for den fynske hovedstad med sø, får, høns og skov omkring sig. Hunde er hun bange for, men hun er vild med fugle, kan utallige arters navne og har fire høns i haven inde i byen, hvor hun bor i dag og kan tage sin cykel på arbejde. Det elsker hun.
De første digte skrev hun i 2005, da hun kom tilbage til folkeskolen og fik ”nummer to praksischok”, som hun beskriver det. Årene, hvor hun har set skolen udefra, har givet stof til eftertanke.
I Undervisningsministeriet sad hun på første række til al den fede forskning om folkeskolen. Tykke bøger og lange rapporter, som skoleledere og folkeskolelærere – hvis de er heldige – bliver præsenteret for ved et foredrag fra kl. 14 til 16 om eftermiddagen.

- Hvor har jeg fået mange bøger efter kurser, hvor det var en fin oplægsholder, og det var meget interessant, og så får vi alle sammen den bog. Men ved du hvad, vi får overhovedet ikke de bøger læst. Vi har ikke tid! Det er der altså ikke nogen, der bliver klogere af, påpeger 63-årige Dorte Breuning, som de seneste syv år har været souschef på Vestre Skole i Odense.

- Og måske orker vi ikke, når vi først kommer hjem, påpeger Dorte Breuning, som trods lange dage på skolen meget sjældent tager sin computer med hjem.

- Der er ikke noget galt med det, forskerne kommer med – overhovedet. Men det er de færreste forskere, der beskæftiger sig med kunsten at navigere i al den tovtrækkeri og forhandling, der skal til, når et skoleår skal planlægges. Vi har en million arbejdsopgaver! Så digtene er også en vis protest mod alle de forskere, siger hun med et glimt i øjet.

- Når nu ingen har tid til at læse de tykke forskningsbøger, så kunne jeg også bare skrive nogle digte. Det gode ved digte er, at de er hurtigt læst. Og jeg kan skrive og udtrykke mig, lige som jeg har lyst til. Det er en kæmpe frihed, og det sprøjter ud af mig!

Men hun skriver ikke kun. Når hun har fri mødes hun med sin madklub gennem 40 år, hvor folk laver alt muligt andet end skole, og snakken går om alt fra design af arbejdstøj eller rustfrit stål til sygeplejerskernes arbejdsvilkår. I kælderen har hun et kæmpestort kostumelager fra årene som dramalærer, hvor hun var med til at lave revyer og komedier. Om vinteren broderer hun efter en gammel bog fra 30’erne, som hun fandt på et loppemarked. Og så hader hun at stå tidligt op, men sidder alligevel og spiser morgenmad i sin seng kl. halv seks hver morgen og møder ofte som den første på skolen.