Jeg har brug for at fordøje og forstå uden at blive modsagt
Det er en stor frihed at kunne skrive lige, hvad man vil, og sætte fingeren ned alle de steder, som er folkeskole på godt og ondt, mener Dorte Breuning, der skriver digte om livet i folkeskolen. Egentlig ville hun gerne skrive en bog, men fandt sin kanal i digte, for her kan hun ikke blive modsagt.
Det begyndte som en frustration og en undren. Over al den viden, al den forskning, der rettes mod folkeskolen og ledere, læger og pædagoger, men som ikke har tid og mulighed for at leve op til det, hvor end de gerne ville. Ord og sætninger, som noter i en dagbog, der blev stillet op på rækker og efterhånden endte som en samling af digte med titlen ”Modsigelser… og jeg vil ikke modsiges”. For det bliver man, hvis man committer sig til den opgave at lede børn og voksne i den danske folkeskole, mener Dorte Breuning.
Hun er souschef på Vestre Skole i Odense og skriver digte om livet som leder i folkeskolen. Digtene er hendes øjenvidneberetninger fra hverdagen. Selvoplevede udfordringer, observationer og frustrationer. Alt muligt, som hun har brug for at fordøje og forstå uden at blive modsagt.
Egentlig ville hun gerne skrive en bog om de mange dilemmaer, hun oplever i folkeskolen, og jokede med at give den titlen: ”Jeg vil ikke modsiges!”
- Selvfølgelig bliver jeg det. Hvis man som leder ikke bliver modsagt, så er man for dårlig en leder, for man ved ikke alting. Og man skal endelig ikke tro, det er, fordi man har ret. Det kan jo være, fordi folk ikke siger deres mening …
For Dorte Breuning er lederopgaven i folkeskolen ikke eksakt videnskab, men handler om at gøre det bedste, man kan, midt i det uforudsigelige. Alligevel er hun bange for at blive modsagt af forskere, som vil sige, at hendes observationer og budskaber kun er lommefilosofi.
- Jeg tænkte, at dem kan jeg slet ikke matche. De vil bare modbevise det hele. Men så kom jeg i tanker om, at hvis jeg pakkede det ind i digte, så var det jo kunst, og digte kan vel ikke modsiges, griner hun og kalder noget af det krasbørstigt.
- Det er en kæmpe frihed at kunne skrive lige, hvad man vil, og sætte fingeren ned alle de steder, som er folkeskole på godt og ondt. Nogle gange er det måske skrevet i frustration, eller fordi jeg synes, noget er absurd, og har behov for at sige: Hold nu op, der er nogle gange rigtig langt fra det, vi bliver præsenteret for som ledere, og så det, vi bakser med i hverdagen!
Digtsamlingen hedder ’Modsigelser… og jeg vil ikke modsiges’. For det bliver man på godt og ondt, hvis man committer sig til den opgave at lede børn og voksne i den danske folkeskole
Dorte Breuning, Souschef, Vestre Skole i Odense
Folkeskolen set udefra
Dorte Breuning har været leder i folkeskolen ad flere omgange, første gang ved Brobyskolerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Siden har hun været afdelingsleder på Pontoppidanskolen i Odense, og i 10 år var hun afdelingsleder ved SOSU-uddannelserne på Fyn. I en periode var hun ansat ved Ledelsesakademi Lillebælt og i tre år læringskonsulent i Undervisningsministeriet. Hun har altid boet i Odense eller på landet uden for den fynske hovedstad med sø, får, høns og skov omkring sig. Hunde er hun bange for, men hun er vild med fugle, kan utallige arters navne og har fire høns i haven inde i byen, hvor hun bor i dag og kan tage sin cykel på arbejde. Det elsker hun.
De første digte skrev hun i 2005, da hun kom tilbage til folkeskolen og fik ”nummer to praksischok”, som hun beskriver det. Årene, hvor hun har set skolen udefra, har givet stof til eftertanke.
I Undervisningsministeriet sad hun på første række til al den fede forskning om folkeskolen. Tykke bøger og lange rapporter, som skoleledere og folkeskolelærere – hvis de er heldige – bliver præsenteret for ved et foredrag fra kl. 14 til 16 om eftermiddagen.
- Hvor har jeg fået mange bøger efter kurser, hvor det var en fin oplægsholder, og det var meget interessant, og så får vi alle sammen den bog. Men ved du hvad, vi får overhovedet ikke de bøger læst. Vi har ikke tid! Det er der altså ikke nogen, der bliver klogere af, påpeger 63-årige Dorte Breuning, som de seneste syv år har været souschef på Vestre Skole i Odense.
- Og måske orker vi ikke, når vi først kommer hjem, påpeger Dorte Breuning, som trods lange dage på skolen meget sjældent tager sin computer med hjem.
- Der er ikke noget galt med det, forskerne kommer med – overhovedet. Men det er de færreste forskere, der beskæftiger sig med kunsten at navigere i al den tovtrækkeri og forhandling, der skal til, når et skoleår skal planlægges. Vi har en million arbejdsopgaver! Så digtene er også en vis protest mod alle de forskere, siger hun med et glimt i øjet.
- Når nu ingen har tid til at læse de tykke forskningsbøger, så kunne jeg også bare skrive nogle digte. Det gode ved digte er, at de er hurtigt læst. Og jeg kan skrive og udtrykke mig, lige som jeg har lyst til. Det er en kæmpe frihed, og det sprøjter ud af mig!
Men hun skriver ikke kun. Når hun har fri mødes hun med sin madklub gennem 40 år, hvor folk laver alt muligt andet end skole, og snakken går om alt fra design af arbejdstøj eller rustfrit stål til sygeplejerskernes arbejdsvilkår. I kælderen har hun et kæmpestort kostumelager fra årene som dramalærer, hvor hun var med til at lave revyer og komedier. Om vinteren broderer hun efter en gammel bog fra 30’erne, som hun fandt på et loppemarked. Og så hader hun at stå tidligt op, men sidder alligevel og spiser morgenmad i sin seng kl. halv seks hver morgen og møder ofte som den første på skolen.
Dorte Breuning
- Souschef på Vestre Skole i Odense siden 2017
- Konsulent ved Ledelsesakademi Lillebælt og Undervisningsministeriet 2014-2017
- Leder af landsbyskole og Pontoppidanskolen 2005-2014
- Uddannet lærer i 1984 og undervist i dansk, matematik, fysik, engelsk, biologi, fransk, drama og billedkunst.
- Har sidefagsuddannelse i oplysningens kultur ved SDU, diplom i systemisk ledelse ved Mac Mann Berg samt et diplommodul i pædagogisk ledelse.
- Da Vestre Skole fyldte 125 år i 2022 søgte hun fonde og var med til at skrive en bog om skolens historie.
- Bor i Odense, er gift på 34. år, har to voksne sønner og har haft den samme penneveninde, siden hun var 10 år.
Handling nu og her
For hverdagens banaliteter og mange barrierer hober sig op og kræver handling og løsninger nu og her. Når et barn får et angstanfald, eller en elev ikke vil i skole, og familie, lærere og kommune skal indkaldes til møde – og måske forstår forældrene ikke dansk.
- Selvom det er mere bekvemt at være teoretiker, så er jeg nødt til at være praktiker hele tiden. Jeg spiller jo med og gør det så godt, jeg kan. Jeg tror bare, alt for mange går fra sådan et møde med uforrettet sag. Hvem holder vi mødet for? Er det bare for at kunne dokumentere, at så har vi da gjort det, vi skal? spørger hun i frustrationen, der blev til et digt om meningsløse møder.
- Det kan godt være, jeg skulle lave et referat, men her står to børn, som har det ad helvede til. Og kaffemaskinen er gået i stykker, og nogen har glemt at tage flaget ned, så jeg er nødt til at handle!
Det allerførste digt, hun skrev, er digtet ”Tilknytning” om de elever, som er svære at nå ind til og arbejde med i folkeskolen.
- Fordi de vanskelige elever, og selvfølgelig også de frustrerede og ulykkelige forældre og personalet ikke mindst, de rammer jo ledelsen og æder sig ind i vores krop og sjæl. Så står man der og vil alt det gode, og barnet løber, og når man kalder, så sparker han eller vender ryggen til og ignorerer. Det er virkelig svært at gøre noget for de børn, og det rammer mig, fordi der ligger rigtig mange frustrationer hos personalet og en kæmpe afmagt, hvor man nogle gange nærmest ikke kan genkende sig selv.
- Jamen lille bitte menneske, så lad mig dog hjælpe dig! udbryder hun.
Dorte Breuning vil gerne hjælpe. Måske derfor blev hun ven med tre syriske brødre for længe siden, som hun stadig har kontakt med.
- Det er nok noget af det, jeg har lært allermest af. Hvis vi vidste, hvor svært det er at lande i vores land. Jeg er fuld af respekt over, at de klarer det, siger hun og vender tilbage til digtene:
- Men jeg synes, jeg er lige på kanten af at være civil ulydig. Jeg kan ikke lide, hvis nogen tænker: Nej, hvad bilder hun sig ind! Jeg vil ikke hænges ud som en, der svigter systemet. Vi har jo committet os til et system, når vi er ansat i det offentlige. Men pointen står jeg ved!
Fandt sin egen stemme
Dorte Breunings digte er også en måde at evaluere skoleåret på – for sig selv. Digtene lader hun ofte ligge i en længere periode, nogle gange et år, og så vender hun tilbage, læser dem igen og bruger tid på at justere og redigere. Gennem tiden har den tidligere dansklærer skrevet masser af taler og sange og synes, det er en skøn udfordring at få det sjove og alvorlige udtrykt personligt, præcist og overraskende. Måske derfor lytter hun mest til dansk musik.
- Fordi så kan jeg virkelig nyde sproget, rytmen og budskabet. Så er det jo smart at være gift med en musiklærer, for jeg er ikke musikalsk, understreger hun.
Imens bliver hun klogere og bruger digtene som ventil og refleksionsrum. Derfor var den oprindelige ambition heller ikke at offentliggøre de efterhånden 30 digte, det er blevet til, om folkeskolen. Noget er for personligt, noget er for vildt, og noget er for kritisk, og hun er ikke ude på at fornærme eller hænge nogen ud.
- Jeg er nok ydmyg med det. Jeg er ikke kunstner, men gør det for min egen skyld.
Men efterhånden er hun klar til at vise verden sine digte om den skole, som ligger hende så meget på sinde – i første omgang i Plenum.
- Jeg synes, det er vigtigt at fortælle, hvad den også er – den her elskede folkeskole. Det er der, min kærlighed er! Mange synes, den roder og er slidt. Men der er så meget liv. Jeg elsker, der hænger guirlander i en krog i juni. Jeg lægger overhovedet ikke mærke til, om der er rodet eller tegnet med en tusch på bordene, hvis der er børn i nærheden. Vi ser børnene, siger hun.
- Og hvis nogen kan genkende noget i sig selv og tænker: Det var faktisk et spejl på det, jeg står i, så er det dejligt. Men jeg er da også med på, at der er nogle, der vil sige: Hvad er der sket oppe i hendes hoved? Det er der ikke noget at gøre ved. Det er jo digte …
Kærlighed
Af Dorte Breuning, fra Digtsamlingen ’Modsigelser… og jeg vil ikke modsiges’
Dine slidte trapper
Den glemte trøje på knagen
De tomme flasker fra festen
De dørhåndtag, der sidder løst
De blegnede malerier
Fra glemte emneuger
Elsker dig du uforlignelige af en folkeskole
De glemte gårdvagter
De galsindede lærere
De brændende øjne
Og de hemmelige kældre
Med Søren og Mette og hele molevitten
Elsker dig med de tilkalkede vandhaner
De beskidte termokander
Mælkeskabene og en vandflaske på brandsprøjten
En kaffekop på et gyngestativ
De støvede gelændere
Åbne vinduer efter lukketid
Elsker dig
Den tegning på væggen
Det spejl, der engang hang der
Dit hulter til bulter
Den sko, der ligger på afsatsen
De stikkontakter, der er på vej ud af væggen
De dueslag, der aldrig bliver tømt
Guirlanderne, der stadig hænger i krogen i juni.
Den tandsskyllevask, som aldrig bliver brugt
Den flue i wc kummen, som er så godt ment
Men sjældent ramt
Den cykelhjelm og alt det, der aldrig finder sin plads
Den duft
Det liv
Det boldtræ
Det støv
Facaden skrammet, revnet
Rundede kanter af slid
Slidt ned af så meget kraft
Ikke en skue-ret
Ægte uforfalsket
Elsker det
De børn
Løber, leger lever
Der grædes, der kæmpes, der handles
Der undervises, lige der midt i kaos, rodet, støvet, skæve møbler og hjørner.
Skole
Elsker det.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler