Inklusionsopgaven og den pressede økonomi giver moralsk stress
Både ledere og medarbejdere i folkeskolen bliver påvirket af en utilstrækkelig økonomi, fordi det gør dem ude af stand til at løse inklusionsopgaven på en forsvarlig måde. Det viser ny ph.d.-afhandling, og en af forskerne bag advarer om, at en ny ond cirkel kan blive konsekvensen.
Om kort tid afslutter Nana Katrine Vaaben, ph.d. og docent på Københavns Professionshøjskole, sammen med kollegaen Kristian Gylling Olesen et forskningsprojekt om moralsk stress i politi, folkeskole og ældrepleje. Her har de med al tydelighed set, hvordan inklusionsopgaven og den pressede økonomi påvirker folkeskolens ansatte og kan føre til det, de kalder ”moralsk stress”.
- Den klassiske forståelse af moralsk stress er, når man godt ved, hvad der er det rigtige at gøre, men man er forhindret i at gøre det. I vores forskning har vi derfor undersøgt, hvad det er for nogle situationer, der gør, at ledere og medarbejdere synes, at de ikke kan gøre det rigtige, ikke kan stå inde for deres arbejde, ikke kan se sig selv i øjnene og har dårlig samvittighed. Her peger de adspurgte samstemmende på, at det er, når der ikke er tilstrækkelige resurser til at hjælpe elever, der er i mistrivsel. Det presser simpelthen alle til det yderste. Og selvom de godt ved, at der er tale om et systemisk problem, der handler om økonomi, hjælper det dem ikke, for det er stadig dem, der står med ansvaret, siger Nana Katrine Vaaben.
- Hvis man bliver holdt i den situation i lang tid og ikke kan få hjælp, finde en løsning eller se en ende på den, er der stor risiko for at blive moralsk stresset. Det kan blive så omfattende, at det ender med en sygemelding, og så er en ny ond cirkel skabt, påpeger hun:
- Mistrivsel hos børn kan blive til mistrivsel hos voksne. Og udskiftning af lærere og ledere er bare ikke det, der er behov for.
Andre artikler om samme emne
Ansvar og handlemuligheder skal følges ad
Som konkret eksempel på moralsk stress nævner hun skolelederen Lance Luscombe fra Jelling, der i efteråret sidste år sagde sit job op foran et rullende DR-kamera.
- Han sagde op, præcis fordi han ikke kunne gøre det rigtige. Han kunne ikke give børn med udfordringer det, de havde behov for, inden for det budget, han rådede over. Så han blev nødt til enten at bryde loven, overskride budgettet eller udhule normalområdet. Han valgte så at overskride budgettet, og det bragte ham i en uholdbar situation. Men det er vigtigt at understrege, at de andre valg også havde været uholdbare. Der var ingen rigtige løsninger at vælge. Når folk siger op og inviterer medierne med, handler det næsten altid om moralsk stress. De her mennesker henvender sig i desperation til medierne for at fortælle os noget. Måske skulle vi lytte lidt mere til dem, mener Nana Katrine Vaaben, der ikke har en opskrift på, hvordan man kommer problemerne til livs. Så ville hun have sagt det ”i første linje”, som hun siger. Men hun mener, at man er nødt til at indse, at nogle problemer ikke kan løses ude på de enkelte skoler.
- Skolelederne er nødt til at skubbe problemet tilbage til forvaltningerne. Og forvaltningerne skal i virkeligheden skubbe det videre op – til politikerne på Christiansborg, siger hun og tilføjer:
- For et par år siden kom der en bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø, som siger, at det er arbejdsgivers ansvar at sørge for, at det psykiske arbejdsmiljø er i orden. Det gælder selvfølgelig også for skoleledere, for de er også ansatte. Derfor kan de med god ret kræve, at hvis de skal stå med ansvaret, så skal de også have reelle og relevante handlemuligheder og de rette resurser.
Maja Plesner er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler