Frisættelsen er svær, men det er en kæmpe gave
Alt tyder på, at elevernes læring og trivsel vil øges, og medarbejdertilfredsheden vil stige, hvis politikerne tør sætte folkeskolen mere fri, som de har gjort i Holbæk og Esbjerg. Alligevel tvivler Lykke Mose, der forsker i velfærdsaftalen, på, at det vil ske, for det er ikke så ligetil.
Hvordan velfærdsaftalen på folkeskoleområdet i hele landet – når den på et tidspunkt bliver en realitet – kommer til at se ud i sin endelige form, er endnu ikke afgjort. Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen ”sætte folkeskolen fri sådan, at det åbenlyst vigtigste kommer i fokus.” Men hvornår det sker, og hvad ”det åbenlyst vigtigste” er, bliver blandt andet op til folkeskoleforligskredsen og ”Sammen om skolen” at vurdere. Det bekræftede børne- og undervisningsministeren i et interview i forrige nummer af Plenum, hvor han også gjorde det klart, at folkeskolen ikke nødvendigvis står øverst på listen, når velfærdsaftalerne skal indgås.
På baggrund af tidligere forskning i frisættelse og de hidtidige erfaringer fra Holbæk og Esbjerg – de to kommuner, der siden 2020 har deltaget i velfærdsforsøget på folkeskoleområdet – har Lykke Mose nogle betragtninger, der er værd at lytte til. Hun er erhvervspsykolog og rådgiver blandt andet om frisættelse af organisationers potentiale, og så er hun i gang med en ph.d. om frihedsforsøget i Esbjerg.
Hvordan tror du, den endelige velfærdsaftale på folkeskoleområdet bliver udformet?
- Jeg tror ikke, de kopierer Esbjerg og Holbæk. Når jeg hører, hvordan skolerne oplever samarbejdet med Christiansborg, så hører jeg ikke, at politikerne er der, hvor de er klar til at give alle kommuner den frihed, de to har fået.
Hvorfor ikke?
- Jamen fordi det er ret vildt. Man har lavet en omvendt øvelse i forhold til, hvad man har gjort i frikommuneforsøgene tidligere. Det her er en velfærdsaftale, og den er af en helt anden støbning, for den starter med, at man lægger al lovgivning inden for folkeskolen ned, og så vælger man, hvad man vil fastholde. I de tidligere frikommuneforsøg og generelt i arbejdet med at afbureaukratisere har man mere gjort det, at man fastholdt det meste, og så valgte man tre ting, man pillede ved. Det betød, at forvaltningerne godt kunne fortsætte deres måde at arbejde på og hele deres apparat og logik. Det kan de ikke i velfærdsaftalen, fordi det hele er kastet op i luften, og det vil Undervisningsministeriet og STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, red.) nok ikke kunne følge med til, fordi det er uvant for dem at understøtte udvikling lokalt. De er vant til klassisk top-down-styring. For eksempel har det taget dem flere måneder at svare på nogle spørgsmål fra skolelederne, og samtidig har de bedt skolerne om en handleplan med så kort frist, at skolelederne reelt ikke kan nå at inddrage medarbejderne i udformningen af den. Jeg har indtryk af, at de gerne vil skabe et godt samarbejde, men også er på udebane. Så hvis de sætter alle skoler fri, er jeg godt nok spændt på at se, hvordan de finder ud af det med 98 kommuner på én gang.
Lykke Mose
- Lykke Cecilie Mose er cand. psych. fra Aarhus Universitet, 2011
- Er tilknyttet konsulentvirksomheden Agora
- Har i mere end 10 år arbejdet med organisationsudvikling i både offentligt og privat regi – herunder ledelse, medarbejdere, teams, bestyrelser, stresshåndtering og procesfacilitering – og har afholdt kurser i blandt andet kommunikation og konflikthåndtering, tværgående koordinering samt forandrings- og strategiprocesser for organisationer.
- Hun er især drevet af ambitionen om at frisætte organisationer fra forældede ledelses- og styringslogikker - for i højere grad af at tage fælles ansvar for organisationens formål.
- Siden 2020 har Lykke Mose som ph.d. studerende forsket i frihedsforsøget i Esbjerg for at afdække, hvordan forskellige former for styring, ledelse og samarbejde påvirker skolernes evne til at styrke elevmotivationen, elevinddragelsen og indfri formålsparagraffen.
Hvad er det for en logik, du taler om, der hersker i forvaltningerne?
- Hele den logik med, at man kan skabe kvalitet ved at styre og lede alle lige. Den kigger vi på i velfærdsforsøget, for kan man egentlig det? siger Lykke Mose og uddyber:
- I kommuner er det meget almindeligt at tænke, at der skal gælde det samme for alle, hvis man skal sikre retfærdighed og lighed for borgerne. Så en lokalpolitiker ville skynde sig at sige ”hvordan kan det være, at de godt kan få svømning der, hvis ikke de kan få det der?” Eller ”hvorfor har de retningslinjer for antimobning på den skole og ikke på den?” Problemet er bare, at det ikke er sådan, at bare fordi forvaltningen har meldt den samme mobbepolitik ud for alle skoler i kommunen, så har alle børn lige gode forudsætninger for ikke at blive mobbet. Alligevel er det den måde, forvaltningerne bliver drevet på også fra politisk hold, og dermed også den måde, forvaltninger driver skoler på. Det er virkelig en sejlivet og bureaukratisk logik.
Tænker du, at man fra politisk hold ligefrem ser en risiko forbundet med at give alle folkeskolerne lige så stor frihed som i forsøget?
- Ja, og derfor har man heller ikke gjort det tidligere. I de tidligere frikommuneforsøg har kommunerne skullet redegøre for, hvordan de ville sørge for, at friheden ikke resulterede i noget, der blev værre. Så hvis man virkelig tror på, at man kvalitetssikrer bedst ved at lave retningslinjer, der er ens for alle, løber man jo en større risiko ved at give helt slip på kontrollen.
Hvis man spørger skolerne selv, hvor meget frihed ønsker de så?
- Ja, det er så det, jeg synes er så interessant i det her. Fordi den her logik er så udbredt, er man slet ikke opmærksom på, hvordan alle dem, som styringen er rettet imod, faktisk er med til at opretholde den. Det opdager man først, når den forsvinder. Når man på forvaltningsniveau for eksempel sender en skrivelse ud til skolerne, hvor der står: ”Find ud af, hvad I har brug for at gøre, for at vi segregerer færre børn i overgangen fra børnehave til skole, og fortæl os så, hvad I har fundet ud af.” Så siger folk: ”Det er da en meget åben ramme. Hvordan vil I sikre, at det og det og det bliver gjort?” Lærerkredsformanden siger: ”Hvorfor står der ikke, at lærerne skal inddrages?” Politikerne siger: ”Der skal da stå, at forældrene skal inddrages. Og PPR siger: ”Der skal da stå, at skolen skal samarbejde med os,” og så videre. Det kan forvaltningen være helt enig i, men det var jo netop det, de selv skulle finde ud af, og det skulle ikke skrives ind som et krav. Den varetagelse af egne interesser, som alle er trænet i, risikerer at ende med, at forvaltningen alligevel laver en meget minutiøs drejebog for, hvad skolerne skal gøre for at gøre alle tilfredse, men uden at opgaven løses bedre. Og så er vi tilbage i det gamle loop, hvor man tænker, at man kun kan kvalitetssikre, når man detailstyrer med procedurer for alt. Det er en ekstremt undervurderet rævesaks, vi sidder fast i, og den dynamik, synes jeg, er vildt interessant at få øje på, siger Lykke Mose og tilføjer, at eksemplet er hentet fra virkeligheden.
Så det, du siger, er, at det kan tage længere tid at slippe styringen, end man lige går og tror, fordi der er tale om en større kulturændring i virkeligheden?
- Ja, netop, siger hun og kommer med et andet eksempel fra en kommune, hvor skolelederne oplevede, at klagesager fra forældre blev håndteret meget formelt. Blandt andet brugte skolelederne lang tid på at skrive lange redegørelser til forvaltningen for at forklare sagsforløbet.
- Og så snart det er skriftligt, skal du gøre dig ekstra umage, fordi det kan blive brugt imod dig, hvis du har været upræcis. Så det hele kommer let til at handle om at have sin ryg fri i stedet for, hvad man kan gøre for at få genetableret et godt samarbejde med forældrene. Nu er de så på alle niveauer i gang med i højere grad at håndtere de her henvendelser gennem en tillidsbaseret dialog. Og en af skolelederne fortalte, at det faktisk godt kunne være lidt angstprovokerende, for når forvaltningen nu fik en henvendelse fra nogle forældre, ringede de og spurgte: ”Kan du stå på mål for, at der er styr på det, for så regner vi med, at det bliver løst, hvis ikke vi hører mere fra dig.” Og nu lå hele ansvaret jo så hos ham som skoleleder.
I Holbæk og Esbjerg er det alligevel lykkes at udnytte friheden til at gøre nogle ting anderledes. Hvad har de fokuseret på?
- Flere af dem har eksperimenteret med at udforme undervisningen, så den imødekommer elevernes behov bedst muligt og dermed stimulerer elevernes motivation og læring. Det er lykkes flere steder. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan de har grebet det an. Helt konkret er der en skole, hvor de beskriver, at de bedre kan tilpasse holddannelsen af eleverne på tværs af årgangen fleksibelt, fordi der ikke er de her klasser, som eleverne død og pine skal gå i. Det har faktisk givet en bedre organisering af skoleskemaet, hvor de bruger den viden, de løbende høster. Det kan være sådan noget som, at nogle elever ikke fungerer særlig godt i den her klassedynamik lige nu, så det kunne være rigtig godt at sætte dem i nogle hold, hvor de oplever nogle andre dynamikker. Eller nogle elever har megameget gang i matematik, så lad os fyre endnu mere op for det i en periode, og så skubber vi lidt, hvor hurtigt vi går over til det næste fag. Det skaber en bedre undervisning, og det er ikke bare mere meningsfuldt for eleverne, men også for lærere og pædagoger.
Men det kan man vel også gøre inden for de nuværende rammer?
- Ja, det er jo ikke, fordi noget af det her ikke har fungeret før, men tidligere har det været meget sværere at få lov at gøre. Nu er det bare nemmere at lave variationer og tilpasning til de behov, der hele tiden ændrer sig, og hvor kvaliteten baseres på, hvad der er det rigtige lige her, og ikke på, hvad man gør alle andre steder.
Vi har i en årrække talt utrolig meget om niveauer af faglighed og karakterer og PISA-undersøgelser og så videre. Tror du, det her er en bedre vej til at opnå den øgede læring, man har ønsket?
- Ja, det tror jeg, og det er faktisk en af mine kæpheste. Man skal have blik for, at hvis man styrker elevernes motivation, så øges deres læring og dermed deres karakterer også. Hvorimod, hvis man arbejder målrettet med at styrke deres evner til at klare sig godt til prøver, så øges deres motivation ikke. Og jeg tænker, det er en indlysende årsag til, at der er så stor mistrivsel, og at det faglige løft er udeblevet – at man har haft en overfokusering på den læring, der kan måles til prøver, kombineret med en ambition om, at gennemsnitskarakteren skulle løftes år for år.
Hvad har overrasket dig mest i velfærdsforsøget?
- Jeg vil sige, at jeg virkelig synes, det er en kæmpegave, de har fået. For alle de systemer, der er blevet frisat, har gjort, at de skal forholde sig mere reflekterende til deres faglighed, og hvordan de bruger den i relation til den kerneopgave, de er sat i verden for at løse, hvad enten de er medarbejdere eller ledere. Jeg er vildt imponeret over det der mentale skift, og hvad det gør ved dem, at de ikke bare skal rette ind og parere ordre. Det er også kommet bag på mig, at det er så stort et skifte, for det matcher ikke helt med den fortælling, vi har om den danske folkeskole som meget grundtvigiansk, demokratisk og flad.
Hvordan oplever du, at skolerne har modtaget ”gaven”?
- De kan godt lide det, og de kan se, at det er virkelig tiltrængt, men de kan også synes, at det er lidt svært. Jeg tænker, at det betyder, at de får mere på deres tallerken. For det kræver altid flere resurser at ændre vaner, end det gør at følge dem. Det tager lang tid at finde ud af, hvordan det her giver mening, og der er nogle, der bliver usikre, og de skal have tid til at tale sammen og udvikle, samtidig med at hverdagen kører. Men jeg tror, at det på sigt kommer til at gøre, at de får et meget mere meningsfuldt og nydelsesfyldt arbejdsliv, hvor de i højere grad bruger tiden på det, der skaber værdi.
Maja Plesner er freelancejournalist
Når frisættelsen bliver en realitet
Lykke Mose kommer her med fire vigtige pointer, som er gode at have i baghovedet, når frisættelsen bliver en realitet:
1. Forvaltningens rolle. Nogle forvaltninger og politikere evner at kigge indad og sige, hvordan gentænker vi? Og det er vigtigt. Men det er ikke en selvfølge, at man tænker, at man selv skal gøre noget anderledes. Lokalpolitikere er også lægmænd, der kan være ret meget i tvivl om, hvad deres ledelsesstil betyder i praksis, men den har en kæmpe betydning.
2. Elevinddragelse. Alle er enige om, at elevinddragelse er godt og vigtigt, men det er meget forskelligt, hvad man forstår ved det, og der er generelt for lidt viden om det på skolerne – også i forhold til, hvad vi faktisk ved. Det, man bør lægge vægt på, er, at det foregår i klasseværelserne og også gerne igennem forældresamarbejdet, for forældrene kan også bringe nogle elevers stemmer videre. Det skal ikke vinges af med et flueben, fordi man har et meget aktivt elevråd, der kommer helt til København og besøger Christiansborg. Og det er vigtigt, at man tænker over, hvad man som leder skal gøre for at understøtte elevinddragelsen i praksis. Det er ikke kun medarbejdernes ansvar.
3. Formålet i fokus. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det er en velfærdsaftale, der skal sætte fokus på at øge velfærd. Det vil sige bedre indfrielse af folkeskolens formålsparagraf. Det bliver indimellem omtalt som en ambition om at sætte skolerne mere fri fra politisk styring. Men det handler ikke om at bestemme bare for at bestemme. Det handler om at være frisat til at sætte formålet i fokus frem for retningslinjer. Det er frihed til at kigge på, hvordan vil vi tage ansvar for, at vi løser vores opgave bedst muligt.
4. Skoleskemaet og fællesforberedelse. Der ligger en masse værdiprioriteringer i et skema og i lærernes forberedelsestid. Man skal ikke underkende, hvor meget skemaet og forberedelsesformen og tiden afgør evnen til at lave den fleksible undervisning, der virkelig styrker elevernes trivsel og læring. Men der er en risiko for, at man tænker, at forberedelsen er noget, der håndteres i lokalaftalen, og at skoleskemaet er noget, nogle gode skematilrettelæggere tager sig af. Frem for at man får nogle pædagogiske drøftelser af, hvad man vil med undervisningen, og i halen på de drøftelser kigger på, hvilke skemaer og hvilken fællesforberedelse der er behov for så de pædagogiske mål. Og så kan man give det til nogle tilrettelæggere.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler