Frisættelse af folkeskolen står ikke lige for døren
Den nye regering vil fortsætte arbejdet med at frisætte den offentlige sektor. Også folkeskolen, men den er ikke førsteprioritet, lyder det fra den nye børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Til gengæld lover han ”at se på det”, hvis der er noget, der forhindrer en succesfuld inklusion.
Der kommer til at ske ændringer i folkeskolen de kommende år. Det har Mattias Tesfaye allerede flere gange givet udtryk for i de interviews, han har givet, efter han i december sidste år blev udnævnt til børne- og undervisningsminister. Især drejer det sig om en af hans vigtigste politiske mærkesager: at gøre folkeskolen mindre boglig ved at styrke den praktiske del af alle fag og give særligt udskolingen flere timer i for eksempel håndværk og design. Indsatsen skal tydeliggøre for eleverne – og deres forældre – at gymnasiet ikke er den eneste vej at gå efter 9. klasse. Det er ministerens håb, at det vil få flere til at vælge en erhvervsuddannelse ud fra devisen, at velfærdssamfundet har brug for både kloge hoveder og kloge hænder.
Det er noget, ministeren ”rigtig gerne vil lykkes med”, fortæller han, men han er også indforstået med, at skoleledere er optagede af andre store emner i disse år. Eksempelvis frisættelsen af folkeskolen, mistrivsel, inklusion og skolernes økonomi, som vi spørger ham om her i hans første interview til Plenum.
Frihed og ansvar
Den 10. februar indgik et flertal på Christiansborg en aftale om at forlænge de frihedsgrader, der blev givet under corona, så de også gælder i det kommende skoleår (2023/24). Det drejer sig blandt andet om friheden til at konvertere understøttende undervisning til to-voksenordning.
Frihed i folkeskolen er også en del af regeringsgrundlaget, hvor der står, at regeringen vil ”sætte folkeskolen fri sådan, at det åbenlyst vigtigste kommer i fokus”. Hvordan og hvornår, det skal ske, skal dog drøftes med folkeskoleforligskredsen. Og ret meget mere konkret bliver Mattias Tesfaye ikke på nuværende tidspunkt.
Inden valget var der godt 40 kommuner, der meldte ud, at de gerne ville deltage i velfærdsforsøget på skoleområdet. Kan du sige noget om, hvad status er?
- På lidt længere sigt er der en bredere diskussion om, hvordan vi får frisat større dele af den offentlige sektor – herunder folkeskolen. Vi skriver i vores regeringsgrundlag, at vi vil starte med ældreområdet, men det betyder jo ikke, at vi skal stå stille, når det gælder skolen. Det betyder bare, at det ikke er skoleområdet, vi starter med. Det er derfor heller ikke sådan, at jeg står lige foran at fremsætte et eller andet lovforslag, der slipper det hele fri. Lige nu kører der jo forsøg med større frihed i Esbjerg og Holbæk, og vi starter med at få indhentet nogle erfaringer derfra, og så skal vi have en mere grundlæggende diskussion om, hvordan vi forestiller os den offentlige sektor skal forvandles, fortæller Mattias Tesfaye og tilføjer:
- Men i virkeligheden synes jeg, at det står meget godt i folkeskolens formålsparagraf. Der står, at det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for folkeskolen, men det er den enkelte skoles leder, der har ansvaret for undervisningens kvalitet og organiseringen og tilrettelæggelsen af undervisningen. Men det er, som om vi både på Christiansborg og i mange kommunalbestyrelser har fået truffet beslutninger, som de facto flytter beslutningerne væk fra skolernes ledelser og over på et politisk niveau. Hver enkelt af de politiske beslutninger kan godt begrundes, men lagt ved siden af hinanden binder det skoleledelserne, så de får svært ved at leve op til det, der står i formålsparagraffen.
Mattias Tesfaye
- Født den 31. marts 1981
- Vokset op i Aarhus
- Uddannet murer
- Har været medlem af Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015
- Var i den tidligere regering først udlændinge- og integrationsminister og siden justitsminister
- Blev udnævnt til børne- og undervisningsminister i SVM-regeringen i december 2022
- Forfatter til den skønlitterære roman Livremmen (2005), debatbogen om social dumping Vi er ikke dyr, men vi er tyskere (2010) og debatbogen Kloge Hænder – et forsvar for håndværk og faglighed (2013)
- Bor i Albertslund med sin hustru Signe Hagel Andersen og deres tre børn
I Holbæk og Esbjerg siger de, at de ikke ser nogen grund til, at man venter, for de kan allerede nu se, at trivslen er steget hos både lærere og elever. Så er det ikke bare et spørgsmål om at komme i gang?
- Det er ikke sådan, at både Holbæk og Esbjerg skal være afsluttet og evalueret, før vi kan tage det næste skridt. Men det er også bemærket, at nogle af lærerkredsformændene begge steder ikke synes, det vil være en god ide at give alle skoler stor frihed fra den ene dag til den anden, men at den optimale løsning set fra deres perspektiv vil være at vente til skoleåret 2024/25. Så er der forskellige vurderinger af, hvad de foreløbige erfaringer fra de to kommuner er. Og med det forbehold, at jeg kun har siddet i ministerkontoret i ganske kort tid, er det indtil videre også min oplevelse, at det med frisættelse bliver fortolket lidt forskelligt, afhængigt af om det er på Christiansborg, i kommunerne, i KL eller blandt de skoleledere, lærere og forældre, jeg taler med. Derfor er det ikke så simpelt bare at slippe alting fri. For mig handler det lige så meget om ansvar, som det handler om frisættelse. Hvem er det, der skal træde et skridt frem og fylde rummet ud, når rigid, statslig styring træder et skridt tilbage? Vi har kun én folkeskolelov i Danmark, og det kan ikke være fuldstændig vilkårligt, hvad børn bliver mødt af. Der er nødt til at være nogle rammer og nogle minimumskrav i skolen, som sikrer et vist kvalitetsniveau.
Inklusion fylder
Ved juletid forærede Skolelederforeningen Mattias Tesfaye en ’julegave’, der bestod af foreningens helt nye anbefalinger til, hvordan vi kommer videre med inklusionsindsatsen, så alle elever trives, lærer og udvikles.
Det her med at gøre noget ved mistrivsel blandt børn og unge er jo også en del af regeringsgrundlaget, og der er nedsat en trivselskommission, der skal se på det. Men der kan jo gå lang tid, før den kommer med sine konklusioner. Hvad vil du gøre i mellemtiden?
- Jeg tænker lige lidt, for jeg synes ikke, det er så let, siger Mattias Tesfaye og holder en lang pause. Så siger han:
- I går besøgte jeg en folkeskole, hvor man for nogle år siden indførte nest-klasser. Det var første gang, jeg så det i funktion selv. Der var to lærere til 16 børn, hvoraf fire normalt ville have været i specialtilbud. Det var absolut inspirerende, synes jeg. Jeg er også ret overbevist om, at det er en del af løsningen på, hvordan vi håndterer de udfordringer, vi har, med et stigende behov for specialtilbud til børn, der har særlige udfordringer. Jeg vil gerne væk fra, at vi diskuterer, om en elev skal inkluderes i en klasse på 28 eller ekskluderes i et lillebitte højt specialiseret tilbud, hvor vi kan se, at kvaliteten ikke altid er så høj, som den burde være. Jeg tror langt mere på de her mellemformer, hvor vi samtidig prøver at bevare økonomien i den almindelige folkeskole.
Hvad mener du med at ’bevare økonomien i folkeskolen’?
- Kommunerne har jo kun de penge, de har, og det er klart, at hvis en stigende andel af børnene skal have de her ekstremt dyre specialiserede tilbud, jamen så er der færre penge til rådighed til resten. Og det er en dårlig spiral at komme ind i. Jeg synes, det er en langt mere sympatisk tilgang, at fællesskabet er i stand til at rumme flere.
Men en del af den kritik af inklusionsloven, der har lydt de seneste 10 år, er jo, at man har stillet nogle krav om, at skolerne skal kunne rumme flere og flere børn med særlige behov, uden at der er fulgt ekstra penge med. Er det noget, du har tænkt dig at lave om på?
- Altså, de konkrete prioriteringer foretager man jo på det enkelte rådhus. Jeg kan bare konstatere, at i hvert fald i Aarhus var det vigtigt for rådmanden at understrege, at nest-klasserne sådan set ikke er en billigere måde at håndtere udfordringerne på. Det er bare en anderledes måde og en måde, som sikrer, at pengene bliver i folkeskolen.
Så hvad er dit råd til skolelederne i forhold til at løse inklusionsudfordringen? At de bør skele til nest-klasserne i Aarhus?
- Der er jo mange kommuner efterhånden, der har erfaringer med de her mellemformer. Jeg synes ikke, man skal kopiere en bestemt skole i Aarhus eller et andet sted. Der er mange, der er på vej i den rigtige retning. Og jeg kommer ikke til fra Christiansborg at vedtage en eller anden lovgivning, der forpligter alle kommuner til at gøre noget bestemt. Men hvis der er noget i lovgivningen eller økonomien, der forhindrer, at man skalerer det her op, så vil jeg gerne se på det.
Bruger mange penge på skoler
Der har været besparelser på skoleområdet i en del af landets kommuner, og skolerne er heller ikke tydeligt økonomisk prioriteret i regeringsgrundlaget. Vil du arbejde for, at der bliver tilført flere midler til skolerne i de kommende år?
- Jeg synes nu, at skolerne er prioriteret i regeringsgrundlaget og også bredt set i Danmark. Vi er jo ikke et land, der bruger få penge på vores grundskole. Vi bruger mange penge på grundskolen. Det er nok den enkelte komponent i regeringens politik, der koster allerflest penge. Men jeg afviser på ingen måde, at der også kan være behov for noget ekstra økonomi. Det tror jeg for eksempel, der bliver, i forhold til at der bliver brug for nye lærerkompetencer og nye faglokaler til en mere praktisk skole. Men jeg kunne bare godt tænke mig, at diskussionerne starter med, hvad det er for en skole, vi vil have, fremfor at det altid starter med pengene.
Maja Plesner er freelancejournalist
Tesfayes politiske rejse
Mattias Tesfayes politiske engagement begyndte allerede i folkeskolen, hvor han meldte sig ind i ungdomsorganisationen Rød Ungdom, der var tilknyttet Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML). Som murerlærling var han aktiv i fagforeningsarbejde og nåede at være formand for først murerlærlingene i 3F og siden 3F Ungdom.
Siden har han været på en lang politisk rejse mod højre. I 2005 blev han medlem af Enhedslisten, men tre år senere i 2008 forlod han partiet til fordel for SF og blev medlem af partiets landsledelse i 2010. I 2013 skiftede Tesfaye endnu en gang parti, da han meldte sig ud af SF og ind i Socialdemokratiet, som han har repræsenteret i Folketinget siden 2015.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler