Fra bænket skoledag til brøker i bevægelse
Folkeskolens rum og relationer har flyttet sig. Fra at være faste rækker og standardiserende blikke er det nu fleksible miljøer, hvor motivation, krop og samarbejde driver læringen. Historien viser, hvordan rummet ændrer pædagogikken – og omvendt.
I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvilken betydning folkeskolens fysiske rammer har for elevernes udvikling, læring og trivsel. Dette første afsnit tager afsæt i historien og viser, hvordan skiftende idealer og tidsånd har spillet en rolle.
- Det er blikket, der er afgørende her, understreger Helle Bjerg flere gange, mens hun fortæller om sin ph.d.-afhandling fra 2011, hvor omdrejningspunktet var folkeskolens historiske udvikling set fra elevperspektiv. Et perspektiv, som Helle Bjerg, der ud over at være forsker også er skoleleder på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg, fik frem ved at interviewe adskillige personer, der var elev i folkeskolen i 1950’erne, 1970’erne og 1990’erne. I interviewene var det ikke klasseværelsets fysiske indretning eller undervisningens indhold, der fyldte. Det var snarere elevernes erindringer om lærerne og mere specifikt erindringerne om det blik, som læreren havde på eleverne, og det blik, som eleverne omvendt havde på læreren. De mange interviews klargjorde, hvordan det blik har ændret sig gevaldigt gennem historien
- I 1950’erne var stort set alle klasseværelser bygget ens op. Et kateder foran tavlen, og endda ofte på et podie, så læreren kunne overskue hele klassen på én gang. Læreren var fysisk ophøjet og indgød respekt. Eleverne sad ved borde på række med blikretning mod læreren. Indretningen understøttede dermed forestillingen om, at eleverne ikke skulle interagere med hinanden, men kun have blik for læreren og samtidig være synlige og tilgængelige for lærerens blik, fortæller Helle Bjerg.
Hun tilføjer, at det blik, som læreren havde på eleverne, var ’et standardiserende’ blik, der vurderede, hvordan eleverne passede ind i normen, og som registrerede, hvordan elever stak ud, hvis de fraveg det forventede.
Hesteskoform var et nybrud
Undervisningen i 1950’erne var ikke lagt an på at fange elevernes engagement eller motivation, og Helle Bjerg fortæller, at flere af eleverne fra den tids folkeskole da også tydeligt kan huske de få gange, de glimtvis oplevede, at læreren gik væk fra den docerende form og det faste pensum og i stedet fortalte en spændende anekdote, gav lov til at skrive en fristil eller foreslog en sang i stedet for en salme i musiktimen. Det vil sige lærere, som i undervisningen skabte et rum, hvor både lærere og elever kunne komme til syne på en ny måde for hinanden. Det var undtagelsen snarere end reglen, at eleverne blev mødt af et lærerblik, der interesserede sig ’for os’, det vil sige for dem som individer og personer frem for blot elever.
- Til gengæld skete der et nybrud i 1970’erne, hvor lærerne, der kom ud fra seminariet, pludselig havde ambitioner om at engagere og motivere eleverne i undervisningen. Det skete blandt andet ved, at lærerne helt fysisk begyndte at bevæge sig væk fra deres ophøjede position ved katederet og gik ned blandt eleverne i klasselokalet. Et lokale, hvor der indretningsmæssigt også skete nybrud, som når bordene blev sat i hesteskoform, så alle kunne se alle, eller bordene blev vendt mod hinanden to og to, så det blev muligt at tale og løse opgaver sammen i grupper. Her blev der tale om et undervisningsrum, hvor eleverne også skulle interagere med hinanden og tage del i undervisningen på en ny måde. Det kunne konkret også være ved at skabe et teaterstykke sammen, have en klassediskussion eller andre former for undervisning, der inviterede eleverne til aktiv deltagelse.
Helle Bjerg fortæller videre, at det i erindringerne fra 1990’erne fremstår som en selvfølge, at lærerne har blik for den enkelte elev og har ansvaret for at kunne tilrettelægge en undervisning, der rammer netop den enkelte:
- Hvor kedsomhed er en naturlig del af skoledagen i 1950’erne, er det i 1990’erne blevet et emne, som forældrene kan tage op til skole-hjem-samtalen som noget, læreren må forholde sig til. Lærerblikket er altså i høj grad blevet et ’differentierende blik’, der skal se den enkelte elev, og læreren er ansvarlig for at vække elevens motivation.
Skolens rammer
- I 1720 oprettes et skolesystem for alle med små skolebygninger med en forstue og en skolestue med to lange træborde og bænke sat fast i gulvet. Læreren er den almægtige underviser og afstraffer gerne fysisk, hvis eleverne ikke kan huske udenad. En pædagogik, der fortsætter, da Folkeskoleloven vedtages i 1814, og det bliver statens opgave, at alle børn skal modtage undervisning. Herefter bygges der ud over landsbyskoler større skoler i flere etager i byerne, der med deres monumentale arkitektur skal indgyde respekt hos eleverne.
- I 1930’erne kommer de meget store centralskoler, hvor børn fra et større opland samles. Indretningen er den kendte opstilling med læreren ved et ophøjet podie, mens eleverne sidder på række ved mindre borde.
- Efter Anden Verdenskrig kommer flere skolebyggerier i funktionalistisk stil, hvor lys gennem store glaspartier dominerer. I 1960’erne bliver adskillige skoler opført til de store efterkrigstidsgenerationer. Det er skoler i én etage med fællesarealer, små klasselokaler og fagrum, der spreder sig over mange kvadratmeter.
- I 2002 bygges Hellerup Skole som et moderne nybrud, hvor der er højt til loftet både fysisk og pædagogisk. Her er plads til at udfordre motorikken, boltre sig på store udearealer og opdele rummene fleksibelt med flytbare skillevægge for at rumme projekter på tværs af klasser og årgange. Her er intet lærerværelse, men et caferum for både lærere og elever, der skal gøre børn og voksne mere ligeværdige.
Fra skærmblik til dialogisk undervisning
De seneste årtier har undervisningen og indretningen af klasserummet været præget af, at det ikke er katederet, men skærmen, der skal stå centralt for elevernes blikke. Det har ifølge Helle Bjerg haft den konsekvens, at elevernes blik igen er blevet vendt væk fra hinanden. Ikke for at vende opmærksomheden mod læreren, men mod en skærm.
- Fra i årtier at have arbejdet os frem mod en mere dialogisk rumindretning og dialogisk undervisningsform har skærmene vendt det lidt på hovedet. Nu er skærme så ved at blive rullet tilbage, og undervisningen gøres igen mere analog kombineret med mere praksisfaglighed, og det vil utvivlsomt kunne aflæses i måden, vi indretter skolen på, og i måden, undervisningen tilrettelægges på af lærerne, siger Helle Bjerg.
Den betragtning bakker Bodil Hovaldt Bøjer op. Hun er ph.d. i design af læringsmiljøer og adjunkt ved Det Kongelige Akademi, Institut for Design og Visuel Interaktion og har i årevis beskæftiget sig med, hvordan læringsrum kan bruges som en pædagogisk resurse til at få eleverne til at deltage aktivt i læreprocesserne.
- Vi ved fra forskningen, at aktivitets- og erfaringsbaseret læring, altså læring, hvor både krop og hjerne sættes i spil, er en god måde for mange børn at tilegne sig ny viden på. Derfor må klasserummet også give plads til kroppen og forskellige måder at lære på, forklarer Bodil Hovaldt Bøjer.
Åbne rum blev rullet tilbage
Fleksible og aktivitetsbaserede læringsmiljøer bliver ifølge Bodil Hovaldt Bøjer ofte fremhævet som noget nyt i folkeskolen, men hun peger på, at i praksis bygger de på pædagogiske ideer, der har præget den danske folkeskole i årtier:
- Projektarbejde, gruppearbejde og samarbejde har længe været centrale undervisningsformer, men ofte gennemført i klasselokaler, der ikke har understøttet variationen i læringsaktiviteter.
Rent historisk, fortæller Bodil Hovaldt Bøjer, dukkede de fleksible læringsmiljøer for alvor op i Danmark i 1970’erne med åbenplanskolerne, der var tydeligt inspireret af internationale strømninger i pædagogik og skolebyggeri, især fra USA, Storbritannien og de andre nordiske lande. Her eksperimenterede man med at erstatte det traditionelle klasseværelse med store og mere åbne fællesarealer, hvor flere klasser og lærere kunne arbejde samtidigt. Intentionen var at understøtte samarbejde, differentiering og mere elevaktiv undervisning. Erfaringerne viste imidlertid, at rummenes åbenhed ofte skabte udfordringer med støj, overblik og organisering.
- I årene efter åbenplanskolernes storhedstid gik mange skoler derfor gradvist tilbage til det klassiske klasseværelse. I løbet af 1980’erne og 1990’erne blev vægge genopført, fællesarealer opdelt, og undervisningen organiseret omkring faste klasser og tydelige rammer, fortæller Bodil Hovaldt Bøjer og tilføjer, at det først var omkring årtusindskiftet, at man igen begyndte at udfordre klasseværelsets dominans. Denne gang med større opmærksomhed på samspillet mellem rum, pædagogik og organisering. Nutidens fleksible læringsmiljøer bygger videre på både åbenplanskolernes ambitioner og erfaringerne fra tilbagevenden til klasselokalet.
En del af den pædagogiske værktøjskasse
For at rammerne giver mening, er det essentielt, at pædagogik og rum spiller sammen, og at lærerne bruger de fleksible muligheder aktivt, fortæller Bodil Hovaldt Bøjer.
- Det er jo ligemeget med flytbare møbler, aktive zoner og fordybelsesnicher, hvis møblerne aldrig flyttes rundt, al aktivitet sker på samme sted og måde, og nicherne står tomme hen.
Hun understreger også, at når rummet bruges som en pædagogisk resurse, vil det give højere uddannelsesglæde og læring for eleverne. Får du som barn lov til at røre dig, lave eksperimenter og tale med dine kammerater om mulige løsninger på en opgave, er skoledagen sjovere og vil for mange betyde dybere læring, modsat udenadslæren, end hvis du sidder stille på en stol og lytter 45 minutter ad gangen.
Rum til mere lærersamarbejde og praksisfaglighed
Bodil Hovaldt Bøjer erkender, at nogle forældre måske kan være bekymrede for, om deres børn lærer nok i de mere fleksible rammer, der lægger op til en anden undervisningstilgang, end forældrene selv har været vant til.
- Her er svaret at henvise til de undersøgelser, der viser, at rigtig mange børn lærer mere og trives bedre i de her fleksible rammer, end når de sidder bænket i et lille klasseværelse med blikket rettet mod lærerbordet og læreren hele dagen. Det fleksible læringsmiljø understøtter den fremtid, som børnene kommer ud i. En fremtid med jobs, som vi endnu ikke kender i dag, og med store udfordringer som klimakrise og social ulighed, der kræver børn og unge, som kan tænke ud af boksen, som kan kommunikere og samarbejde for at finde de gode løsninger, forklarer Bodil Hovaldt Bøjer.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler