Forældremødespil kan bruges til at styrke klassens fællesskab
Når flere elever skal være en del af almenområdet, bliver det endnu vigtigere at inddrage forældre i trivselsarbejdet, mener skoleleder Søs Løkke. I denne artikel beskriver Skole og Forældre, hvordan et nyt spil kan hjælpe lærerne med at få en åben og tryg dialog om fællesskaber.

– Hvis vi skal løfte kulturændringer i folkeskolen, er det sindssygt vigtigt, at forældrene er med, siger Søs Løkke, der er skoleleder på Hindsholmskolen i Kerteminde.
Som i mange andre kommuner er der i Kerteminde Kommune sat gang i en bevægelse, der har til formål, at alle elever skal tilbydes en plads på den lokale almenskole. På Hindsholmskolen gør de sig derfor en del tanker om, hvordan de kan understøtte, at alle elever bliver en del af klassefællesskabet. Som et led i den proces var både ledelsesgruppen og personalet til en workshop, som Skole og Forældre afholdt om forældrenes betydning for fællesskabet.
– Som skole er vi nødt til at have hele elevens liv for øje. Der sker jo også en hel masse, efter at skoledagen er slut, som kan have indflydelse på elevernes fællesskab. Vi kan mærke, at dét, der bliver snakket om hjemme ved spisebordet, tager børnene med i skole. Hvis der bliver talt positivt og nuanceret om de andre elever i klassen, så smitter det af på elevernes måde at være sammen på. Det gør det også, hvis der bliver talt dårligt om nogle elever derhjemme. Så kan der være nogle børn, der kommer lidt i klemme, siger Søs Løkke.
Det kan være nogle svære og sårbare samtaler at have, så det er en fordel at have et gennemarbejdet materiale, man kan bruge
Søs Løkke, skoleleder på Hindsholmskolen
Spil kan starte dialog på forældremøder
Langt de fleste forældre vil faktisk gerne hjælpe med at styrke fællesskabet i klassen. I en undersøgelse fra Skole og Forældre svarer 9 ud af 10 forældre, at de gerne vil inddrages i arbejdet med venskaber og fællesskabet i klassen. Og 77% oplever, at de kan gøre en forskel for fællesskabet i deres barns klasse, viser undersøgelsen, der er fra 2023 med besvarelser fra 848 forældre til børn i folkeskolen.
På Skole og Forældres workshop på Hindsholmskolen fik ledelsen og personalet konkrete bud på, hvordan de kan arbejde med at inddrage forældrene. Skole og Forældre har også udviklet Forældremødespillet, som skoler gratis kan bruge til at sætte gang i en dialog om klassefællesskabet i forældregruppen. Og det er der god brug for, mener Søs Løkke.
– Det kan være nogle svære og sårbare samtaler at have, så det er en fordel at have et gennemarbejdet materiale, man kan bruge. Det kan godt være en udfordring for lærerne at skulle stå og tale om dilemmaer i fællesskabet, uden at nogen i forældregruppen føler sig udstillet eller synes, det er underligt, at lærerne skal fortælle forældrene, hvordan de skal være forældre, forklarer hun.
Film om fire temaer
Forældremødespillet har fire temaer, der hver indeholder en række små filmscener, hvor skuespillere spiller en scene, der kunne være foregået på enhver skole blandt forældrene.
– Personalet oplevede, at det er meget realistiske situationer, man ser i filmene, selvom de selvfølgelig er sat lidt på spidsen for at sætte gang i samtalen. Filmene fungerer godt som ”et fælles tredje”, hvor man kan få et nyt perspektiv på forældrenes betydning og måske se sig selv lidt udefra, uden at det bliver personligt. Når det er et neutralt udgangspunkt, tror jeg, at det bliver lettere for forældrene at samles om det, der også kan være svært ved at være forælder, siger Søs Løkke.
Projekt Fællesskabet og Forældremødespillet
- Projekt Fællesskabet er udviklet af landsorganisationen Skole og Forældre med støtte fra Egmont Fonden. Formålet er at styrke børnefællesskaber med særligt fokus på børn i udsatte positioner. Alt materiale er frit tilgængeligt.
- På fælles-skabet.dk er der viden om forældrenes betydning for fællesskabet og gode råd til lærere og pædagoger, forældre, kontaktforældre og skolebestyrelser.
- Forældremødespillet består af korte film og refleksionsspørgsmål, der er udviklet til at skabetrygge samtaler på forældremøder. Der er fire temaer: Sociale arrangementer, venskaber, konflikter og samarbejdet i forældregruppen. Der er desuden vejledninger til personalet.

Vigtigt, at alle bliver hørt
Én ud af ti forældre føler sig ikke trygge ved at give udtryk for deres mening på forældremøder i deres barns klasse, viser undersøgelsen fra Skole og Forældre.
– Det er betingelsen for et rigtigt fællesskab, at alle forældre har lyst til at bidrage til samtalen i forældregruppen. Det bliver jo et pseudofællesskab, hvis man kun hører dem, der taler højest eller har en mening om alt, siger Søs Løkke.
Hun håber, at Forældremødespillet også kan understøtte, at alle forældre får en stemme. Spillet lægger nemlig op til, at forældrene taler sammen i mindre grupper, hvor det kan være lettere at komme på banen. Forældrene skal også svare på forskellige spørgsmål digitalt, der kan samles op på efterfølgende i plenum i anonym form.
En af filmene i spillet handler for eksempel om en mor, der (måske) ikke har råd til at deltage i en middag, som kontaktforældrene er i gang med at arrangere. Og netop økonomisk fattigdom kan være tabubelagt at tale om.
– Det kan være svært at række hånden op og sige, at man ikke har de penge, som hytteturen koster. Måske er det ikke de store beløb per gang, men hvis man har flere børn, og der er mange arrangementer og fødselsdage, kan det godt løbe op. Det er et af de områder, som det er vigtigt at have fokus på, hvis man vil have alle med i fællesskabet, siger Søs Løkke.
Ved at filmene viser det økonomiske dilemma i klassen, får forældre med få økonomiske midler også en stemme, selvom de ikke selv har mod på at tage ordet på forældremødet. Det samme gælder andre typer af sårbarheder.
– Jeg tror, at der er nogle forældre, der ved hjælp af filmene vil komme til at se mere nuanceret på klassefællesskabet, siger skolelederen.

Ledelsen i spidsen for fælles indsats
Søs Løkke er meget bevidst om, at hvis deres indsats for fællesskabet skal lykkes, må skoleledelsen sætte rammerne og vise vejen – men også inddrage medarbejderne.
– Vi har i ledelsen sendt et tydeligt signal om, at det, vi gerne vil, er at inddrage forældrene og bruge Forældremødespillet i indskolingen. Og så skal vi sammen med lærerne lægge en plan for, hvornår det giver bedst mening at bruge det. Det skal ikke være afhængigt af den enkelte lærer, om de synes, tiden er til det. Der kan være mange ting, man skal nå på et forældremøde, så vi må sammen prioritere, hvad der er det vigtigste. Og her mener vi alle på skolen, at fællesskabet og forældrenes rolle i det er meget vigtig, siger hun.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler