Folkeskolens forkæmper forlader førertrøjen
Fremover får Claus Hjortdal mere tid til at være i naturen og favoritstedet Nationalpark Thy. Efter 10 år som formand for Skolelederforeningen takker han af og kan se tilbage på en tid, hvor han ved at tale for folkeskolen har vundet skoledebatten og placeret foreningen i en central position.
Hvis Claus Hjortdal havde en dag, hvor han helt selv kunne bestemme, ville han tilbringe den sammen med sin familie, helst ude i naturen. Det kunne være med børnebørnene i haven eller en gåtur i Nationalpark Thy, der er Danmarks største vildmark, og samle kantareller, cykle en tur og have madpakke med og bade i Limfjorden eller havet.
Siden 2014 har han stået i spidsen for Skolelederforeningen, og i 10 år har hans arbejdsuge ligget i et stramt skema, hvor han er stået op ti minutter i fire mandag morgen for at køre mod lufthavnen i Aalborg og flyve til København. Torsdag aften går turen hjem til Thisted og familien igen, hvor fredag er afsat til at arbejde hjemme og holde møder over Teams – det kan der ikke rykkes ved.
Men snart er det slut, og så kan han gøre med sine dage, som han vil. 64-årige Claus Hjortdal har besluttet ikke at genopstille til formandsposten, når der er valg den 30. oktober. Han vil vende hjem til sin kone, deres springerspaniel og huset i Thisted, sine fem børn og syv børnebørn, som gennem årene har været årsag til en snert af dårlig samvittighed, når han tog afsted.
- Da jeg blev valgt som næstformand i 2007, gik min kone og jeg en lang tur ved havet, hvor jeg sagde, at det her betyder jo, at vi kommer til at være fra hinanden, mere end vi måske havde lyst til. Men min kone sagde: Jeg vil gerne have en glad mand, så hvis det er det, du gerne vil, må vi finde ud af det, fortæller han og kalder sig privilegeret med sin hustru Birthe. Hun har arbejdet som skoleleder i 20 år og har været lige så engageret som ham i snakken om skoleledelse ved spisebordet derhjemme.
De har til gengæld haft en aftale om at tage en alvorlig samtale om situationen en gang om året og spørge hinanden: Går det godt? Kan vi finde ud af det her? Kan vi holde til det? Er det det, vi vil?, og han røber, at opsplitningen af hverdagslivet på jobbet i København og weekenderne hjemmet i Thisted også har haft en bagside.
- Det slider, siger han med en mere alvorlig mine.
Den solidaritet, der var i det store fællesskab, har jeg fået ind tidligt og har kunnet se værdien af
Claus Hjortdal, formand, Skolelederforeningen
Rundet af naturens barskhed
Her til morgen var Claus Hjortdal nede i havnen for at bade, da solen stod op.
- Det var sammen med en masse unge mennesker, som også har oplevet glæden ved at komme ned i det kolde vand. Det kan sgu godt vaske noget væk, siger han med et henført smil, der når op og trækker i rynkerne om øjnene.
- Jeg bruger meget naturen til at finde ro og gå eller cykle lange ture. Er jeg i København, så finder jeg nogle andre lommer. Jeg har en cykel herovre, og i foråret, sommeren og efteråret cykler jeg rigtig meget rundt og finder masser af sjove steder.
Fremover får den solbrune nordjyde mere tid til at være i naturen. Favoritstedet er Nationalpark Thy med det særlige lys fra havet, som han er rundet af.
- Der er så øde derude, og der får man fornemmelsen af den der enorme barskhed, den natur er udsat for. Der er ikke noget, der gror over en meters højde, fordi så bliver det svedet af salt og sand. Det er kun de stærkeste vækster, der kan holde til det der. Når man kommer i sensommeren, blomstrer lyngen, og man kan se en hel masse små vækster, der står og blomstrer i det der meget barske klima. På trods af salt og sandjord, så er der noget, der formår at overleve i det. Det er duftene, det er synet, det er lyden af hav og lyset fra havet ind mod klitterne, der giver et særligt skær, som har ligget dybt i mig, siden jeg var barn. Der falder det hele til ro i mig, når jeg kommer derud.
Flasket op i fagbevægelsen
Med sine 195 centimeter rager Claus Hjortdal godt op i landskabet, og for hver en centimeter handler det om at føle sig som en del af naturen og til stede i livet. Det er her, han er vokset op. Med en mor, der var sygeplejerske, og en far, der var smed og fagforeningsmand i Metal, så der blev snakket meget fagforeningssnak i hans barndomshjem.
- Hele den sociale side i min tilgang er meget fra min fars familie. Min farmor tog vagabonderne ind og gav dem mad og lod dem sidde med ved spisebordet, fortæller han og husker tilbage til den tid, hvor fagforeningen var et sted, arbejderne kom hen og betalte kontingent en gang om ugen.
- Og det var hjemme i vores baggang, hvor der stod en række blå smede hver torsdag eftermiddag mellem klokken fire og seks og skulle betale. Da jeg var stor dreng, skulle jeg stå og klistre mærker i deres fagforeningsbøger. Det der næsten ens uniformerede korps af smede. De lugtede allesammen af cigaretrøg og olie og sved og grinede meget højt, så jeg var bange for dem i starten. Men den samhørighed, som min far styrede, fordi det var ham, de kom hen til – han var sådan halvt socialkontor også og hjalp dem med at finde jobs. Den solidaritet, der var i det store fællesskab, har jeg fået ind tidligt og har kunnet se værdien af.
Claus Hjortdal
- Formand Skolelederforeningen 2014-2024
- Næstformand Skolelederforeningen 2007-2014
- Skoleleder Øster Jølby Skole 2003-2007
- Viceinspektør Tingstrup Skole 1996-2003
- Førstelærer/skoleleder Skjoldborg Skole 1992-1996
- Lærer Koldby Skole 1986-1992
- Uddannet lærer fra Nørre Nissum Seminarium 1986
- Har været på ynglingelandsholdet i volleyball
- Har spillet tværfløjte og signalhorn i Livgardens tamburkorps
- Har gennemført to år af uddannelsen på Biblioteksskolen
Leder ved et tilfælde
I årene på Thisted Gymnasium var den unge Claus Hjortdal med egne ord ‘rimelig umoden’. Hovedet var godt nok, men han havde travlt med musik, spillede volleyball og kom på ynglingelandsholdet. Og så kunne han godt lide at gå til fester.
- Min studentereksamen var ikke noget at råbe hurra for. Jeg havde nok en forestilling om, at jeg måske skulle have læst jura, men så skulle jeg finde ud af, hvad jeg så havde lyst til. Min morfar var lærer, så det lå også i familien, at det kunne jeg også godt blive.
Hurtigt blev han formand for pædagogisk udvalg, mødeleder, og som musiklærer lærte han børnene at spille guitar og arrangerede musicals på skolen. Men da der skulle skæres ned, blev han ramt af sidst ind, først ud-princippet og endte i en lodtrækning om, hvem der skulle fyres.
- Jeg var en dygtig lærer, og der var mange, der var ringere, men de var bare ansat før mig, siger han med stadig tydelig harme i stemmen så mange år efter:
- Der sagde jeg, at det skal være løgn! Det er sidste gang, nogen trækker lod om mig. Jeg er ikke en, andre skal bestemme over. Så blev jeg leder, siger Claus Hjortdal, der fik sin første skolelederstilling som 32-årig og havde fire forskellige lederstillinger, før han blev formand.
En særlig indsats for folkeskolen
Det er ikke, fordi Hjortdal vil bestemme alting selv. Faktisk foretrækker han at finde løsninger sammen med andre. Det gjorde han, da han som formand for Børne- og Undervisningsministeriets ekspertgruppe stod bag rapporten om inklusionseftersynet. Og han har gjort det i partnerskabet Sammen om skolen.
For børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er Claus Hjortdal blevet indbegrebet af en skoleleder. Et roligt og tydeligt menneske, som elsker folkeskolen.
- Han repræsenterer foreningens medlemmer på en måde, så både ministeriets ansatte og Folketingets ordførere aldrig er i tvivl om, at skolens ledelse er afgørende for at få alle de gode ambitioner til faktisk at lykkes i den virkelige verden. Jeg har flere gange prøvet, at lange diskussioner mellem politikere og folkeskolens mange organisationer på et tidspunkt når til det punkt, hvor forsamlingen langsomt begynder at rette blikket mod Claus. Nærmest som om alle kollektivt spørger: Men kan alt dette overhovedet realiseres, når idealerne rammer en travl tirsdag morgen i regnvejr?
Også tidligere statsminister og stifter af headspace og Det Sociale Netværk Poul Nyrup Rasmussen anerkender Hjortdal for hans ildhu og samarbejdsvilje, og i det hele taget har han vundet stor respekt for sin indsats for folkeskolen. Så stor, at den for nylig har indbragt ham Ridderkorset.
Man smider ikke børn ud af skolen
Den sindige nordjyde kan godt blive irriteret og en gang imellem endda vred. Noget, der gjorde ham næsten rasende, var diskussionen om at smide børn ud af skolen efter sagen på Borup Skole i Køge i foråret på grund af nogle elevers krænkende adfærd mod andre børn.
- Vi kan ikke med grundloven i hånden sende barnet ud af skolen og ud i ingenting, så ender de nede på hjørnet med et baseballbat i hånden. Vi skal også tage os ordentligt af det barn, som af en eller anden grund er blevet sat i en situation, hvor de gør nogle dumme ting, sagde Claus Hjortdal.
Her var og er Claus Hjortdal stålsat. Måske fordi hans farmor tog samfundets svageste under sine vinger. Måske efter barndomsårene med rækken af ildelugtende smede i baggangen, som hans far tog sig af. Men helt sikkert på grund af sine sidste fire år som skoleleder på det nordlige Mors, hvor socialt belastede familier fra hele landet flyttede til for at være i fred.
- Vi havde mange forskellige børn på skolen. Nogle var ramt af at leve i familier, der havde flyttet for meget rundt. Familier med misbrug, psykiske problemer og rod i livet. Så der var nogle børn, som havde det rigtigt svært. Mit blik for dem var, at det var jo børn, som vi skulle være opmærksomme på, og hvad de kom med af forskellige udfordringer. Nogle gange gav det reaktioner fra børnene, som indimellem blev voldelige. Men bagom alt det kunne man bare se et barn, der var fortvivlet og ikke trivedes, fortæller han stadig berørt, men også urokkelig.
- Jeg har haft mange episoder, hvor børn har været efter hinanden og overfaldet hinanden, hvor jeg har forsøgt at rede det ud og finde frem til, hvad der udløser det, og prøvet at give dem nogle redskaber til at undgå at komme derhen. Jeg ved ikke, hvem der har fået den syge tanke, at det kunne være en løsning, at vi kan smide børn i indskolingen ud af skolen? Der er nogle grunde til, hvordan de opfører sig, og det er de grunde, man skal ind at finde, så vi kan gøre noget ved det!
Massivt i medierne
Man kunne kalde det en ekstrem ordentlighed. Det er de ord, Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev (S) og formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, sætter på Hjortdal.
- Med Claus er det, du ser, det du får. Og det er en ekstrem ordentlighed, hvilket har givet ham en naturlig respekt.
Især er borgmesteren imponeret over, hvordan Hjortdal formåede i en tid, hvor mange havde travlt med at være i modpositioner til hinanden og kæmpe om skolen, at være et stærkt, sagligt, medierende punkt, som kæmpede for skolen.
- Den rolle havde jeg respekt for dengang og endnu mere efterfølgende, hvor skoledebattens parter har flyttet sig derhen. Claus Hjortdal har vundet skoledebatten og placeret foreningen i en central position.
Selv husker Hjortdal den turbulente tid, da han i marts 2014 blev valgt til formand for Skolelederforeningen efter syv år som næstformand. Og det var meget bevidst, at han greb chancen for indflydelse og for at komme i medierne, da lærerformand Anders Bondo og KL skændtes om folkeskolereformen, arbejdstidsaftale, stress-sygemeldte lærere og privatskoler, der buldrede frem.
- Det kunne jeg ikke holde ud at se på. Derfor holdt jeg fokus på at tale skolen op, siger formanden, der indrømmer, han måtte øve sig en del på at forberede, hvad kernen var i det, han ville sige.
- Det autentiske i mig er mange ord, og det får man ikke lov til på 10 sekunder i fjernsynet.
Taktikken er, at han altid tager telefonen eller svarer i en sms og velvilligt stiller op til interviews, når journalister ringer.
Sidenhen fik han et godt råd af en ministers spindoktor:
- Claus, når der er gået fem minutter, så kan folk ikke huske, hvad du har sagt, så hvis du vil ud med noget, skal du tænke på, hvad det er for en følelse, du vil have, de skal sidde med bagefter. Det arbejdede jeg rigtig meget med i coronatiden, hvor det, jeg sagde, skulle betrygge forældrene i, at de kunne sende børnene afsted i skole, fordi vi sørgede for at holde afstand og vaske hænder. Jeg brugte virkelig meget det med at sende tryghed ud til folk, fortæller han.
Men om kort tid bliver journalisternes opkald færre. Det er et vilkår, som han forsøger at forberede sig på.
- Når der bliver valgt en ny formand, så skal jeg ikke mere i medierne, der er jeg ude, siger han og tilføjer, at de gamle venner fra de unge dage, hvor han spillede basun, er begyndt at rykke ham for at komme med i deres ‘gammelmandsorkester’.
- Så jeg tror nok, jeg skal få tiden til at gå.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler