Eksklusioner af elever har store omkostninger
Eksklusion af elever fra skolen rammer både barnet, forældrene og de øvrige elever i klassen hårdt. Det viser et nyt studie, og det har overrasket forskeren bag, at bortvisninger næsten kun begrundes juridisk. Hun mener, at bortvisninger i højere grad bør være en pædagogisk beslutning.
Når et barn bliver ekskluderet, føles det i situationen, som om alle andre muligheder er udtømt. Både når elever bliver sat uden for døren i en enkelt time, når elever bliver midlertidig hjemsendt eller helt permanent bortvist fra skolen og tvunget til et skoleskift. Det sætter psykolog Sigga Waleng ikke spørgsmålstegn ved. Men hun vil gerne sætte fokus på de store omkostninger, det har at skride til den slags sanktioner.
I sin ph.d.-afhandling Beyond 'Disruptions': A Critical Exploration of the Necessity of School Exclusions har hun beskæftiget sig med alle tre former for eksklusion af elever, og her så hun, hvordan bortvisning og tvunget skoleskift kan have store konsekvenser for både barnet og familien. Men også de mindre klasseeksklusioner viste sig at påvirke hele klassen og ikke kun den elev, der blev sendt uden for døren.
Og det overraskede hende, at der i bortvisningssagerne næsten udelukkende blev benyttet en juridisk sprogbrug og tankegang hos skolelederne til at begrunde bortvisningerne.
Men hvad satte dig i gang med at undersøge dette område?
Gennem mit speciale på psykologistudiet havde jeg talt med nogle unge i en 10. klasse på en ungdomsskole. Mange af dem var blevet smidt ud af folkeskolen af forskellige grunde, nogle af dem op til fem gange fra forskellige skoler. De var simpelthen blevet sendt videre i systemet igen og igen. Man kunne se, de var endt i en situation, hvor der ikke var nogen lys fremtid foran dem. De var virkelig marginaliserede og havde det dårligt i forhold til skolen. Jeg blev nysgerrig på, hvorfor og hvordan det kunne ske. Det ville jeg gerne blive klogere på.
Sigga Waleng
Uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet (2016)
Ph.d. fra Roskilde Universitet (2024)
Ekstern lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus Universitet
Klinisk psykolog med egen psykologpraksis
Foredragsholder om pædagogisk psykologi og folkeskolen
Sigga Walengs ph.d.-afhandling har titlen: Beyond 'Disruptions': A Critical Exploration of the Necessity of School Exclusions. (Roskilde Universitet, 2024). Den kan læses her
I din undersøgelse fulgte du en klasse gennem halvandet år, hvor du iagttog elever, der blev sendt uden for døren. Og du talte med forældre til børn, der var blevet permanent bortvist fra skolen. Du interviewede også tre skoleledere, der var involveret i bortvisningerne, men der var ikke særlig mange skoleledere, der ønskede at være med. Hvorfor ikke?
Mange skoleledere er meget bekymrede over at tale om de her ting – det er virkelig betændt, og der er ikke nogen, der er stolte af, at de har sendt et barn hjem. Det er noget, alle gerne vil undgå og gør, hvad de kan for at undgå.
Hvad er skolernes begrundelse for at bortvise elever?
Det synes jeg faktisk er ret interessant. For bortvisninger ligger i et krydsfelt mellem jura, psykologi og pædagogik. Der er forskellige logikker, som konkurrerer. Og når man spørger skolelederne, hvorfor de bortviser, udelukker de typisk det psykologiske og pædagogiske og taler ren jura. Når man kommer til dem som forsker, er det klart, at de er nødt til at begrunde det med jura. Når jeg har interviewet dem, har det heller ikke været pædagogiske overvejelser, der har gjort, at de har bortvist. Det var en overraskelse for mig, at de små også bliver bortvist, helt ned i 1. klasse. Noget, der også spiller ind, er, at forældre har fået mere magt i skolen med det frie skolevalg. Skolelederne bliver nødt til at varetage skolens ry, fordi de skal kunne tiltrække forældre til deres skole.
Hvorfor er det problematisk, at skolelederne kun bruger jura som begrundelse og ikke inddrager det pædagogiske?
Sanktionering kommer tit til at blive det eneste forsøg på konfliktløsning. Ofte er de her forseelser jo resultatet af en konflikt mellem nogle børn eller mellem børn og voksne i klassen. Måden, man så tager hånd om det på, er ved at sanktionere et af børnene. Man taler ofte om nultolerance og implicerer dermed, at enten tolererer man, eller også sanktionerer man. Men jeg vil vove den påstand, at der ligger mange andre muligheder mellem de to yderpunkter.
En mor fortalte mig, at hendes søn skrev et brev til en anden elev for at løse den konflikt, der lå bag hans bortvisning. Det var ikke noget, lærerne tog sig af, for med sanktioneringen var der sat et punktum for sagen. Der er dog også nogle sager, hvor man indbyder til et konfliktmæglingsmøde mellem de involverede parter, men det er faktisk ret sjældent. Så det er, som om sanktionering kommer til at stå i stedet for konfliktløsning. Det betyder, at børnene er overladt til at løse konflikterne selv.
______________________________________________________________________________________________________
Sigga Waleng har undersøgt tre former for skoleeksklusioner:
- De små hverdagseksklusioner fra klasserummet
- De midlertidige suspenderinger, hvor elever bliver sendt hjem i nogle dage
- De permanente bortvisninger
Undersøgelsen er baseret på
- 20 cases, hvor hun har talt med forældrene til hjemsendte eller bortviste børn. Casene spreder sig over 1.-9. klasse.
- Interview med tre af de skoleledere, der var involveret i disse cases (hun ville gerne have talt med flere, men de fleste af skolelederne ønskede ikke at medvirke).
- En 2.-3. klasse, som hun fulgte gennem halvandet år for at se på de små eksklusioner, hvor børnene bliver sendt uden for klassen.
______________________________________________________________________________________________________
Men kan man ikke sige, at man sanktionerer for at beskytte klassefællesskabet – så de andre børn kan være i klassen og have et fællesskab?
Jo, det er der også nogle, der siger. Når jeg har været ude at følge en klasse, vil jeg vove den påstand, at det faktisk er med til at ødelægge fællesskabet, når én bliver bortvist. For det gør, at de andre også skal være bange for at blive smidt ud og skilt fra deres venner. Det er voldsomt for et barn at blive skilt fra fællesskabet. Skolen er jo den måde, børnene deltager i samfundet på – den måde, de er i gang med at blive samfundsborgere på sammen med deres klassekammerater.
Hvilke konsekvenser har det umiddelbart for børnene at blive bortvist?
Nogle af de her børn tør ikke gå ned i byen mere, efter at de er blevet bortvist, for de har ikke fået lov til at sige farvel til deres klassekammerater, og de ved ikke, hvad der er blevet fortalt til klassen om dem. Det tænker jeg er en ret hård konsekvens. Én ting er ikke at få lov til at komme tilbage til skolen, men en anden ting er ikke at få lov til at sige farvel og få lov til at fortælle sin historie.
Hvad skal skolerne gøre i stedet for?
Jeg har en case, hvor de involverede var til et konfliktmæglingsmøde, og det virkede, som om det havde været godt. Det var en sag, hvor det var mere komplekst, hvor man ikke kunne kalde den ene part for ’offer’ og den anden for ’gerningsmand’ – der var mere på spil.
Det er også interessant, at PPR slet ikke er involveret i de her sager. PPR kunne måske hjælpe med at se nogle alternativer til eksklusion.
Man bruger rigtig mange resurser på enkelte indsatser, for eksempel vredeskurser, hvor man tager en gruppe børn ud, skilsmissegrupper, hvor man tager børn ud, støttepædagog til elever, der ikke kan tale dansk, eller til børn med en diagnose. Hvis man tog alle de resurser ud og lagde dem ind i den almene folkeskole og brugte dem på at udvikle klassefællesskabet på en god måde, så de her elever ikke kom så meget i konflikt med hinanden, så tror jeg, man kunne komme rigtig langt. Uden at det skulle koste mere.
Hvad håber du, din forskning giver anledning til?
Jeg tænker, at man kan tage de her beslutninger på et mere informeret grundlag. Hjælper det overhovedet, når man sanktionerer? Hvad betyder det for børnene, og hvad betyder det for fællesskabet? Sanktionering ser tit ud som en bedre løsning, når man er langt væk fra barnet, end når man er tæt på. De skoleledere, som involverer sig med børnene, kommer til at få øje på andre løsninger.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler