Det værste og det bedste i mit liv som leder
Udsagn fra offentlige lederes virkelige liv er blevet en bog med poesi om ledelse. Det er ledere tæt på vores borgernære velfærd. De ledere, der står der, hvor bølgerne slår ind, giver i bogen et andet blik på ledere og ledelse. Det værste og det bedste.
Utraditionelle metoder er taget i brug for at give nye nuancer på ledelse. I en ny bog ”Det værste og det bedste i mit liv som leder” har idekvinde og redaktør af bogen, Charlotte Larsen, guidet en gruppe offentlige ledere til at skrive poesi om deres arbejdsliv.
I bogen medvirker 12 velfærdsledere på tværs af sektorer, heriblandt to skoleledere.
- Det er blevet til en ny og anderledes samtale om lederliv og ledertrivsel i det offentlige, som er mere konkret, end vi er vant til. Og hvor ledertrivsel ikke kun handler om alt det, der ikke fungerer, men i lige så høj grad om alt det, vi skal have mere af, siger Charlotte Larsen, der er selvstændig ledelsesrådgiver og har rådgivet kommunale ledere de sidste 14 år.
- Ved at bruge poesiens virkemidler kan vi få elementer frem fra ledernes hverdag, som ellers ikke er synlige. Vi kan – lederne kan – få sat ord på og gjort det bevidst, forklarer hun.
- Uden bevidstgørelse kan vi heller ikke arbejde med det, der ligger i mørke. Derfor vi skal have det frem af skyggerne og kigge på det.
Redaktør Charlotte Larsen
Charlotte Larsen er idekvinden bag og redaktør af bogen ”Det værste og det bedste i mit liv som leder”, hvor 12 offentlige ledere sætter ord på lyset og mørket i deres arbejdsliv. Lederne har fået hul på poesien og sætter i bogen ord på erkendelser.
Ingen havde skrevet poesi før
Digtsuiten, som bogen indeholder, er en parafrase over Søren Ulrik Thomsens værk ”Det værste og det bedste” fra 2002.
Charlotte inviterede i efteråret 2022 de 12 ledere til en skriveworkshop på tre timer og fortalte dem om sin mission: at få flere nuancer om lederliv og offentlig ledelse frem.
- Ingen af dem havde prøvet at skrive poesi før. Jeg fortalte dem lidt om, hvad de kunne gøre for at få præstationspresset ned. Et par måneder senere sendte de deres råstof til mig. Jeg er gået benhårdt efter at udvælge de udsagn, der er mest sigende for det, lederne havde på hjerte.
Charlotte Larsen er sikker på, at alle deltagerne har lært sig selv bedre at kende i processen, fordi de har fået et mere fuldstændigt billede af, hvad de også rummer som leder.
- Selvfølgelig synes lederne, at de kender sig selv. De taler om ledelseslivet og om, hvad der er svært, og hvad de godt kan lide og så videre. Men så længe vi bliver i det fagfaglige sprog og den måde, vi professionelt normalt gør tingene på, er det de samme historier, der bliver forstærket, siger hun.
Hun forklarer, at vi rent hjerneteknisk kører på samme motorveje, og at man kan udfolde sig, når der skrives poesi, og på den måde få noget frem, som vi ikke har kigget på før.
- Hvis nu lederne havde sat sig ned og for eksempel skrevet et debatindlæg om, hvor dårligt det står til i offentlig ledelse, og hvor urimelig vilkårsrammen er, ville debatindlægget snublende let lyde og læses som alle de andre debatindlæg, fortæller Charlotte Larsen. Det samme ville et debatindlæg om, hvordan lederne ikke gider være en del af offerklubben mere, og at de gerne vil kigge på alt det, som virker.
- Ingen af de to indlæg løser det konkrete, det, der er svært. De positioner kender vi i forvejen. Hvis lederne skal have nye nuancer frem, skal de i kontakt med deres mere lavmælte indre stemmer, og her hjælper et formmæssigt benspænd. Poesien kan give adgang til en masse indre resurser, siger Charlotte Larsen.
Oplæg til ny samtale
Ønsket er, at folk ikke bare vil læse bogen, men lade oplevelsen være en anledning til at gøre noget konkret.
- Det kan være, at man lægger bogen på bordet til næste ledelsesteammøde og siger: Hvis de her udsagn er en del af virkeligheden – og det kan vi se, at de er, for vi er alle berørt af det, der står – er der så ikke noget, vi har glemt at tale om?”
Hendes håb er at starte en ny samtale:
- De problemer, vi har i offentlig ledelse nu, for eksempel at mange slides er unødigt, og at vi ikke får de skolebørn ud af det, som vi håber, løser vi ikke kun oppefra. Dem må vi især løse nedefra. Og vi kan begynde med at samtale om ledelse på en mere fyldestgørende måde.
Charlotte Larsen mener, at løsningerne dels er individuelle, men i høj grad også strukturelle:
- Hvis vi har konstrueret et system, hvor mange kommer til at stå for tæt på deres opgave – i for højt et tempo – ja, så skal vi designe et nyt og klogt system, hvor de uhensigtsmæssige forhold undgås. Jeg vil ikke foregive, at jeg har nemme svar, men selvfølgelig kan de mere bæredygtige løsninger skabes. Det er strukturelt, og ikke noget den enkelte leder egenhændigt kan tage ansvar for at håndtere.
I bogen er 11 sider af det gode (det bedste) og 10 sider af det værste, påpeger Charlotte Larsen, ganske som i Søren Ulrik Thomsens originalværk:
- Hvis den individuelle leder kigger på de bedste ting og kan mærke, at han eller hun kan spejle sig i udsagnene i bogen, og tænker, at sådanne øjeblikke har jeg også. Så kan lederen spørge sig selv, giver jeg det nok plads, giver jeg tid nok til at frydes over de her øjeblikke, eller løber jeg bare forbi dem hen til næste problem? Det kan både handle om at lægge mere mærke til de bedste ting eller også sætte sig selv op til at få mere af det bedste. Her kommer det individuelle ansvar ind.
Helle Kjærulf er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler