Den onde cirkel
Udgifter til elever med særlige behov løber løbsk. Det presser skoler på økonomien og udhuler almenområdet, så flere børn risikerer at få brug for støtte. Det er en ond cirkel, og ifølge en forsker hjælper det ikke at ændre tildelingsmodellen. Men vi kan være nødt til at ændre måden vi driver skole.
Godt 10 år efter indførelse af inklusionsloven er antallet af børn, der visiteres til specialtilbud, højere end nogensinde. I alt gik 34.400 børn i et specialtilbud ved årsskiftet 2022/23 ifølge KL. I skoleåret 2014/15 var tallet 27.300. Det er en stigning på 26 % på otte år.
- Så efter alle de år, hvor vi har arbejdet med målsætningen om øget inklusion, står vi et sted, hvor vi aldrig har segregeret flere elever til specialtilbud i skolens historie, og det er jo paradoksalt, siger Thyge Tegtmejer, seniorforsker fra VIVE. Han er ph.d. og forsker blandt andet i inklusion i folkeskolen, specialpædagogik samt kommunal organisering af specialundervisning.
Udviklingen presser skoler landet over og er lige nu det, der står øverst på listen over økonomiske udfordringer. Det blev for nylig slået fast i en spørgeskemaundersøgelse blandt Skolelederforeningens lokalformænd. En skoleleder forklarede blandt andet, at 25 % af skolens økonomi går til elever med særlige behov, men på grund af incitamentsstrukturen får de ikke en tildeling, der svarer til det. De er derfor nødt til at tage penge fra almenområdet.
81 % af respondenterne i undersøgelsen svarede desuden, at der er planlagt besparelser på skoleområdet i deres kommuner i det kommende skoleår. Men det vil være helt uansvarligt at gennemføre, advarer Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal:
- Det er allerede en umulig opgave at levere det ønskede inden for den økonomiske ramme, og der er ingen overflødige opgaver, vi bare kan fjerne. Tværtimod hører vi om skoler, der er nødt til at afskedige lærere for at finansiere de øgede udgifter til specialområdet, og det er den helt forkerte vej at gå, siger formanden, der kalder det en ond cirkel.
Forbundne kar
Thyge Tegtmejer er enig i, at det kan ende med at blive en ond cirkel, når man er nødt til at tage penge fra almenområdet for at dække udgifter til specialområdet:
- Skolernes økonomi er skruet sammen på en måde, hvor specialområdet og almenområdet er forbundne kar. Så hvis man bruger mere i den ene side, vil det hurtigt få konsekvenser for den anden side. Når et stadigt stigende antal elever bliver segregeret til specialskoler, som er markant dyrere foranstaltninger, vil det derfor hurtigt gå ud over mulighederne for at arbejde med den brede elevgruppes varierende behov. Det øger risikoen for, at flere får brug for støtte uden for almenskolens rammer, og så har vi den onde cirkel, siger han og tilføjer, at det som regel netop er de tidlige og forebyggende indsatser, som kan være med til at dæmme op for mistrivsel, der bliver skåret væk, siger Thyge Tegtmejer, der har lagt øre til flere afskygninger af problematikken i forbindelse med sin forskning, hvor han blandt andet har interviewet skoleledere:
- Der var for eksempel en skoleleder, der fortalte, at de er økonomisk ramt på en måde, hvor summen ikke rækker til behovene, så muligheden for for eksempel holddelingstimer og to-lærerordninger i klasserne er hevet ud.
Det betyder, at man som elev i en almindelig klasse hele tiden er i det store fællesskab. For nogle elever er det svært at rumme, fortalte han, og dermed ekskluderede skolen dem indirekte over tid. En anden skoleleder fortalte, at der er bundet så stor en andel af midlerne i de her specialtilbud, at når skolen for eksempel har en pige i 7. klasse med en begyndende angstproblemstilling eller en dreng i 8. med begyndende fravær, så er råderummet i forhold til at handle på det med en tidlig og forebyggende indsats under voldsomt pres. Det er her, vi bevæger os over i den trivselsproblemstilling, vi oplever i de her år, som også bliver påvirket af, at råderummet og handlerummet på almenområdet nogle steder bliver skåret helt ned, siger Thyge Tegtmejer med henvisning til, at flere børn og unge mistrives.
- Oven i det ser vi en voldsom stigning i antallet af elever med én eller flere psykiatriske diagnoser. Det akkumuleres op gennem klasserækkerne. Hvis vi for eksempel kigger på 9. klasses elever fra 2010 til 2020, så er andelen af elever med en eller flere psykiatriske diagnoser steget fra 8,3 % til 12,3 %. Det vil jo sige, at mere end hver tiende elev på niende klassetrin har en eller flere psykiatriske diagnoser, og vi kan i samme tidsrum se, at der er flere og flere elever, der får mere end én diagnose. I dag er det cirka 40 % af samtlige elever, der gennemgår en psykiatrisk udredning, som får to eller flere diagnoser – altså for eksempel ADHD og autismespektrumforstyrrelse eller OCD og angst eller forskellige andre kombinationer. Og det bliver jo ikke mere håndterbart for skolesystemet, at det er så komplekse problemstillinger, man skal arbejde med, siger han.
Andre artikler om samme emne
En ulige opgave
Om skolerne tildeles penge efter en central, decentral eller kombineret model er ikke nødvendigvis i sig selv afgørende for, om der segregeres flere eller færre elever i en kommune, viser Thyge Tegtmejers og kollegers forskning. Den stramme økonomi er et vilkår for de fleste skoler uanset økonomisk model, men der er alligevel stor forskel på, hvordan de ledelsesmæssigt griber opgaven med inklusion og segregering an, og hvor godt de slipper fra det.
- Der er for eksempel skoleledere, der hen over en længere årrække har formået at tiltrække og ansætte et betydeligt antal medarbejdere med specialpædagogiske kompetencer. Og hvis man formår at lave det rigtige miks i skolens teams, har det bare kæmpe betydning for, hvad man kan i forhold til at imødekomme elevernes særlige undervisningsmæssige behov, siger han og tilføjer, at nogle af forskellene fra skole til skole også kan tilskrives strukturelle forhold, fordi elever med særlige behov ikke er jævnt fordelt på landets skoler.
- De er faktisk systematisk skævt fordelt. Det gennemgående billede er sådan, at jo mere socioøkonomisk belastet et skoledistrikt er, desto flere elever med særlige behov er der på skolen. Det betyder, at der i en kommune typisk er to-tre skoler, der har størsteparten af eleverne med diagnoser og særlige undervisningsmæssige behov. Så mange steder er det en temmelig ulige opgave, de står overfor, og den skævvridning kan blive en bidragende faktor til, hvad man kan og ikke kan helt ud på klasseniveau.
Der skal sættes ind tidligere
Spørgsmålet er, om vi er på vej mod en folkeskole, der imødekommer behovene hos en endnu større mangfoldighed af elever end i dag? Thyge Tegtmejer peger i hvert fald på, at mange skoler i dag forsøger at tilpasse miljøet til flere elevers forskellige sociale og læringsmæssige behov.
- Det, som mange både kommuner og skoler bestræber sig på i de her år, er at flytte en del af organiseringen og økonomien fra specialområdet over i almenskolen. Og det gør man blandt andet ved at udvikle mellemformer og ved at højne lærere og pædagogers specialpædagogiske kompetencer. Det kan for eksempel være, at konkrete medarbejdere fra specialområdet yder faglig sparring og bistand til de teams, der arbejder med elever med støttebehov. Det kan også være, at man frikøber nogle medarbejdere fra specialtilbuddene til at undervise fagprofessionelle i almenskolen. Det er en række af bærende strategier, der alle sammen taler ind i det samme, nemlig at komme væk fra tænkningen om, at vi har en almen skole på den ene side og specialtilbud på den anden side. I stedet prøver man at hive nogle organiseringer og arbejdsmåder fra specialområdet ind i almenskolen. Også, fordi det for en del elever med særlige behov ikke nødvendigvis er det mest hensigtsmæssige at blive segregeret fuld tid til et højt specialiseret tilbud, der måske ligger i den anden ende af kommunen. Hvis der for eksempel er tale om mildere eller mere forbigående udfordringer, som man kunne nå langt ved at tage hånd om tidligt inden for den ramme, barnet er i, siger Thyge Tegtmejer og tilføjer:
- Det kan godt være, at det nogle steder er en udfordring at arbejde med inkluderende læringsmiljøer, men der er ret beset ikke noget alternativ til at få løftet den del af skolens kapacitet. Sådan som skolernes økonomi er skruet sammen, er det ikke muligt bare at åbne endnu mere op for sluserne til specialtilbuddene. Så kommer vi til at se en eksplosion i den andel af udgifterne, der ryger i den retning, og dermed en yderligere udhuling af almentilbuddet.
Han mener dog ikke, det bør være den enkelte skoleleders opgave alene:
- I mange sammenhænge vil man komme længst ved at få ”forvaltningsophænget” med. For der er grænser for, hvor langt man kan nå i eget regi. Hvis man for eksempel er nødt til at involvere PPR og specialpædagogiske konsulenter og medarbejdere fra specialtilbud og den slags, så er det næsten nødt til at være noget, der går på tværs af kommunen.
Det er Claus Hjortdal helt enig i. Men han vil gerne gå et skridt videre:
- Vi er nødt til at finde en måde at bryde de samfundstendenser, der gør, at vi ser flere børn og unge i mistrivsel. Vi skal blandt andet sætte ind langt tidligere end i dag, og folkeskolen kan ikke løfte opgaven alene, siger han.
Maja Plesner er freelancejournalist
Vil du vide mere
Hvis du vil læse mere om inklusion, specialpædagogik og mellemformer, har VIVE oprettet en temaside på nettet, hvor de har samlet en lang række undersøgelser på området. Blandt andet rapporten ”Styring, organisering og faglig praksis. Delrapport 2. Inkluderende læringsmiljøer og specialpædagogisk bistand”, som Thyge Tegtmejer er medforfatter på.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler