Corona kan blive et springbræt til fremtidens skole
Under coronapandemien fik det fysiske miljø – indretning, bygninger og udearealer – i folkeskolen stor betydning. Man var nødt til at indrette sig på en anden måde. Forskning viser, at nogle af de ændringer, der kom af nød under corona, kan være værd at holde fast i.
Nedlukninger, onlineundervisning, afstandskrav, håndsprit og mundbind – det er nok de færreste, der savner coronapandemiens mange påbud og restriktioner. De negative indtryk fra de to år, hvor intet var normalt, er mange. For skoleeleverne betød det, at de i høj grad måtte undvære en normal skoledag med socialt samvær og klassefællesskab.
Men er der også positive erfaringer, vi kan tage med os fra pandemiens tid? Det har et hold forskere fra Aalborg Universitet fundet frem til. De har i en undersøgelse sat fokus på det fysiske miljø på skolerne under corona – på hvordan vi brugte vores bygninger og uderum på en anden måde, som vi måske også kan bruge nu, hvor pandemien næsten er passé.
En af forfatterne til undersøgelsen er sociolog Rikke Skovgaard Nielsen, seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet i København. Hun har sammen med sin kollega, seniorforsker Sidse Grangaard, forestået en del af undersøgelsen, hvor man lavede et casestudie på folkeskoler i Gladsaxe Kommune og deres brug af bygninger og uderum under corona.
Coronatiden var helt særlige omstændigheder. Der er nok ingen, der tror eller håber, det sker igen. Hvorfor undersøge erfaringer derfra?
Vores fokus var, at pandemien ligesom var et stød ind i vores hverdag. Der er en masse ting, vi gør på den vante måde, men indimellem kommer der nogle stød. Det kan for eksempel være politiske tiltag, forhøjede energipriser – alle mulige ting, der kan påvirke vores hverdag og måden, vi gør ting på. Pandemien er ikke noget, vi ønsker os tilbage – men måske var der alligevel ting, vi var nødt til at gøre på en anden måde, som vi kan lære af.
Mange skoleledere vil måske tænke, at de største omstillinger under corona især handlede om digital undervisning. Hvorfor er det interessant også at se på bygninger og uderum under corona?
Vi blev tvunget til at tænke anderledes på vores fysiske rum under pandemien. Hvis vi skulle opdele folk mere, hvordan skulle vi så bruge vores areal på en anden måde? Eksempelvis er den klassiske opdeling i folkeskolerne jo ét klasseværelse, én klasse og én lærer. Men hvis vi nu skulle prøve at dele klasserne op i mindre grupper, hvordan kunne vi så gøre det? Hvordan kunne vi aktivere vores kvadratmeter og vores uderum på en anden måde?
Hvilke erfaringer gjorde man sig med det?
Corona gjorde, at fordi man skulle tænke i, hvordan man kunne sprede folk mere ud på grund af smittefaren, så opdagede man nye arealer på skolerne. Man undersøgte, hvordan gangarealerne eller aulaen kunne inddrages, for eksempel kunne gangarealet inddrages til arbejdspladser i stedet for bare at være garderobe. Mange steder opdagede man nogle arealer på skolen, der ikke ellers var så meget i brug. På den måde fik man aktiveret nogle kvadratmeter. Hvor man før havde det sådan, at når dørene lukkede, var alle børn inde, så fik man nu mere liv rundt på arealerne.
Rikke Skovgaard Nielsen
- Sociolog, ph.d. og seniorforsker ved BUILD, Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet i København
- Hendes forskning er centreret om udsatte boligområder, mangfoldighed, segregering, blandet beboersammensætning og social sammenhængskraft. Herudover arbejder Rikke Skovgaard Nielsen med skolers byggede miljø og skolesegregation
- Hun har bidraget til samt redigeret flere bøger, herunder metodebøger og bøger om segregation og boligpolitik
- Hun har ledet en række nationale og internationale forskningsprojekter om udsatte boligområder, mangfoldighed og social sammenhængskraft, hvor skolers rolle i flere sammenhænge har været central
Et af de steder, eleverne også blev sendt hen, var uden for skolen. Hvilke erfaringer har I fundet i forhold til det?
Folkeskolereformen sagde jo, at børnene skulle være mere ude, og det er måske ikke sket så meget mange steder. Men corona gjorde, at vi var nødt til det, så der har vi et godt eksempel på, at pandemien blev sådan et stød, som tvang os til at gøre noget anderledes. For eksempel det at bruge uderummene som et læringsrum og et sted, hvor man kan lære på en anden måde end ved at sidde på en stol i et klasseværelse. Vi fik også øje på en lang række praktikaliteter, der er nødvendige, hvis man skal være mere ude. Det er måske nødvendigt at have et solsejl til regn eller stærk sol. Det er også nødvendigt, der er adgang til toiletter fra skolegården.
Hvad fandt I af andre interessante resultater?
En anden tematik handlede om de små fællesskaber i det store fællesskab – det vil sige, man går væk fra at have et klasseværelse til at have et mere fleksibelt rum. På en af de skoler, vi var på, arbejdede man med, at hele årgangen havde et areal, som man kunne dele op på fleksible måder. Men det kræver også fleksible møbler. Det kan være kasser, som kan sættes op på alle mulige forskellige måder. Så kan man i en uge for eksempel undervise i små grupper eller fællesskaber, som er mindre end klassen, og i næste uge undervise i de helt store fællesskaber, der går på tværs af klasserne på en årgang.
Var der ikke noget, som ikke er værd at holde fast i?
Noget af det, vi så under pandemien, var, at det ikke nyttede noget, vi delte folk op inde i klasseværelserne, hvis de alle skulle igennem de samme døre, så der var også meget fokus på indgange til skolerne. De steder, hvor man havde havedøre fra skolegården og direkte ind i klasseværelset, brugte man dem som indgange i stedet for hovedindgangen. Det er man generelt gået væk fra igen, for man ønsker faktisk, at børnene møder hinanden på vej ind i skolen. Men noget, man ikke er gået tilbage til, er, at forældrene nødvendigvis skal med ind på skolen.
___________________________________________________________
Billederne herunder er taget af forskerne Rikke Skovgaard Nielsen og Sidse Grangaard under deres ophold på skoler og institutioner i Gladsaxe. Det er også de billeder, der bliver talt om i podcasten om forskningsresultaterne.
Hvordan er forældrenes adgang til skolen blevet påvirket af pandemien?
Under pandemien var man nødt til at sige, at forældrene ikke måtte komme med ind, for det ville øge smitterisikoen. Man fandt nogle steder ud af, at det gjorde morgenerne mere rolige – for forældrene forstyrrede simpelthen, når de kom med ind. Børnene fik også et større ansvar selv – de fik mere selvtillid ved selv at gå ind, tage skoletasken af og sætte sig i klassen. Så børnene voksede af det. Det gav mindre uro, for forældrene har det med lige at skulle snakke med hinanden eller læreren, når de ankommer. Så det blev nemmere at skabe morgenro, når forældrene blev holdt ude. Det har man på nogle skoler valgt at holde fast i.
Hvad kan man som skoleleder bruge denne her viden til?
Der har været en læring i form af, hvordan vi skaber fleksible fysiske rammer, som kan rumme en pandemi, men som også kan rumme, at vi underviser på en anden måde. Forhåbentlig kommer der ikke en pandemi lige om hjørnet, men måske kommer der noget andet, hvor det at være fleksibel vil være godt, og hvor vi kan se, vi kan gå lidt væk fra den klassiske form for skole med én klasse, ét lokale og én lærer. Vi så også, at udeliv var godt – der var færre konflikter, når man kom udenfor, og der opstod nye relationer. Der var også nogle børn, som fik mulighed for at shine, fordi de kunne nogle andre ting. Men generelt er det også en opfordring til refleksion: at man lokalt reflekterer over, om der er noget, man gerne vil have med videre, og i så fald hvad der skal til for at kunne videreføre det.
RESPOND – rammerne for den nye hverdag
Casestudiet på skolerne i Gladsaxe Kommune er en del af et større forskningsprojekt, hvor forskere har undersøgt Covid-19’spåvirkning af de fysiske rammer. Projektet hedder ”RESPOND – rammerne for den nye hverdag” og er støttet af Realdania.
Læs mere om forskningsresultaterne:
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler