Corinnas vilde kamp mod corona
Alvorlige senfølger efter corona satte en stopper for Corinna Hansens arbejdsliv som skoleleder. Ifølge lægerne var der ingen behandling og kun udsigten til førtidspension, men hun nægtede at give op, og efter to års kamp er hun tilbage i et nyt lederjob.
- Det er alvorligt, det her.
Lægen ser på Corinna Hansen med samme alvor som ordlyden af den besked, han netop har givet. Hun bliver smittet og syg med coronavirus i december 2021 og igen i september 2022. Første gang får sygdommen følger, der varer tre-fire måneder. Anden gang rammer senfølgerne som en hammer, der slår hende helt ud. Og i slutningen af 2022 får hun den barske besked af lægen, der har flere patienter med samme symptomer, og som stadig er syge, et år efter at de blev smittet med corona.
- I starten tror jeg, ”det går over på mandag”. Jeg tænker hele tiden, at jeg kommer tilbage, og jeg har jo en skole, jeg skal passe, siger Corinna Hansen, som ved lægens bord i konsultationen stadig ikke har forstået, hvad hun er ramt af – og slet ikke har tid til det!
Siden august 2019 har hun været på Sluseholmen Skole i København – en skole, der lægger ud med 0. klasse, hvorefter flere klassetrin føjes til, mens bygningerne rejses i den nye bydel ved Københavns Sydhavn. Corinna Hansen er først daglig leder og siden skoleleder og trives med den pionerånd, det kræver at drive en ny skole i pavilloner og samtidig ansætte lærere og pædagoger og lægge planer.
Hun har kun været skoleleder på den nye skole i godt to år, da hun første gang bliver smittet og syg. Der er rigtig mange opgaver, som kalder på hende, og selvom hun kæmper imod, gør de voldsomme senfølger af de to omgange smitte med coronavirus hende efterhånden uarbejdsdygtig og tvinger den ellers så energiske leder hjem på sofaen med filterbriller og ørepropper. I efteråret 2022 er det så slemt, at hun sætter sorte skraldesække op foran vinduerne, fordi hun kaster op af sollys.
- Jeg bliver ekstremt lys- og lydfølsom, mine øjne svier, min hud brænder, og jeg føler, at min hjerne er ildrød, og det hele presser sig sammen i hovedet på mig, forklarer Corinna Hansen, som får at vide, at symptomerne ligner de senfølger, som mange andre coronapatienter beskriver.
- Alle stimuli bliver forstærket voldsomt, så når folk taler, gør det ondt i mit hoved. Når der er elektrisk lys, så skærer det i min hjerne. Når jeg bevæger mig, føles det som at have løbet et maraton, fortæller hun stadig berørt af situationen.
Da hun bliver sygemeldt, er hun 48 år og kun halvvejs i livet. Men at være dømt til et liv på en sofa for nedrullede gardiner har hun svært ved at leve med.
- Min læge siger, at man faktisk er begyndt at førtidspensionere eller indstille folk med de symptomer til fleksjob. Han ved ikke, om jeg nogensinde bliver rask. Pludselig kan jeg ikke være sammen med mine børn, jeg kan ikke arbejde som skoleleder, og det er en kæmpe sorg.
Rutiner og dagsrytme
Corinna Hansen har ikke noget valg. Senfølgerne betyder, at hun er nødt til at være sygemeldt fuld tid, kort tid efter at hun bliver syg for anden gang, i september 2022. Men hun beslutter sig for at holde en normal dagsrytme og stå op samtidig med sin mand, når han skal på arbejde, så dagen får struktur.
- Når jeg ser tilbage på, hvilke greb jeg har brugt, så har jeg været projektleder i mit eget sygdomsforløb. Jeg har simpelthen taget styringen, ligesom jeg gør som leder, forklarer hun nøgternt om de mere end to år, hvor hun kæmper for at blive rask.
I begyndelsen går hun hver dag en lille tur med ørepropper og filterbriller.
- Indimellem må jeg sætte mig ned og holde pause på bænkene sammen med de gamle damer, griner hun.
Hun finder et foto på sin mobiltelefon, som hendes mand har taget, fordi det både er tragisk og komisk at tænke på, at hun i en lang periode var nødt til at tage kølemaske, læsebriller og filterbriller på for at kunne holde til at læse.
Senfølgerne betyder ligesom ved mange tilfælde af hjernerystelse, at hendes samsyn er så dårligt, at hun læser som en 10-årig. Derfor kontakter hun en samsynsklinik, hvor hun får hjælp til at træne sit samsyn, og hun følger slavisk øvelserne i et år, indtil hun kan læse igen – og bliver hurtigere end en gennemsnitsvoksen. Derudover får hun via kommunen to gange om ugen besøg af en ergoterapeut, som hjælper med at energiforvalte de sparsomme kræfter i løbet af dagen.
- Jeg har søgt meget mere hjælp, end jeg nogensinde har gjort, for jeg plejer at klare det meste selv, erkender hun og fortæller, at i starten når de frem til, at hun kun har overskud til at sortere knive og gafler i en enkelt køkkenskuffe eller sortere sokker.
- Men så har jeg et formål med dagen, konstaterer Corinna Hansen.
Corinna Hansen
- Leder, PPR København siden februar 2025
- Skoleleder, Sluseholmen Skole 2021-2023
- Daglig leder, Sluseholmen Skole 2019-2021
- Souschef, Vigerslev Skole 2017-2019
- Uddannet lærer
- Gift og har to voksne sønner
Døm mig ikke ude
Efter fem måneders sygemelding bliver Corinna Hansen i foråret 2023 opsagt fra sit drømmejob som skoleleder for den nystartede folkeskole på Sluseholmen i København.
- Jeg har hele tiden kæmpet for at komme tilbage, så det er en stor sorg. Men der er ikke udsigt til bedring, og samtidig er det også en lettelse, at der nu kommer andre, som tager over, og at det ikke er mit ansvar eller min dårlige samvittighed mere, siger hun ærligt.
Derefter bliver hun tilknyttet kommunens jobcenter og et rehabiliteringsteam, der vil afklare muligheden for fleksjob og afprøve virksomhedspraktik for den nu tidligere skoleleder.
- Jeg har hele tiden haft det sådan: Lad være med at dømme mig ude – der er mere i mig! Jeg skal simpelthen tilbage og være leder, for det er min identitet, og jeg er nødt til at finde en vej, fortæller hun stædig og stålsat.
Tiden går, og efter et års sygemelding i slutningen af 2023 kan hun stadig ikke kan se fjernsyn, læse på en skærm eller klare transport i bil, bus og tog. Alligevel har hun et stort behov for at bruge sig selv kognitivt, lære og få nye input og samtidig håndtere at være i sygdommen. Derfor beslutter hun at forsøge at uddanne sig til coach. Men hun bor i Solrød Strand, og uddannelsen foregår i København. Så i en måned træner hun at køre i S-tog en station ad gangen.
- Det er så voldsomt med lys og lyd og toget, der larmer. Men det skal simpelthen lykkes mig at komme ind til Vesterport Station, og det gør det.
Det lykkes hendes også at tage en coachuddannelse med lukkede øjne i starten, hvor hun bare sidder og lytter og går ud og holder pauser på bagtrappen, fortæller hun og kalder det en kæmpe sejr.
Attak attak, attak
Efter halvandet år som sygemeldt slår lægen i 2024 fast, at senfølgerne er kroniske, men Corinna Hansen insisterer på, at han ikke må skrive det i hendes journal. Skønt hun godt ved, at hun stadig ikke er i en form, hvor hun vil kunne passe et job.
- Lægen kalder mig ’optimisten’, fordi jeg bliver ved og ved og ved. Han kan godt se, at inde bagved sidder der stadig en skoleleder, som er stædig og gerne vil styre det her selv. Og så beslutter jeg, at nu må jeg simpelthen gøre noget andet, konstaterer hun.
På det tidspunkt har hun lyttet til DR-podcasten ”Faldet” om journalisten Mads Ellesøe, der får langvarig hjernerystelse efter et fald på badeværelsesgulvet. Han har haft glæde af den amerikanske tilgang, hvor han skal gøre alt, som han ellers er blevet rådet til at undgå – masser af støj, træning og høj musik.
- Jeg kan bare mærke, at den tilgang med attak, attak, attak er lige mig. Det passer så meget bedre til min personlighed at prøve at angribe sygdommen i stedet for at skåne og passe på, siger Corinna Hansen.
Hun bliver tændt af en ny ild og lægger selv en plan for gradvist at eksponere sig for alle de stimuli, hun har svært ved: lys, lyd, at læse på skærm, fysisk aktivitet og støjende supermarkeder.
En plan, der virker
I sommeren 2024 fylder Corinna Hansen 50 år. Hun har været sygemeldt i et år og otte måneder og har netop besluttet at gå all in på den amerikanske tilgang, hvor hun eksponerer sig selv for voldsomt mange stimuli. Hun holder sin fødselsdag i et sommerhus, hvor hun inviterer alle sine venner og sin familie til kage og pizza, selvom hun på det tidspunkt stadig kun har været sammen med få mennesker ad gangen.
- Jeg byder dem velkommen og fortæller om min plan og forbereder dem på, at det bliver både svært og hårdt. Men det er det rigtige for mig, og jeg har brug for, at de bakker op og er med mig, når det er megasvært, og jeg bliver presset og får hovedpine, fortæller hun, mens stemmen knækker en lille smule.
- De første to uger er forfærdelige, men efter tre uger har jeg ikke brug for at lægge mig på sofaen og sove midt på dagen mere. Uge for uge sætter jeg flere stimuli på min behandlingsplan. Senere i forløbet tager jeg i biografen med min mand, hvor reklamer og høje lyde næsten får mig til at løbe ud af salen. Men jeg bliver siddende. Og selvom jeg stadig bliver ekstremt hjernetræt, får jeg ret hurtigt flere funktioner tilbage, fortæller Corinna Hansen, der efter et halvt års træning kan gå 10 kilometer i december 2024.
- Min plan virker, slår hun fast.
Klar til at arbejde igen
Trods de to års krise har hun hele tiden været meget tydelig omkring, hvad hun har brug for. Og i slutningen af 2024 bliver hun så meget bedre, at hun føler sig klar til at gå på arbejde.
- Jeg er nødt til at afprøve det, og så rækker jeg ud og får lov til at tage med folk, jeg kender, på arbejde, fortæller hun energisk.
En af dem er Corinna Hansens storebror, der er leder af en musikskole, hvor børnene ikke tager hensyn til en tidligere skoleleder med coronasenfølger.
- Det er den vildeste eksponering, men det kan jeg godt.
Hun klarer det og søger efterfølgende et nyt lederjob.
- Jeg er jo leder, storsmiler hun og ser ud på udsigten over Toftegårds Plads fra sit kontor på femte sal, hvor hun siden februar 2025 har været leder for 45 medarbejdere i PPR Valby.
Da hun begyndte i sit nye job, var der to computerskærme på skrivebordet. Den ene har hun fjernet, for hun har stadig svært ved meget skærmarbejde. Hun har stadig symptomer hver dag, især lysfølsomhed, hovedpine og hjertetræthed. Men hun kan holde det ud og har fået sit liv tilbage både socialt og arbejdsmæssigt.
- Jeg tror, jeg er den eneste, der sidder i bilen i kø på Køgebugt Motorvejen mandag morgen i regnvejr og bare tænker: Yes, jeg skal på arbejde! Når man har prøvet ikke at kunne det i så lang tid, så bliver man bare utrolig taknemmelig. Jeg har en voldsom taknemmelighedsfølelse over, at jeg kom igennem det, og derfor vil jeg gerne være med til at give håb, for hvis det bliver håbløst, når man er i krise, så er der ikke noget at komme videre på.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler