Interview
10.10.2023

Civilsamfundet skal knyttes meget tættere til folkeskolen

Vi kan skabe langt bedre trivsel blandt eleverne, hvis vi forankrer civilsamfundets resurser og kapaciteter i folkeskolen, mener tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som taler på Skolelederforeningens Årsmøde.

Hør historien i Plenum Lyd

Børn og unges trivsel er et hjertebarn for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Og det piner ham, at så mange elever i folkeskolen mistrives og føler sig uden for fællesskabet. Eller – kan man overhovedet kalde det et fællesskab mere?

- Det er jo ikke et fællesskab, som fungerer, når der i hver klasse sidder fire-fem elever, som føler sig udenfor, siger Poul Nyrup Rasmussen, protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, som er et tilbud til ensomme unge.

Han betegner folkeskolen som den vigtigste fællesskabsdannende institution, vi har i dette land. Måske endda den eneste.

- Jeg mener jo i virkeligheden, at vi i for mange år har bevæget os væk fra det klassiske omsorgssamfund til at være et behandlersamfund, hvor du skal være ret syg, før du kan få behandling. Det betyder, at en række sublime fællesskaber mere eller mindre er forsvundet. Derfor anser jeg folkeskolen for at være det eneste og vigtigste levende dannelsesfællesskab, vi har, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Blå bog

Poul Nyrup Rasmussen

  • Statsminister 1993-2001
  • Formand for Socialdemokratiet 1992-2002
  • Medlem af Folketinget 1988-2004
  • Formand for De Europæiske Socialdemokrater og medlem af Europa-Parlamentet 2004-2009
  • Har i dag flere tillidshverv, blandt andet som protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark for psykisk sårbare børn og unge, som han var med til at stifte i 2009
  • Formand for EuroSkills
  • Mistede i 1993 sin datter Signe, som led af skizofreni og tog sit eget liv
  • Gift med Lone Dybkjær fra 1994 til hendes død i 2020

Frivillige kan afhjælpe trivselsproblemer

Landets tidligere statsminister har i mange år beskæftiget sig med børn og unges trivsel og var i 2009 med til at stifte Det Sociale Netværk/headspace Danmark, som tilbyder ensomme børn og unge under 25 år hjælp og støtte.
Mange af mistrivselsproblemerne kan ifølge Poul Nyrup Rasmussen afhjælpes ved at inddrage frivillige organisationers resursestærke personer og knytte dem tæt til skolen og til de elever, som føler sig ensomme og mangler relationer.

- Relationer er fuldstændige centrale for hvert eneste menneske, og alt for mange børn og unge mangler tætte relationer i skolen. I de situationer, hvor skolen og lærerne af forskellige grunde ikke kan overkomme at støtte barnet i at få relationer, kan de med fordel trække på de gode folk, der for eksempel er i en organisation som headspace, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Civilsamfundet skal altså ikke spille rollen som løst tredje hjul, man kan køre med en gang imellem, men være en fast og bestandig del af folkeskolen.

- De folk, som arbejder frivilligt i civilsamfundets organisationer, har jo enorm stor kapacitet og kan komme ind og gøre en stor forskel for de børn og unge, som ikke har det godt, siger Poul Nyrup Rasmussen og tilføjer:

- Vi har for længst passeret det synspunkt, at nogle er finere fagligt end andre.

Hvad mener du med det?

- Her tænker jeg på, at der er en tendens til at sige, at hvis bare ventetiden til psykologer og psykiatere bliver kortere, så skal det nok gå alt sammen. Men det er jo ikke alle børn, der skal til psykolog eller psykiater, siger han og pointerer:

- De børn og unge, som mistrives på grund af manglende relationer, får det ikke nødvendigvis bedre af at gå til psykolog eller psykiater, for disse fagpersoner tilbyder jo ikke relationer. Det gør civilsamfundets resursepersoner derimod.

- Nogle gange har du som ung bare brug for at kunne komme ind et sted, hvor du møder nogle voksne, som signalerer, at du er god nok. Så det er vigtigt, at vi bliver enige om at bruge hinanden rigtigt, siger Poul Nyrup Rasmussen.

No items found.

headspace – nogen at tale med

Et gratis og anonymt landsdækkende rådgivningstilbud til børn og unge mellem 12-25 år, som kan dumpe direkte ind fra gaden med store og små problemer. headspace tilbyder også digital chat- og videorådgivning på headspace.dk.

Siden starten i 2013 har headspace rådgivet over 80.000 og har været i kontakt med næsten 290.000 børn og unge via oplæg og aktiviteter, for eksempel på skoler og ungdomsuddannelser. headspace er en del af Det Sociale Netværk.

Læs flere artikler

Se oversigt over artikler