Fokus på
22.6.2026

Arbejdslivet skal tilpasses den livsfase, man befinder sig i

Specialskoleleder Henrik Balle Lauridsen vil gerne blive længe i jobbet, med det kræver tilpassede arbejdsvilkår. Både han og organisationen Faglige Seniorer peger på, at fleksible løsninger er afgørende for at fastholde erfarne medarbejdere i skoleverdenen, der ser stigende mangel på arbejdskraft.

Hør historien i Plenum Lyd

Hvordan skaber man et bæredygtigt arbejdsliv for erfarne medarbejdere og ledere på skoleområdet? Det spørgsmål står centralt for specialskoleleder Henrik Balle Lauridsen, som ønsker en kommunal seniorpolitik målrettet netop denne del af skoleverdenen. Især som leder på en frontlinje-arbejdsplads kan det være vanskeligt at opnå nogle arbejdsvilkår, der er tilpasset ens alder, mener han. Men det bør være muligt, understreger Henrik Balle Lauridsen.

- I princippet kan man godt lege med en ide om at lave en 30-timers lederstilling, hvis der er en god ledergruppe, man kan give opgaverne videre til. Så kan vi ledere blive længere end pensionsalderen. Det vil jeg selv gerne. Men det kræver altså nogle ændrede vilkår, siger han.  

Den 66-årige skoleleder fra Kolding blev uddannet lærer i 1987 og har arbejdet i snart fire årtier i skoleverdenen. Nu nærmer han sig pensionsalderen, men har ingen planer om at trække sig helt tilbage. Tværtimod arbejder han aktivt for at skabe bedre vilkår for seniormedarbejderne på skolerne, så de kan fortsætte deres arbejde – ikke mindst i en tid med mangel på både lærere og pædagoger.  

- Der er stadigvæk nogle kampe, der skal kæmpes for børn i specialområdet, og nogle kampe, der skal kæmpes for skolernes rettigheder, så jeg er slet ikke færdig med at kæmpe. Men arbejdslivet skal tilpasses den livsfase, man befinder sig i, understreger Henrik Balle Lauridsen, som er skoleleder på specialskolen Marielundskolen i Kolding.

Seniorer vil gerne arbejde

I en undersøgelse lavet af tænketanken Wella har man spurgt seniorer under 70 år, om de gerne vil fortsætte med at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis vilkårene er de rette. Der kan for eksempel være tale om fleksibilitet eller nedsat arbejdstid. Af dem svarede følgende grupper ja:

  • 47 % af dem på tidlig pension (Arne-pension)
  • 50 % af dem på folkepension
  • 51 % af dem på seniorpension
  • 54 % af dem på efterløn
  • 59 % af dem på førtidspension
Kilde: Faglige Seniorer

Gruppe kommer med anbefalinger

Initiativet begyndte med nogle refleksioner over hans egne sidste år på arbejdsmarkedet. På grund af en episode på skolen fik han og medarbejderne tilbudt samtaler med erhvervspsykolog Ejnar Bryld. De samtaler tog hurtigt en anden drejning og kom til at handle om det at blive ældre på jobbet. Senere havde Henrik Balle Lauridsen også nogle samtaler med chefkonsulent Henrik Simmelkjær fra Kolding Kommunes HR-afdeling, og processen førte til ideen om at samle skolens medarbejdere over 60 år i en gruppe, hvor de kunne dele tanker om arbejdsliv, aldring og fremtid.

- Vi talte om alt fra frygt og bekymringer til håb og muligheder. Det var meget rørende og også en øjenåbner for mig at opleve, at jeg ikke var alene om at gå med disse tanker, fortæller Henrik Balle Lauridsen.

Øvelsen går ud på at finde ud af, hvordan vi kan forene, at det er en arbejdsplads i frontlinjen, som vi ældre medarbejdere stadig brænder for, samtidig med at vi også har brug for lidt længere rekreation mellem arbejdsdagene eller en længere weekend.
Henrik Balle Lauridsen, specialskoleleder Marielundskolen, Kolding

Gruppen har drøftet en række konkrete anbefalinger til, hvordan seniorarbejdslivet kan indrettes mere fleksibelt. Forslagene er sendt videre til forvaltningen med håbet om at danne grundlag for en proces, der kan føre til en egentlig seniorpolitik for skoleområdet.  
Behovene hos medarbejderne viser sig at være meget forskellige. Nogle ønsker færre timer, andre ændrede arbejdsopgaver. Nogle har brug for hjemmearbejde og dermed ro til forberedelse, mens andre ønsker længere sammenhængende pauser i løbet af ugen eller en fridag om ugen.

- For os giver det ikke mening med standardløsninger som at holde lukket hver fredag eller gå tidligere hjem. Vi arbejder i frontlinjen og har nogle børn, som kommer hver dag. De skal undervises, og de skal i SFO, så vi er nødt til at være her fysisk på skolen, pointerer Henrik Balle Lauridsen og tilføjer:  

- Øvelsen går ud på at finde ud af, hvordan vi kan forene, at det er en arbejdsplads i frontlinjen, som vi ældre medarbejdere stadig brænder for, samtidig med at vi også har brug for lidt længere rekreation mellem arbejdsdagene eller en længere weekend.

For tiden er han udlånt til en anden specialskole i Kolding, fordi skolen ikke har haft held til at finde en skoleleder. Behovet for, at en ældre skoleleder som Henrik Balle Lauridsen bliver på posten, er altså reelt.

- For os skoleledere handler det ikke kun om kortere arbejdstid. Det handler også om at få andre opgaver. Når jeg kommer tilbage til Marielundskolen i august, kunne jeg godt tænke mig nogle justeringer, så nogle af mine opgaver uddelegeres til min ledergruppe, så jeg for eksempel kan arbejde en dag mindre om ugen.

Henrik Balle Lauridsen er medlem af Skolelederforeningens Faglig Klub for Specialskoler og er glad for, at overenskomstforhandlingerne i 2026 havde et tydeligt fokus på skoleledernes arbejdsmiljø med et tema om et lederliv i balance.  

- Personligt har jeg selv nogle børnebørn og vil gerne hjælpe til, når de unge forældre er pressede. Jeg går også på jagt og vil gerne have mulighed for at kunne holde fri den dag, der er bukkejagt, eller den dag, efterårsjagten går ind, hvis de dage falder på en hverdag. Her er det ikke nok med fire seniordage, siger Henrik Balle Lauridsen.

Han mener, at Skolelederforeningen skal kæmpe for at opnå hele otte seniordage til seniormedlemmerne.

No items found.

Kolding Kommunes seniorpolitik

Seniorsamtaler med medarbejdere, som nærmer sig pensionsalderen, men som overvejer at blive længere. Ønsker, behov og muligheder drøftes, og samtalen kan resultere i en individuel senioraftale med nærmeste leder.  

Seniorordninger, der har til formål at fastholde medarbejderne så længe som muligt.

Seniorstillinger (lovbestemte).

Seniordage, fra man fylder 60 år (en ret).  

Kilde: Chefkonsulent Henrik Simmelkjær, HR-afdelingen, Kolding Kommune

Frontlinjemedarbejdere har særlige behov

I Kolding Kommune anerkender chefkonsulent Henrik Simmelkjær, at skoleområdet har særlige behov, ligesom mange andre institutionstyper i den nære velfærd, som han udtrykker det. Men en særskilt kommunal seniorpolitik for skoleområdet er formentlig ikke realistisk, vurderer han.

- Den overordnede personalepolitik fastlægges politisk og administrativt for hele kommunen. Derfor tror jeg ikke, det er muligt at lave en specifik politik på det niveau, siger Henrik Simmelkjær.  

Til gengæld peger han på muligheden for at indgå lokale aftaler.

- Det kan sagtens lade sig gøre at lave en decentral løsning, så jeg vil da anbefale Henrik Balle Lauridsen, at han i skolelederkredsen drøfter de konkrete behov og muligheder, lyder det fra Henrik Simmelkjær.  

Ifølge skoleleder Henrik Balle Lauridsen er det særligt på ledelsesniveau svært at få nogle fleksible aftaler, fordi der mangler en forståelse for lederes arbejdsvilkår:

- Det bliver en lang og hård kamp at få KL og chefer rundtomkring til at forstå, at vi er ledere på en helt anden måde end i forvaltningen. For i vores gruppe er man nødt til at tænke helt andre tanker og i helt nye baner, siger Henrik Balle Lauridsen.

Hold på skolens dygtige medarbejdere

Hos foreningen Faglige Seniorer, der er funderet i fagbevægelsen, ser man et stort potentiale i at fastholde seniorer længere på arbejdsmarkedet – ikke mindst i skoleverdenen.

- Det er en gave at have medarbejdere med så mange kompetencer, som gerne vil fortsætte. Det bliver man nødt til at finde løsninger på, så jeg vil da opfordre Skolelederforeningen til at forhandle sig frem til nogle klare vilkår for deres seniorer, for der er brug for dem, siger Palle Smed.  

Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer og repræsenterer mere end 265.000 medlemmer fra 31 fagforbund. I april måned 2026 præsenterede foreningen en undersøgelse lavet af tænketanken Wella, der viser, at op mod halvdelen af de seniorer, som er stoppet med at arbejde, kunne have fortsat længere på arbejdsmarkedet, hvis forholdene havde været anderledes.  Mange af de adspurgte i undersøgelsen peger netop på manglende fleksibilitet som en bremseklods for arbejdsglæden og arbejdsevnen.

Mangel på arbejdskraft kalder på kreative løsninger

Det er ikke kun i Kolding, at det er svært at tiltrække arbejdskraft til skolerne. Danmark står over for en alvorlig mangel på arbejdskraft i skoleverdenen i de kommende år, påpeger Henrik Balle Lauridsen, idet han refererer til en EU-undersøgelse, der viser, at der kommer til at mangle helt op til 40 % lærere og pædagoger i hele Europa i løbet af de næste fire-fem år.
Hvis flere seniorer kan fastholdes på skolerne ved at have mere bæredygtige vilkår, kan det være med til at tage noget af presset, pointerer Faglige Seniorers direktør.
Derfor lyder der også en kraftig opfordring til kommunerne om at prioritere arbejdet med seniorvilkår på skoleområdet. Også selvom budgetterne er stramme.

- Det kræver ikke nødvendigvis store investeringer. Jeg tror, at man kan komme langt med lidt fleksibilitet og venlighed, siger Palle Smed.  

I Kolding Kommune har man en generel seniorpolitik, der blandt andet giver mulighed for nedsat tid eller fritagelse for visse opgaver i samråd med nærmeste leder. Formålet er netop at fastholde medarbejdere i en tid med stigende rekrutteringsudfordringer og samtidig sikre driften for de mange opgaver, der løses i og for samfundet.  

- Vi vil strække os langt for at holde på dygtige medarbejdere. Men det skal selvfølgelig give mening for både medarbejder og arbejdsplads, siger chefkonsulent Henrik Simmelkjær.

Selvom vejen til en kommunal særaftale for skoleområdet kan virke lang, har Henrik Balle Lauridsen ikke tænkt sig at give op. Tværtimod ser han indsatsen som en del af en større bevægelse mod et mere bæredygtigt arbejdsliv:

- Det her handler ikke kun om os, der er tæt på pension. Det handler om, hvordan vi indretter et arbejdsliv, som vi kan holde til – hele vejen.

Læs flere artikler

Se oversigt over artikler