Fokus på
31.5.2024

Aarhus: Nu bliver der kigget på modellen for skolernes økonomi

En undersøgelse af de aarhusianske folkeskolers reelle udgifter til specialtilbud viste et kæmpe gab i forhold til budgettet. Det fik politikerne til at finde en reserve, og Skolelederforeningens lokalafdeling glæder sig over, at der fremadrettet er lovet at finde en anden budgetmodel.

Hør historien i Plenum Lyd

Skolelederne i Aarhus havde længe haft mistanken. At der var et misforhold mellem deres udgifter til specialtilbud, og hvad kommunen havde budgetteret med. For at få syn for sagen gik lokalafdelingen i begyndelsen af året i gang med at lave en undersøgelse. Den viste, at når man holdt budgettet op mod det beløb, som skolerne estimerede, at de kom til at bruge på segregering resten af året, så ville der mangle 112 millioner kroner.

- Der er kun ét sted at tage pengene fra, nemlig almenområdet, og når man skal tage så stor en del fra almenområdet, kan det ikke undgå at gå ud over det forebyggende arbejde, fortæller formand for lokalafdelingen i Aarhus Jens Mathiasen.  

En rørt rådmand

Lokalafdelingen fremlagde tallene sort på hvidt for kommunens rådmand i begyndelsen af februar, og Jens Mathiasen husker, at rådmanden tog de nye oplysninger meget alvorligt.
På samme tidspunkt var budgetlægningen i gang på mange skoler, og da flere skolebestyrelser blev indviet i tallene, gav de også udtryk for, at det var rystende læsning.
På samme tidspunkt fik mange lokale og landsdækkende medier kendskab til undersøgelsen, og den endte som tophistorie i bedste sendetid på flere tv-kanaler.  

- Her blev det tydeligt, at det var en helt umulig opgave, vi stod med. Der var opbakning mange steder fra, og mange forældre stod frem og gav tydeligt udtryk for, at de lokale folkeskoler med denne situation blev så lidt attraktiv, at det kunne få dem til at vælge privatskoler frem for folkeskolen, siger Jens Mathiasen.
Fra første møde med rådmanden var Skolelederforeningens lokalafdeling sideløbende i dialog med kommunalpolitikerne.  

- Vi holdt os til den økonomiske del, og politikerne forstod, at det ikke var udtryk for dårlig budgetstyring, men et spørgsmål om et område, der var udsultet, og en økonomimodel, der ikke hang sammen, siger Jens Mathiasen.  

Ingen dårlige undskyldninger

Ekstraordinært fandt politikerne en ekstrabevilling til skolerne på 57 millioner kroner. Det er kun cirka halvdelen af det, der på daværende tidspunkt manglede på årets budget, men Jens Mathiasen oplevede, at politikerne var meget lydhøre og tog situationen meget alvorligt.

- Det mest opløftende ved situationen var, at politikerne gav hinanden håndslag på, at når der skal forhandles budget næste gang, skal der kigges på modellerne for skolernes økonomi, så vi får en økonomimodel, der hænger sammen med de reelle udgifter på skoleområdet, siger Jens Mathiasen og tilføjer:

- Der er rigtigt mange indsatser i gang i Aarhus Kommune under overskriften ”Bredere Børnefællesskaber”. Her har vi fokus på de forebyggende indsatser. Men ting tager tid. Vi kan ikke regne med at se resultaterne af disse indsatser fra dag et. Med tålmodighed, samarbejde og den rette økonomiske ramme er vores forudsætninger for at komme i mål med indsatsen meget store, pointerer Jens Mathiasen.

No items found.

Læs flere artikler

Se oversigt over artikler