Samtalen om skærmbrug er kommet for at blive

- Nu tillader jeg mig at drømme stort, men jeg synes, det er noget, man skal tage drøftelser af på alle niveauer. Både på kommunalt niveau, på skolebestyrelsesniveau, på ledelsesniveau og selvfølgelig også ude i de enkelte klasser. Der skal tages nogle relevante pædagogiske og didaktiske diskussioner, hvor man prøver at finde ud af, hvad er det for nogle problemer, vi gerne vil løse? Det vil typisk være noget i retning af, at vi gerne vil have mere koncentration i timerne, færre forstyrrelser og så videre. Og vi vil også gerne sørge for at understøtte fysisk leg og interaktion i frikvartererne. Så gælder det om på den ene side at sørge for at sikre det.  

- Men man skal samtidig tage snakken om, hvad er det faktisk, vi gerne vil klæde vores børn på til? Hvad har personalet brug for af viden eller efteruddannelse, så de kan være sparringspartnere for eleverne og lære dem noget om, hvordan algoritmerne styrer deres indhold, eller hvordan spil og sociale medier forsøger at fastholde dem? Og hvordan kan vi have gode snakke om, hvordan man skaber gode rammer i sin hverdag med mobiltelefoner? Hvordan kan vi undersøge det sammen med eleverne? Kan vi inddrage forældrene i at lave gode regler eller aftaler om mobilbrug? Til og med mellemtrinnet kunne det måske være godt med aftaler blandt forældrene om, at man ikke skal have telefonen om aftenen.

Man løser ikke problemet ved at lægge mobilen i et skab

- Jeg går helt ind for, at man laver gode rammer for brug af alle former for redskaber, læremidler og teknologier i skolen, og jeg synes, det er helt fint, at man har nogle afgrænsninger af, hvornår mobiltelefoner skal være der, og hvornår de ikke skal være der. Jeg er bare bange for, at det bliver så rigidt, at vi smider nogle børn ud med badevandet her, og det er virkelig mærkeligt, at der ikke er flere politikere, der har talt om teknologiforståelse i debatten.  

- Det er både den gode digitale undervisning og de gode læremidler, der er på spil, men i høj grad også den store uddannelses- og dannelsesopgave, der ligger i skolerne i forhold til at klæde vores børn og unge på til at leve med de her teknologier. Så min primære bekymring er, at man tror, man har løst problemet ved at lægge mobilerne i et skab eller sige, at de slet ikke må være i skolen, for så siger man, at alle mulige vidensformer, udtryksformer, hverdagspraksisser og sociale ting, hvor det digitale er flettet ind, ikke hører hjemme i skolen. Og så har vi simpelthen ikke forstået, hvor stor en udfordring vi står overfor.

Det gælder om at åbne paletten snarere end at lukke den ned

- Der er ikke noget af det her, man bare lige kan hive op af en hat og sætte på skinner. Det skal langt mere frem i bevidstheden, og snakken skal tages i alle mulige sammenhænge. Og så må man jo trække på, hvad der findes af materialer på området. Der ligger masser af godt materiale, man kan tage fra børneorganisationerne eller fra medierådet. Eller man kan få SSP til at være med til at sætte noget i værk. Der er mange gode fagpersoner, man kan få ud at holde foredrag. Så man kan sætte det på dagsordenen på mange forskellige måder. Det gælder om at åbne for paletten snarere end at lukke den ned i den her sort-hvide skærm-ikke-skærm-forestilling.

- Skolen handler om meget andet end børnenes liv på skærmen. En skoles opgave er blandt andet at skabe gode, dannende og forpligtende fællesskaber både i timerne, i frikvartererne, i SFO’erne og i fritidsklubberne, og de fællesskaber har telefonerne stået i vejen for. Når en relation bliver svær, eller noget bliver kedeligt, eller man bliver usikker, så har man kunnet hive telefonen frem og gemme sig bag ved den. Det er ødelæggende for de dannelsesprocesser, der skal finde sted i en skole – både for fællesskabet og individet.  

- Der er jo tale om et personligt device med alle mulige forskellige notifikationer og sociale medier på, hvor algoritmerne er designet til at give lige præcis den her elev det, som får vedkommende til at bruge mere tid på telefonen, og altså mindre tid på skolens fællesskaber. Det er nærmest umuligt at se bagom og forholde sig kritisk til – selv for os voksne. Stod det til mig, skulle eleverne derfor ikke have mobiltelefoner i skolen i hvert fald til og med mellemtrinnet.  

Nogle gange vokser teknologiforståelse ud af, at man fjerner teknologien

- Det er klart, at der er nogle værktøjer i en telefon, som man kan bruge i undervisningen, men de værktøjer kan man også få adgang til på andre måder. Så må man købe et klassesæt iPads, hvis man skal ud at tage billeder eller optage stop motion. Der er for mig at se ikke nogen grund til, at man bruger elevernes personlige devices i undervisningen, fordi der er så mange fristelser på dem.  

- Teknologiforståelse er ikke det samme som evnen til at bruge en teknologi. Det er sådan en misforståelse, der er ret udbredt, synes jeg. For mig at se handler teknologiforståelse om at forstå teknologiens betydning i vores liv. Du kan sagtens tale med eleverne om, hvad det gør, når nogen skriver sådan og sådan på sociale medier. De behøver ikke sidde og kommentere et opslag på TikTok for at forstå, hvad effekten kan være. Det kan man fint tale om. Tag eksemplet med alkohol. Du kan godt lære elever i udskolingen om alkohols virkning og betydning, uden at det kræver, at du har en kasse øl med ind i klasselokalet. På samme måde kan man fint tale om algoritmernes virkning og betydning uden at udsætte sig for deres manipulerende kræfter i skolen.

- Jeg tror, at teknologiforståelsen vokser ud af, at man indimellem fjerner teknologien. Det er typisk, når man kommer på afstand af de ting, der virker selvfølgelige, at man for alvor forstår dem og deres betydning. Og der tror jeg, at man i skolen har en mulighed ved at sige: I det her rum må du ikke bruge din telefon, som du plejer. Det giver dig mulighed for at se, hvad der også er i verden. Og så kan du måske blive mere bevidst om, hvorvidt det nu er hensigtsmæssigt, at du bruger så meget tid på telefonen uden for skolen. Hvem ved; måske får man brudt en dårlig vane?